Eventyr

tilbage

Som søgende har du sandsynligvis en fornemmelse af, at verden ikke kun består af mekanik og ting, der kan måles og vejes. Samtidig er det også tydeligt, at store dele af samfundet ligger under for alle de tekniske vidundere, som hver dag præsenteres i et mere og mere hastigt tempo.

Der ofres milliarder på teknologisk udvikling. Hvor meget bruges der på decideret menneskelig udvikling ?

Hvis man interesserer sig for menneskelig udvikling, er der ikke kun hjælp at hente i psykologi og filosofi. Der findes en rigdom af menneskekundskab i myter og eventyr, – en visdom, som kommer til udtryk i overleverede fortællinger fra hele verden: Her siges der ting og sager om livet og mennesket, som specielt naturvidenskaben har ønsket at lukke øjnene for. Her er saft og kraft. Her er ånd og mystik. Her røbes menneskets dybeste hemmeligheder. Her er pågående udsagn, som rammer lige lukt i solar plexus – gennem alle opstillede normer og fordomme. Her får rationel analyse ikke et ben til jorden. Her er tale om direkte livserfaringer. Her er accept af naturens kræfter, – af ånd og intuition.   Her er gråd og latter. Her er uskyld og ondskab. Her er liv og død. Her er autenticitet, – ikke sentimentalitet.

Vi kan lære meget af eventyr og myter. Hør blot hvad psykologen Erich Fromm siger:

“Både oldtids- og nutidsmenneskets drømme er skrevet i samme sprog, som vi finder i de myter, hvis ophavsmænd levede i historiens første daggry …. Jeg tror, at symbolsproget er det ene fremmedsprog, vi alle sammen skal lære. Forstår vi det, kommer vi i berøring med en af de vigtigste kilder til visdom …… Ja, både drømme og myter er vigtige kommunikationer fra os til os”

Tror du stadig, at eventyr er mest for børn, – så skulle du prøve at læse – eller genlæse – nogle af vor egen store eventyrdigter, H.C. Andersen.

Også andre har beskæftiget sig med visdommen i myter og eventyr. Det gælder fx Clarissa Pinkola Estés, som er uddannet etnolog og jungiansk klinisk psykolog, og som med sin bog Kvinder som løber med ulve kommer vidt omkring i fortællinger fra alle dele af verden. Bogen henvender sig måske mest til kvinder, men kan bestemt også læses af mænd, der gerne vil have “fyldt på” på det sind, som måske føles lidt tomt efter mange års beskæftigelse med teknologi.

Der er masser af andre – led blot videre. Dette er kun til inspiration, – som et forsøg på at skærpe din livsappetit. Her er et eksempel på, hvordan jeg selv har gjort.

