Til forsiden

Jordskælvet

link til spirituelle oplevelser

 

Spirituel oplevelse, november 1994

Badeværelsesgulvet er dejlig varmt .... alligevel stiger kulden op i mine fødder og lammer bevægelser og åndedræt. Jeg vender mig langsomt om mod brusenichen i hjørnet. Glaslågerne er lukkede, hvilket normalt kun er tilfældet, når een eller anden tager bad. Og det er jo midt om natten. Pludselig vælter der lys ud gennem siderne – ud gennem glaslågerne. Ovenud ... overalt er der lys. Lyset forstærkes, - bliver grønt ... rødt ... gult ... sort .... alle mulige farver strømmer ud, og jeg aner en skikkelse midt i det hele.

Jeg er stum af skræk. Kan ikke bevæge mig, men må blive stående totalt lammet. Jeg mærker ondskab og had strømme imod mig som fingre, der forsøger at nå mig. Flammer slår om mod loftet. Et hæsligt grin synes at brede sig på skikkelsens formodede ansigt ...... Men så kommer lyden. Lyden nede fra jorden strømmer op gennem mine fødder og mine ben. En trommende lyd som fra et bundløst dyb, - fra uendelighedens klippegrund. Lyden gennemryster hver eneste knogle, hver eneste celle i min krop. Jeg er totalt i dens vold. Kan ikke tænke, ikke handle. Kun mærke, hvordan alt inden i mig rystes. Intet kan skjules, ingen hemmeligheder bevares. Ingen flugt er mulig. Jeg er totalt overladt til dette ukendte væsen, - totalt i dets vold. Hvornår træder skikkelsen ud af brusenichen, så jeg kan dø, - dø af skræk inden den kan nå at gøre det af med mig ?

Tiden står stille. Eksisterer den overhovedet ? Jeg ved det ikke og det betyder heller ikke noget. Endelig lykkes det mig at bevæge mig, .... og jeg befinder mig i min seng. Jeg kaster mig om på ryggen. Lyden forsvinder, og jeg hører min mands rolige åndedræt ved siden af mig. Nu kan jeg huske. Jeg er jo bare faldet i søvn og har haft mareridt. Et meget virkeligt og meget uhyggelige mareridt. Andet er det jo ikke. Skal jeg vække ham ? Næh, han bliver bare bekymret og han kan jo alligevel ikke gøre noget. Jeg begynder at kunne trække vejret normalt, medens jeg ligger og kigger op i loftet med mine nærsynede øjne. Det er da utroligt så klart, jeg kan se i drømme, når jeg nu har været så nærsynet i det meste af mit liv. Jeg ligger der på ryggen i min seng og begynder langsomt at kigge rundt i soveværelset: Dér er skabene. Dér er vinduet med persienne for. Vinduet står lidt åbent, for vi skal begge have frisk luft ind, når vi sover, - uanset vejr og kuldegrader. Dér er kommoden med mit smykkeskrin, som jeg fik i konfirmationsgave. Dér er knagerækken med min blå frottébadekåbe. Efter denne "sightseeing" tør jeg godt kigge hen mod døren. Den er lukket, og der kommer hverken lyde eller lys ind gennem den. Puh, ha. Sikke en drøm ! Jeg har bestemt ikke lyst til at forlade sengen. Skal jeg være helt ærlig, så tør jeg ikke. Der er dejlig varmt under dynen. Min mand sover stadig roligt i sengen ved siden af. Hvorfor dog være bange. Han er der jo ! Jeg føler mig mere rolig, selv om jeg godt ved, at han ikke kan beskytte mig mod det uvirkeligt virkelige, som jeg lige har stiftet bekendtskab med. Ingen kan hjælpe mig. Men jeg kan vel hjælpe mig selv, - det har jeg da altid været god til.

