Til forsiden

Shirley MacLaine

link til spirituelle oplevelser

Shirley MacLaine var en kendt skuespillerinde, da hun omkring 1980 begyndte at undersøge okkulte emner i forbindelse med at hun var blevet forelsket i en mand, hun følte, hun havde kendt i en tidligere tilværelse. Hun beskriver i bogen "På dybt vand" sin søgen efter at komme til større klarhed omkring denne fornemmelse, - i forløbet har hun følgende oplevelse (side 326):

 

"Jeg sagde ikke noget. Jeg ville have tid til at tænke. Og jeg trængte forfærdeligt til at hvile mig. Jeg trak vejret dybt og fik mavesaft op i halsen. Jeg stirrede på det flakkende lys. Jeg følte mig let i hovedet. Jeg kunne fysisk fornemme, at der åbnede sig en tunnel inde i mit sind. Tunnelen udvidede sig og blev til en grotte, et åbent rum, hvor der herskede ro og klarhed, og ikke kaos. Det var ikke som når man får en tanke. Det var mere en fysisk fornemmelse. Flammen i lyset smeltede langsomt ind i det tomme rum i mit sind. Og igen oplevede jeg, at jeg selv blev til den flamme. Jeg havde hverken arme eller ben, ingen krop, ingen fysisk form. Jeg blev ét med det tomrum inde i mit sind. Jeg følte, at jeg selv flød ind i det tomrum, som jeg fyldte ud. Jeg flød af sted, kom fri af min krop og svævede op under himlen. Jeg var klar over, at mit legeme blev liggende tilbage i vandet. Jeg kiggede ned og så det. Ved siden af lå David. Min ånd eller mit sind eller min sjæl eller hvad det nu var steg højere op i rummet. Jeg fløj ud gennem taget i hytten og op over floden, der henlå i tusmørke. Jeg havde en fysisk fornemmelse af, at jeg fløj ... nej, det var ikke det rigtige ord .... det var blidere .... jeg svævede af sted .... jeg svævede højere og højere, indtil jeg kunne se bjergene og landskaber under mig, og jeg genkendte alt det, jeg havde set i dagens løb.

Og fastgjort til min ånd var en tynd, tynd sølvsnor. Den blev strakt længere og længere, men den anden ende sad stadig fast i mit legeme, der lå nede i vandet. Jeg befandt mig ikke i en drømmeverden. Jeg var mig tilsyneladende alt bevidst. Jeg kunne mærke, at jeg ikke rigtig havde lyst til at svæve helt så højt op. Jeg var mig bevidst, at jeg ikke ville alt for langt væk fra min krop. Jeg kunne med sikkerhed mærke, at jeg var forbundet med den. Det eneste, der var sikkert for mig var, at jeg kunne mærke mine to former - legemet, der befandt sig dernede, og min ånd, der svævede heroppe. Jeg var to steder på én gang, og det accepterede jeg uden videre. Og mens jeg fløj opad, kunne jeg mærke vibrationerne af energien omkring mig. Jeg kunne ikke se den, men jeg oplevede en ny måde at "mærke" den på. Det var, som om min opfattelsesevne var blevet udvidet. Det havde ikke noget med høre-, syns-, lugte-, smags- eller berøringssansen at gøre. Jeg kunne ikke engang beskrive det over for mig selv. Jeg vidste, det var der - og at det var noget fysisk - men jeg vidste alligevel, at min krop var dernede.

Var det dette her, alle de mennesker, som Elizabeth Kübler-Ross havde talt med, havde været ude for ? Flød jeg af sted som min sjæl. Jeg var mig alle disse spørgsmål bevidst, mens jeg svævede af sted heroppe over Jorden. Jeg vidste så tydeligt, hvad jeg følte i de øjeblikke, at jeg forstod, hvor irrelevant min fysiske skikkelse var. Jeg oplevede, hvordan det var at blive den kvit, tror jeg. Jeg fornemmede de to væsener, der var mig - og samtidig mange andre ting.

Jeg så på den sølvsnor, der var fastgjort til min krop. Jeg havde læst om den sølvsnor i den metafysiske litteratur. Den skinnede i luften. Det var, som om der ikke var grænser for dens længde ... den var totalt elastisk, og den sad hele tiden fast i min krop. Når jeg kunne se, var det med et sjæleligt øje. Jeg fløj endnu højere op og spekulerede på, hvor langt den snor kunne strækkes, før den sprang. Og i samme øjeblik jeg tøvede, svævede jeg ikke højere. Jeg standsede bevidst min flyvetur ud i rummet. Jeg havde ikke lyst til at komme længere op. Jeg kunne nu se Jordens krumning og mørket på den anden side af Jordkloden. Det tomrum, der lå uden om min sjæl, virkede behageligt og rent. Jeg begyndte at kunne opfatte bølger af energiforbindelser og mønstre af tankeenergi. Sølvsnoren virkede ikke stram. Den flød blidt af sted.

Jeg satte kursen nedad mod min krop. Langsomt. Langsomt ... nedad ... jeg svævede stille af sted, ned mod min krop. Energivibrationerne lagde sig, døde hen ... fornemmelsen af de rullende bølgende tankeforbindelser forsvandt over mig, og jeg havde en fornemmelse af, at det gav en dump lyd, da min sjæl atter forenede sig med kroppen. Det var rart at være i de omgivelser, jeg kendte så godt, men alligevel virkede legemet nu som en byrde, en begrænsning ... jeg var glad for at være tilbage i kroppen, men jeg vidste, at jeg på et tidspunkt gerne ville ud af den igen ..."

 

Til toppen