Til forsiden

Tidlig morgen

link til spirituelle oplevelser

Oplevelse, januar 1997

 

"Jeg vågner en tidlig januar-morgen ved, at der lyder stemmer lige uden for huset. Det er bælgmørkt, og jeg synes det er mærkeligt, at der tilsyneladende er mennesker i haven lige uden for mit vindue, for jeg bor i et fredeligt villakvarter, hvor der normalt ikke er mange mennesker. Der kommer flere og flere stemmer. Jeg synes, jeg bliver nødt til at stå op for at undersøge, hvad der sker. Samtidig rusker jeg min mand, som ligger og sover ved siden af mig. Jeg siger til ham, at vi må se efter hvad der sker. Jeg står ud af sengen og går hen mod døren ud til haven. Da jeg åbner den, ser jeg, at der fuldstændig lyst udenfor. Der er blade på træerne, græsset er grønt. Jeg genkender min køkkenhave med tørrestativet. Der er æbletræet og der er lindetræet. Tre kvinder klædt i hvide "græsk-romerske" kjoler står midt i køkkenhaven. Kjolerne er helt enkle og falder smukt i bløde læg fra et bælte om taljen. Ned ad trappen til venstre for mig kommer en mand og en dreng på 6-8 år. De er begge klædt i samme slags tøj som kvinderne - men dragten går kun til midt på låret, hvor kvindernes går til anklerne. Nu befinder jeg mig, så jeg kan se min terrasse ud fra stuen. Huset ligger inde i en skrænt, så denne terrasse er hævet så meget fra haven, at man kan gå inde under den. Der er der også mennesker. Nogle går på trappen, andre er på selve terrassen.

Alt er så lattermildt. Folk ler og smiler. Solen skinner varmt fra en skyfri himmel. Det dufter af grønt. Der er utrolig rart og venligt.

Jeg er forbløffet. Hvad laver alle de mennesker dog her ? Jeg går hen til de tre kvinder i køkkenhaven. En af kvinderne kommer hen imod mig. Hendes ansigt er meget smukt. Det lange, mørke hår er sat op. Øjnene er milde og lidt vemodige. Hun er vist på min alder. Jeg spørger hende, hvad de dog laver her i min have. Hun svarer, at de bare er her. Jeg siger, at det må de da også gerne. Min hjerne kører og kører.... Hvad skal jeg dog spørge om ? Jeg må da kunne finde på noget at spørge om. Pludselig slår det ned i mig, at jeg nok er havnet i en anden tid. Så jeg spørger: "Hvad år er det ?" - og forventer så småt, at hun skal svare noget med år 3000 eller år 4000 - det er nok lidt ude i fremtiden, siger min logiske sans. Men hun svarer på en måde, som hverken er med ord eller lyd: 55555. Det kommer fuldstændig bag på mig. Jeg bliver totalt forvirret. Min hjerne slår nærmest klik.... Og så ligger jeg i min seng. Uden for er det bælgmørkt. Alt er stille og roligt. Min mand sover trygt og godt. Der er stadig nogle timer til, jeg skal op. Det var dog en underlig og dejlig oplevelse. Jeg falder i søvn."

Da jeg ville fortælle min mand om oplevelsen næste dag, spøgte jeg lidt med, at alt det med UFO’er og liv på fremmede planeter slet ikke var, som folk gik og troede. For nu havde jeg været i år 55000 og det var faktisk lige her på jorden. Da jeg skulle gentage højt, hvad jeg mente var årstallet, gik det op for mig, at kvinden ikke havde sagt tallet 55555 som femoghalvtredstusindefemhundredeogfemoghalvtreds, - det var simpelthen alt for besværligt, og det virkede helt forkert at sige det på den måde. Det var derfor jeg blot havde sagt 55000 til min mand. Ej heller havde kvinden sagt fem fem fem fem fem, - heller ikke 5 i femte potens. For tallet var ligesom let og ud i ét, - der var en slags sammenhæng i det. Jeg kan ikke forklare, hvordan det blev kommunikeret til mig. Måske var det nærmere, som om det drejede sig om fem 5-taller, der lå oveni hinanden og på en eller anden måde dannede nogle lag. Som jeg sidder her og skriver, kommer jeg i tanker om, at den bedste forståelse måske kan fremkomme ved at beskrive tallet som bestående af fem 5-taller, der var ligeværdige, - altså lige meget værd, - der var ikke et 5-tal som stod på pladsen for 10000 altså som 5-tallet i 50000, eller ét der stod for 100 altså som 5-tallet i 500 eller ét der stod for 5. Alle 5-taller stod på en eller anden måde for det samme. Der var ikke nogen hierarkisk eller logisk opbygning, som vi mennesker jo ellers må bruge for at kommunikere i sproget. Kan det mon betyde, at stedet ikke havde det, vi normalt forstår ved tid ? Jeg er ikke i tvivl om, at tallet var 55555, men hvordan jeg var i stand til at forstå kvindens måde at kommunikere på, kan jeg ikke forklare. Senere læste jeg, at nogle mennesker taler om, at menneskeheden er på vej ind i den 5. dimension - var det et glimt herfra, jeg oplevede ? Lever vi på én gang i flere dimensioner på samme tid ? (Der er faktisk nogle filosoffer, som mener, at der findes parallelle universer !). Er al vores søgen efter liv i universet fuldstændig omsonst - det er altsammen her, - vi kan bare ikke opfatte det ? Måske det drejer sig om, at menneskets sanseapparat kun er i stand til at modtage indtryk, som slet ikke er dækkende for, hvad der egentlig eksisterer i verden.

Jeg aner det ikke, men jeg håber, at jeg engang får lov at hilse på den smukke kvinde igen, og at jeg så måske kan få en længere samtale med hende.

 

Til toppen