Min indre snak fortsætter i et stykke tid. Og jeg begynder at blive søvnig igen. Hvad herregud – det var da bare et usandsynligt levende mareridt. Jeg har lært en del om drømme og om deres tydning. Men intet om lyde, der stiger op i een. OK, - i morgen kan jeg tænke det hele igennem. Nu vil jeg sove.

Jeg vender mig om på venstre side og lukker fortrøstningsfuldt øjnene. Jeg roser mig selv over at være så god til at finde strategier til at løse mine problemer med.

Jeg begynder at slumre ind .... og lyden stiger atter op igennem mig. Jeg opfatter, at universet er under mig og at lyden kommer nedefra og op. Gennem jorden, gennem gulvet, gennem madrassen, gennem hele min krop. Instinktivt kaster jeg mig om på ryggen, - og lyden bliver svagere og svagere for til sidst at forsvinde. Nu er jeg lysvågen ! Jeg ligger og stirrer op i loftet med vidt opspærrede øjne. Hvad er det dog, der sker ? Er jeg besat ? Jeg føler mig hverken syg eller skør. Jeg er blot totalt forvirret og skrækslagen over lyden, og det den gør ved mig. Skal jeg alligevel vække ham ? Hvad kan han stille op ? Intet !

Jeg har talt med mange spændende mennesker inden for de senere år: clairvoyante, håndlæsere, astrologer, healere, - folk som har oplevet engle eller lys af overjordisk karakter. Men jeg selv er jo en fuldstændig "normal" kedelig kvinde med en ganske almindelig hverdag og en ganske almindelig familie. Kort sagt ganske tilforladelig og uinteressant for de fleste !

Hvad sker der med mig ? Jeg aner det ikke. Tankerne flyver igennem mit hoved: Der må være en forklaring. Måske ikke en såkaldt logisk, naturvidenskabelig forklaring, men en forklaring, som jeg kan acceptere.

Jeg slår den rationelle venstre hjernehalvdel til: Hvad har jeg hørt eller læst, der kan give en begrundelse for det jordskælv, jeg har mærket inden i mig ? Hvem var det væsen i brusenichen ? Det er væk nu, men indtrykket af det sidder stadig i mig. Jeg er forbløffet over mig selv. Hvordan kan jeg undlade at skrige eller græde med alt det uhyggelige, der foregår ? Hvordan er jeg egentlig i stand til at tænke og søge begrundelser, når jeg er så skrækslagen, som jeg er ? Det er måske ulogisk, men jeg kan hverken skrige eller græde. Selv om min mand ligger i sengen ved siden af mig, eksisterer der kun mig her og nu. Han er der, men han er der ikke alligevel, - på een og samme tid.

Nu hvor jeg sidder og skriver dette her, er der gået nogle år siden jeg oplevede denne hændelse, og jeg forundres stadig over, hvordan jeg på ét plan kunne tænke fornuftigt og rationelt, og på et andet plan var dybt, dybt rystet og afmægtig. Hvordan jeg på én gang kunne iagttage mig selv og det, der skete, samtidig med, at jeg var i hændelsen totalt og uforbeholdent, kan sikkert ikke forklares, men det var sådan det var.

Efterhånden falder jeg lidt til ro, og jeg kan begynde at få samling på de tanker og indtryk, der farer gennem mit hoved, indtil de stopper ved

Tærskelvogteren !

Pludselig står det lysklart for mig: det er tærskelvogteren, jeg har mødt. Skikkelsen i brusenichen er den tærskelvogter, man ifølge de teosofiske skrifter skal møde i forbindelse med det, der kaldes den 3. indvielse. Det kan ikke være andet, - selv om jeg ikke har læst noget om lyd og jordskælv, er der ikke tvivl om, at det er en tærskelvogter, der er på spil. Det er som "at møde et levende væsen, der er summen af alle ens skyggesider, men det foregår altsammen inde i een selv".... noget i den retning, kan jeg huske, at jeg har læst i Søren Hauges teosofiske skrifter. Det er en kæmpelettelse for mig at opdage denne sammenhæng, og jeg kan begynde at trække vejret normalt. Det her er jo blot et trin i ethvert menneskes udvikling. Det er hverken sygt eller unaturligt. Pyh, ha !

