Til forsiden

Golf som selvudviklingsværktøj

link til spirituelle oplevelser

 

Den, som kun
tar spøg for spøg
og alvor
     kun alvorligt,
han og hun
har faktisk fattet
begge dele
     dårligt.

Piet Hein

 

Hermed rammer Piet Hein meget fint, hvad golf drejer sig om, nemlig både spøg og alvor, på en og samme tid.  Denne indstilling har jeg skrevet nogle små artikler om. Hvis du er interesseret i mere, kan du læse min bog Golf, - det dybe mysterium (2007).

Golf som sport og som kunst

Hvis man anser golf som en sport, der kun er interessant, når man personligt klarer sig godt, dvs. vinder over andre, ja så skal man nok undlade at læse videre. Ikke sådan at forstå, at der skulle være noget forkert ved ovenstående indstilling. Golf er bare meget andet og mere. Og det er det, denne lille artikel skal handle om.

Her vil vi gå et skridt videre og betragte golf ud fra to vinkler, nemlig både som sport og som kunst.

Hvad angår det første, så er det naturligvis vigtigt at have nogle rent fysiske forudsætninger i orden, idet man skal kunne håndtere en lang række svingteknikker og lære at bedømme afstande og meget, meget mere. Det har man en god træner til. Det må man øve sig i og drage erfaringer med på driving range, på indspilsbanen, i bunkeren og på puttebanen. Det kan IKKE undværes.

Ikke desto mindre ved alle, der har blot et overfladisk kendskab til golf, at selv det bedst indøvede sving kan fejle, når man står på teestedet ude på banen. Og man hører ofte fra den erfarne spiller, at golf er en sport, der mest foregår mellem ørerne. Man kan træne og træne og træne, - og alligevel glipper spillet på de mest prekære tidspunkter: hvor mange har ikke oplevet at stille sig op til et slag og med sig selv vide, at det bare ikke vil lykkes, og så alligevel slå til bolden, som herefter ryger ud til højre og måske out-of-bounds?

Næh, golf er et svært spil at mestre. En måde at forsøge at forstå dette på er ved at betragte golf ikke blot som en sport, men også som en kunst. Det drejer sig om at kunne bruge sin vilje og træningsindsats til at slå til sin bold – og samtidig lade kroppen føre køllen uden egentlig at ville kontrollere måden, den gør det på. Det drejer sig om at ville og ikke-ville på en og samme tid. Det drejer sig om at kunne gøre noget med en bestemt hensigt og samtidig give slip på denne ved at opfatte det hele som en leg, der jo blot går ud på at gøre noget for sjov. Vi kunne introducere begrebet alvors-lethed for at understrege, at jovist vil jeg da drive 200 m i den eller den retning, meeen det er jo kun en leg, så nu må vi se, hvad der sker.

Sagt lidt lommepsykologisk, så drejer det sig om at nå en tilstand, hvor man finder en balance mellem det at være en fysisk krop og et åndeligt væsen. Til at styre denne balance har vi det mentale område, som imidlertid ofte indeholder blokeringer, der hindrer et harmonisk samarbejde mellem de to sider af det at være menneske. Disse blokeringer stammer ofte fra vores opdragelse, hvor vi bl.a. har lært at sætte lighedstegn mellem det, vi kan (vores evner og færdigheder), og hvem vi er som menneske (vores identitet). Vi kan elske et lille barn, som næsten ingen færdigheder har, men når vi kommer op i årene, føler vi os mindreværdige, bare vi har den mindste fiasko på et eller andet område. Og ofte undlader vi at prøve noget nyt alene af den grund, at vi ikke kan holde os selv ud, når risikoen for fiasko lurer. 

Golf tvinger os til at lære at tackle fiasko

De personer, som har gode evner for golfsporten, kan gå glat igennem i lang tid. Alting lykkes. Det er bare dejligt, og det kan være svært at forstå andres frustrationer. Men på et eller andet tidspunkt falder hammeren, og man kan gå helt ned med flaget, hvis fiaskoen får lov til at udvikle sig til en følelse af mindreværd. Jo hurtigere man får lært, at der ikke findes fiasko som menneske, kun feedback om en færdighed, jo lettere bliver det at komme videre.