DEN LILLE BRUNE HØNE

Der var engang en høne. Det var en lille høne. Dens brune fjerdragt skinnede blankt i solen og det orange næb lyste som guld.Den Lille Brune Høne boede i en nydelig hønsegård og trivedes fint med såvel hane som de fleste af de andre høns. Lidt ævl og kævl var der indimellem, men sådan er det jo de fleste steder. Den Lille Brune Høne lagde æg og pikkede i jorden, sådan som høner jo gør.Alt i alt havde den en god tilværelse og et godt liv.Så en dag bragte bonden en ny høne til hønsegården. Det var en stor hvid høne med rødt næb og røde ben. De andre høns kiggede lidt skeptisk på hende, for hun var temmelig anderledes, men selvom de havde for vane at stikke lidt til og sladre lidt om nyankomne, så var det anderledes denne gang: hver gang èn skulle til at sladre, sad ordene fast i halsen og ville ikke komme ud, og hver gang èn ville stikke lidt til hende, ja så var det som om benene eksede under den formastelige.Det var noget underligt noget….Efterhånden som tiden gik, vænnede de brune høns sig til den hvide, skønt hun var anderledes og for det meste passede sig selv. Indimellem var der én, der snakkede med hende og så lagde de andre mærke til, hvordan hun kunne stå på sit ene røde ben, mens hun i fuldendt balance lyttede til den anden høne. Hendes æg var store og smukke og bonden var ekstra tilfreds, fordi blommerne var så flotte og gule. Sådanne æg kunne nemlig sælges til en højere pris.Det tænkte den Hvide Høne dog ikke over. Hun lagde æg, fordi det nu engang var hendes opgave. Og hun gjorde det så godt hun kunne, for det var nu engang hendes natur.En aften, hvor månen lyste fuld over trætoppene og nattergalene sang i budskadset, stoppede den hvide høne op midt i hønsegården og begyndte at danse. Det var en inciterende dans, som virkede så inspirerende, at også de andre høns måtte danse. De kunne ikke lade være.Men ingen dansede dog så smukt og i så fuldendt harmoni som den Hvide Høne…Nu var den Hvide Høne fuldstændig accepteret. Ja, hun blev endda beundret for sin skønhed og egenart. Hun var i sandhed noget særligt.Den Lille Brune Høne beundrede hende naturligvis også, og på en eller anden måde, som hun ikke forstod, blev noget vakt til live i hende. Hun, som tidligere havde været tilfreds med sin tilværelse, begyndte at mærke en uro, som hun ikke kunne forklare.En dag, hvor hun som sædvanlig gik og pikkede i jorden, begyndte det at regne, og som ved et under satte en vanddråbe sig fast på hendes ene øje. Det virkede som en linse, hvorigennem hun kunne kigge ud på en verden, som så ganske anderledes ud, end den plejede. Et lille stykke fra hende stod den Hvide Høne, og da den Lille Brune Høne kiggede på hende med det nye syn, fik hun øje på noget, hun aldrig før havde bemærket: Inde i den Hvide Høne befandt der sig et stort, skinnende guldæg fra hvilket, der udgik bølger af gyldne stråler, som lyste hende op indvendig fra på den mest forunderlige og magiske vis !Den Lille Brune Høne var stum af betagelse og glemte ganske at lukke næbbet sådan som velopdragne høner ellers gør. Hun opdagede derfor slet ikke, at regndråben var faldet på jorden, hvorved hendes syn blev aldeles normalt igen. Men den Hvide Høne havde opdaget, hvad der skete og gengældte hendes blik, idet hun blinkede indforstået til hende. Nu delte de en hemmelighed sammen !Pludselig forstod den Lille Brune Høne, hvad der havde gjort den Hvide Høne anderledes og hvorfor hun var begyndt at føle den indre uro. Og hun vidste også, at hun måtte have et sådant guldæg. Koste hvad det ville !Herefter ændredes hendes liv sig. Fra at have været en almindelig flittig høne, blev hun nu særdeles arbejdsom og aktiv. Hun søgte sin føde som sædvanlig, og hun lagde sine æg, som hun plejede, men derudover gennemsøgte hun hver eneste krog af hønsegården for at lede efter det æg, hun vidste måtte være til hende derude.Men tiden gik, uden at hun havde heldet med sig, og hun begyndte at tvivle og fortvivle….Således hændte det en fuldmåneaften, at hun undlod at deltage i den sædvanlige dans for at afsøge et bestemt område endnu engang. Til sidst måtte hun erkende, at det var håbløst, og hun gav op. Hun kunne ikke finde ægget.Fortvivlet afbrød hun sin vandring og begav sig mod hønsehuset, som var fuldstændig tomt, thi alle de andre høns deltog i fuldmånedansen.Hun nærmede sig udkørt og nedtrykt sin rede, parat til at lade søvnen give hende hvile for den opslidende søgen, da hun et pludseligt lysglimt ramte hendes øje og gjorde hende lysvågen: noget i reden gnistrede som guld i måneskinnet. Hun standsede lamslået. Der lå det jo – guldægget ! Havde det ligget i hendes rede hele tiden, og havde hun blot ikke set det ?Hun vidste det ikke, men det var også ligegyldigt. Det var der jo nu !Med et elegant hop landede hun på reden og svingede rutineret rumpen frem og tilbage over ægget. Åh, hvilken lykke at kunne lægge sig på et guldæg, som var helt ens egen ! Medens varmen og glæden bredte sig i hende, faldt hun tilfreds i den sødeste søvn og hørte slet ikke, da de andre høns kaglende og gokkende med hverandre tørnede ind i redekasserne efter dansen.Næste morgen da Den Lille Brune vågnede, ville hun kigge til ægget. Men ak og ve … det var borte ! Fortvivlet skræppede hun op. Alle hønsehusets beboere hørte hendes jamren, men ingen forstod hende, da hun fortalte om det forsvundne æg. Der var da ikke nogen, der havde guldæg i deres hønsegård. Det måtte være noget, hun havde drømt !Den øvrige hønseflok forsvandt ud på deres sædvanlige morgen-pikke-runde og lod hende alene tilbage med sin kvide. Da – og uden at hun havde bemærket hvordan det gik til – stod pludselig den Hvide Høne lige foran hende og så hende dybt og medfølende i øjnene. “Ægget er inden i dig”, sagde hun roligt. “Dèr har det været hele tiden. Det kom blot frem for en kort stund, så at du skulle erkende det !”Den fortvivlede Lille Brune Høne kiggede forundret på hende. “Du har ret”, sagde hun så, “nu kan jeg mærke det. Ja, nu kan jeg mærke det! Men sig mig, hvordan får jeg ægget til at vokse, så det bliver lige så stort som dit ?” De to høner smilede fortroligt til hinanden. De delte jo en hemmelighed sammen og kunne nok udveksle tanker, som ikke mange forstod !”Ja” sagde Den Hvide Høne “Det var et klogt spørgsmål, og jeg vil gerne svare dig, for du vil forstå: Ser du, min hemmelighed er såmænd ikke nogen hemmelighed. Hvad jeg gør og kan, er det muligt for alle at gøre og kunne. Jeg kan bedst forklare det således, at når jeg står på eet ben, – så står jeg på eet ben. Når jeg lægger æg, – så lægger jeg æg. Og når jeg danser, så danser jeg – lidenskabeligt og frydefuldt, så det mærkes i hver eneste fjer på min krop. At gøre alt dette glæder mig, – så kan jeg le, så bliver jeg let, for så følger jeg min natur. Og når jeg følger min natur, så glædes jeg. Og når jeg glædes, så vokser ægget. Og når det vokser, så glædes jeg, og så kan jeg følge min natur. Så enkelt er det !”Den Hvide Høne smilede glad og blinkede med det ene øje, medens den lille Brune Høne mærkede, hvordan glæden i smilet smittede. Åh, nu følte hun ret så tydeligt, hvordan det lillebitte guldæg inden i hende voksede en ganske lillebitte smule. Det var ikke meget, men det var ægte. Hendes krop fyldtes med varme og den brune fjerdragt skinnede som kobber i Den Store Østlige Sols gyldne stråler, thi det var blevet daggry. En boblende glæde steg op igennem hende, og hun mærkede ægget vokse. Ved at mærke ægget vokse fyldtes hun af en boblende glæde, og så voksede det atter ……

Se, det var en uendelig glad historie !