Soveværelset bliver atter normalt. Min mand ligger stadig og sover fast og tungt. Uforstyrret af mine natlige udskejelser. Hjertet finder sin normale rytme. Det er stadig varmt under dynen.

For tredie gang lægger jeg mig på venstre side ... og ramler lige ind i jordskælvet igen !!! Det flår og river i mig, men nu ved jeg mere om, hvad jeg skal gøre: Jeg hiver mig om på ryggen, folder mine hænder og forsøger at overgive mig .... totalt, sådan som det står beskrevet i de teosofiske skrifter.

Det eneste jeg kan finde på for at understrege denne handling er at bede mit Fadervor ...Du som er i himlene ... Helliget vorde Dit navn....komme Dit rige.... Jeg bliver ved og ved med at gentage linierne ... min barnelærdom fra konfirmationsforberedelsen og muligvis skolen. Det er i hvert fald ikke derhjemme, jeg har lært det. Vi gik ikke meget i kirke, og jeg troede faktisk i mange år, jeg var ateist. Indtil jeg fandt ud af, at jeg blot var imod de præster i kirken, som stod og sagde ét og gjorde noget andet. Som ville bestemme både hvad jeg skulle tro og hvordan jeg skulle gøre det. Næh, jeg tror på det gode i mennesket og har altid gjort det, - og jeg handler ud derfra. Naiv .. ? ja, det har jeg drillende og sommetider bebrejdende kaldt mig selv, indtil jeg fik det vendt til, at jeg havde en grundlæggende tillid til livets orden og mening, som end ikke ulykker, mord og krige kan tage fra mig. Jeg er skeptisk over for populære udlægninger og udnyttelse af reinkarnationstanken, men jeg er ikke i tvivl om, at livet ... ånden... manifesterer sig i hvert eneste menneske og udvikler sig gennem os.

... Ske Din vilje som i Himlen således også på jorden ... Giv os i dag vort daglige brød ... og forlad os vor skyld som også vi forlader vore skyldnere .... Led os ikke i fristelse men fri os fra det onde ... thi Dit er Riget, Magten og Æren i al evighed ... Amen...

Det er vist længe siden, jeg har bedt Fadervor. Mon ikke det var ved en begravelse ? Eller var det engang juleaften, hvor vi var gået i kirke ? Jeg husker det ikke. Hvor er det godt at kunne nogle remser på rygraden, så man kan huske dem selv i rystende stunder, hvor det forekommer umuligt at trække på den normale hukommelse.

Jeg bliver liggende med foldede hænder og gentager verset lydløst igen og igen.

Jeg har tårer i øjnene. Det er måske første gang, jeg rigtig har "smagt" på ordene. De bevæger noget i mig.

Medens jeg ligger der og beder mit Fadervor, falder der en uendelig ro over mig. Jeg ved, jeg har bestået "prøven". Soveværelset ser ud som før. Min mand ligger stadig og sover, som om intet er hændt, - og her har jeg måske oplevet det mest overvældende, der overhovedet kan overgå mig ? Jeg trækker vejret stille og roligt. Aner ikke, hvor lang tid der er gået. Men det er vel også ligegyldigt ? Jeg bliver mere og mere søvnig, vender mig forsigtigt om på venstre side. Alt er roligt. Jeg falder i en drømmeløs søvn, og vågner først næste morgen ved vækkeurets kimen.

Min mand skal op. Jeg kan blive liggende lidt endnu. Senere bevæger jeg mig ud på badeværelset. Linder forsigtigt på døren og stikker hovedet indenfor. Dér i hjørnet er brusenichen. Fugtig og varm efter familiens brusebadning. Jeg tager mig god tid, men har ikke ligefrem lyst til at bade, så jeg nøjes med at vaske mig ved håndvasken. Jeg har øjne i nakken og hele vejen ned langs rygraden, så jeg kan nå at reagere, hvis der skulle ske noget i brusenichen ! Men alt er roligt, og jeg kan spise morgenmad i fred og ro. Familien tager afsted. Jeg er alene med resterne af min rædsel og mine tanker. De synes knap så skræmmende i dagslys, men de er stadig så virkelige, så virkelige.