Når alt dette er sagt, må det også understreges, at der bestemt kan arbejdes endog temmelig målrettet på at forbedre det mentale område, som jeg i min forklaringsmodel har sat ind som et ’spændingsfelt’ mellem den fysiske krop og det åndelige væsen, som alle mennesker er.

Mange kender udtryk som ’positiv tænkning’ og har lært, at sagen drejer sig om at eliminere ens negative tanker og erstatte dem med positive. Altså i stedet for at tænke: ”Jeg kan ikke”, skal man omprogrammere sig selv til at tænke: ”Jeg kan godt”. Problemet med denne fremgangsmåde er, at den kan forårsage, at man bygger en falsk forventning op, som måske, måske ikke, virker i den pågældende situation. Der vil populært sagt være tale om ’glaseret afføring’, dvs. man kapsler sine problemer (som imidlertid også indeholder kernen til ens personlige udvikling) inde i en glasur af fortrængninger og konstruerer sit spil ud fra en illusion, som det bliver sværere og sværere at opretholde. Det bliver en kolos på lerfødder, der kan styrte sammen når som helst. 

Vi lever i et samfund, hvor man bliver klappet på skulderen og bekræftet i sit værd, hvis man har succes i sit arbejde og i sit familieliv, - og det modsatte, hvis tingene ikke lykkes. Vi glemmer ofte, at forudsætningen for, at det kan være således, er, at vi har en stor grad af frihed til at træffe nogle valg og gøre nogle forsøg, der undertiden giver bonus, andre gange ikke. Det er således langt fra alle steder i verden, at dette kan lade sig gøre: her bliver mennesker tvunget af traditioner og kultur til at træde i fortidens fodspor uden mulighed for at påvirke udviklingen.  

At kunne fejle er således også at have valgmuligheder til at gøre tingene anderledes, end man plejer. Det kaldes innovation. Det udvikler kreativitet. Det kræver mod og ansvarsfølelse. Samtidig er det også her, at mennesket virkelig mærker livet vibrere. Golfens evige vekslen mellem leg og alvor, mellem sport og kunst bringer os i kontakt med vores livsnerve. Derfor er det også langt sundere og mere holdbart at se sine såkaldte fiaskoer i øjnene, - tillade sig at mærke, hvor ondt de gør og erkende dem som en del af det at være et levende og kreativt menneske. Man kan måske (ved en god vens eller en terapeuts hjælp) finde ud af, hvad sagen dybest set handler om. Man kan begynde at anerkende og acceptere sine ’svage’ sider. Man kan begynde at bearbejde sit mentale spændingsfelt, der er programmeret med ubevidste forestillingsbilleder, som har afgørende indflydelse på, hvordan man tackler en situation. Man kan begynde at opdage, at selv om det kan være dejligt at vinde over andre og herved bygge sit selvtillid op, så er den største sejr at kunne vinde over sig selv. 

Det opleves måske allerbedst ved at gå en elendig runde og stadig holde af sig selv.  

Betyder det så, at man aldrig kan stræbe efter at vinde? Nej, bestemt ikke. Men det betyder, at man kan vælge ikke at gå efter at vinde over andre, men koncentrere sig om sine egne følelser, sin egen adfærd i forskellige situationer. Nogle gange er det ene i fokus, nogle gange det andet. Spørgsmålet er, at man vil bruge golfen som sport eller som kunst, og den dag man kan kombinere de to sider af den samme sag, vil være den dag, hvor tingene går op i en højere enhed, hvor det ene lækre slag afløser det andet, og hvor puttene sænkes helt problemfrit. Det drejer sig om at opnå en sindstilstand, hvor krop og ånd spiller sammen på en måde, som kun kan ske gennem det både at ville og ikke-ville på en og samme tid.  

Det vil undertiden lykkes, - og oftest ikke. For livet står ikke stille. Også på golfbanen skal vi spillere bevæge os fremad og ud i nye situationer, hvor vi oplever fiaskoens feedback som en mulighed for at udvikle nye sider af os selv.