Efterhånden som mit rugbrød og teen synkes omdannes rædslen til at være en del af mig. Den opsuges langsomt, men sikkert, fordøjes og bringes rundt i kroppen, som noget jeg skal bruge til at leve mit liv med. Og det skal jeg jo også !

Til toppen

Der gik nogle dage, så fortalte jeg min mand en kort version af hændelsen. Han lyttede interesseret, men  kommenterede ellers ikke, hvad der var sket. Senere igen fortalte jeg den til nogle veninder, hvoraf nogle også har haft spirituelle oplevelser, omend af en noget anden karakter. Men det var godt at kunne dele det med nogen.

Ca. 10 dage efter ovennævnte, oplevede jeg følgende:

Jeg vågner hen på natten. Jeg ved ikke hvor længe, jeg har sovet. Min mand ligger og snorker ved siden af mig. Det gør han så tit, og jeg plejer blot at puffe til ham. Så er det i orden. Men i nat kan jeg bare ikke holde det ud. For første gang i vort mangeårige ægteskab forlader jeg ham med min dyne og hovedpude under armen. Jeg går ind i et værelse, hvor vi har en sovesofa stående. Den slår jeg ud og lægger mig ned for at sove.

Jeg er vel knapt faldet i søvn – på min venstre side – før lyden fra Jordskælvs-oplevelsen begynder at strømme op i mig. Det er som fjerne trommer, der ildevarslende nærmer sig. Men nu ved jeg jo, hvad jeg skal gøre: Uden tøven kaster jeg mig om på ryggen, folder mine hænder og beder Fadervor.

Lyden hører op. Langsomt og blidt løftes jeg op. Ja, jeg svæver, bevæger mig ikke, men er let som en ballon og står til sidst i oprejst position med begge fødder på sovesofaen. Og så begynder jeg at tale. Det er som om, jeg står i en forsamling, der befinder sig foran mig i en halvcirkel. Jeg kan ikke se nogen, men jeg véd der er nogen. Og jeg taler og taler, samtidig med at jeg bevæger mine hænder bydende rundt mod den usynlige halvkreds. Jeg erklærer mig. Jeg aflægger et løfte, der vedrører min opgave her på jorden. Nu ved jeg, hvad den går ud på. Det lyder fuldstændig ulogisk, vanvittigt og alligevel så rigtigt ! Ja, det er jo dét, jeg skal ... Selvfølgelig. Min "frie vilje" er sat fuldstændig ud af funktion. Jeg – hvem det så end er – bestemmer ikke noget mere. Tingene sker blot. Det er let og lyst. Ingen modstand, ingen angst. Alt er såre godt.

Jeg hører mig selv tale, og samtidig kører det i mit baghoved: Hvor var det godt, at jeg havde forladt soveværelset, – for ellers ville jeg have vækket min mand med al den snak !

Det er som om jeg er to: den person, jeg kender fra det daglige, og som tænker praktisk og rationelt, - den person sidder i baghovedet og kan opfatte, at jeg står oprejst, bevæger hænderne og befinder mig i det værelse, jeg kender så godt. Og ... derudover er jeg en person, som taler, aflægger et løfte om noget, det dagligdags jeg ikke kender til, - en person, som tilsyneladende kan se og opfatte noget eller nogen, det dagligdags jeg ikke kan, - en person, som åbenbart har kontakt til noget, det dagligdags jeg ikke kan opfatte. 

Pludselig er det hele overstået. Jeg ligger på sovesofaen på min venstre side, som om jeg aldrig har rørt mig ! Underligt. Jeg sunder mig lidt, bliver mere og mere døsig. Jeg falder i søvn og vågner først næste morgen.

 

Efter at jeg i november 1994 havde de ovenstående oplevelser, har mit liv ændret sig meget: Jeg har forladt mit gode, sikre job gennem næsten 25 år og har kastet mig ud i den ene uddannelse efter den anden. Alt sker i et tempo, hvor jeg kan klare det. Ikke dermed være sagt, at det bare er let, men min kamp står primært i forhold til, hvem jeg har troet, jeg var i tiden før, og hvem jeg åbenbart er inderst inde. Det er bestemt ikke smertefrit. Men smerten føles også OK. Der er ingen, der skal tage den fra mig. Den skal hverken dulmes eller bortforklares.

Min opmærksomhed er skærpet. Jeg lægger mærke til utrolig meget. Det kan være trættende og anstrengende, hvis der sker for meget nyt. Så jeg er god ved mig selv. Jeg har brug for megen ro. Men undertiden har jeg også brug for at komme af med alt det, der hober sig op indeni mig. Jeg forstår mennesker i et andet lys. Jeg tænker nærmest metaforisk. Hændelser og begivenheder i menneskers liv bruges til at forstå dem. Jeg får sværere og sværere ved bare at tænke i et her og nu perspektiv. Alt bringes ind i en større sammenhæng, som jeg ikke tidligere har oplevet. Jeg forstår alt og jeg forstår intet. Jeg oplever mit liv som et kæmpe-paradox.

Det er fantastisk, men også utrolig ensomt, for kun meget få mennesker kan følge mig i mine tanker, når jeg rigtig folder mig ud. Min hjerne er fyldt med inspirerende ideer. Undertiden føles det frustrerende ikke bare at kunne sige, hvad jeg tænker. Men andre kan ikke forstå dét, som for mig er så såre logisk og enkelt. Og selvfølgelig er jeg også undertiden i tvivl: Kan det nu også være rigtigt ? Er det bare noget jeg bilder mig ind ? Så prøver jeg at slappe af, og sige til mig selv: Jamen, det er jo slet ikke mig der bestemmer. Og så kan jeg le lidt ad det hele. Det er jo egentlig komisk at tage sig selv så højtideligt !

Jeg er altid i gang med mange projekter. Der er noget inden i mig, som konstant presser på.

Når jeg har følt mig totalt utilstrækkelig til at udføre den opgave, jeg har lovet at udføre, har jeg fortvivlet bedt om, at måtte blive fri. Der være andre, der er meget bedre til det end mig.... Men lige lidt hjælper det. Jeg kan ikke andet end acceptere og så leve mit liv efter bedste evne,  idet jeg følger de tilskyndelser, som dukker op og fører mig på min vej. Det er mit lod. Min skæbne. Døre åbnes for mig. Jeg er altid anderledes, og alligevel ordner tingene sig, alligevel accepterer omverdenen mig. Jeg kan ikke sige præcist, hvor jeg skal hen, men jeg ved godt, hvad det drejer sig om. Jeg kan bare ikke fortælle det til ret mange. Det vil blive opfattet forkert, og måske er det jo også noget jeg bare har fundet på. Jeg aner intet om, hvordan jeg kommer derhen. Men jeg går og går, - følger vejen som altid synes at ligge parat til at blive betrådt. Og den føles da også lettere at gå, nu hvor jeg er kommet "i form".

De fleste mennesker her i landet tror, de lever en tryg og sikker tilværelse, som de langt henad vejen er herre over. Jeg véd, at jeg ikke gør det. Og jeg ved også, at andre mennesker ikke gør det. Jeg begynder at kunne leve i usikkerhedens tillid til, at livet sørger for mig. At jeg får det, jeg har brug for til at udføre min opgave. Det er hårdt og barsk. Det er frydefuldt og spændende. Her er sorg og glæde. Her er gråd og humor.

Det føles så utroligt ægte,- og jeg kan ikke andet ....

Til toppen