Til forsiden

Clarissa Pinkola Estés

tilbage

Clarissa Pinkola Estés er forfatter til bogen Kvinder som løber med ulve, hvorfra jeg bringer et par korte uddrag, som forhåbentlig giver inspiration til yderligere læsning. Bogen kan ikke siges at være decideret let læst, medmindre man har indsigt i jungiansk terminologi. Men prøv alligevel. - det er anstrengelserne værd.

Den første historie handler om intuitionen - den kvindelige intuition - som er overbragt fra mor til datter gennem generationer. Hør blot her indledningen til

Vasilisa

"Der var engang eller også var der ikke en ung mor, der lå for døden, hendes ansigt var blegt som de hvide voksroser i sakristiet i kirken i nabolaget. Hendes lille datter og hendes mand sad ved fodenden af hendes gamle træseng og bad til Gud om, at han ville føre hende trygt ind i den næste verden.

Den døende mor kaldte på Vasilisa, og den lille pige i røde støvler og hvidt forklæde knælede ved siden af sin mor.

"Her er en dukke til dig, min skat", hviskede moderen og tog en lille dukke frem under det lodne sengetæppe. Den var ligesom Vasilisa selv klædt i røde støvler, hvidt forklæde, sort nederdel og en vest med farverigt broderi.

"Her er mine sidste ord, min elskede," sagde moderen. "Hvis du farer vild eller trænger til hjælp, så spørg den dukke, hvad du skal gøre. Så bliver du hjulpet. Hav altid dukken hos dig. Det er mit løfte til dig som mor, min velsignelse over dig, min kære datter". Og med disse ord sank moderens åndedrag langt ned i kroppen på hende, hvor det hentede hendes sjæl og fløj ud mellem hendes læber, og moderen var død.

(faderen gifter sig med en ond kvinde med to døtre)

En skønne dag kunne stedmoderen og stedsøstrene simpelt hen ikke holde Vasilisa ud længere. "Lad ... os ... lægge råd op og slukke ilden og lad os sende Vasilisa ind i skoven til heksen Baba Jaga for at bede om ny ild til vores arne. Og når hun kommer ud til Baba Jaga, ja, så dræber gamle Baba Jaga hende og spiser hende". Og så klappede de alle tre i hænderne og peb som mørkets dyr.

Da Vasilisa den aften derfor kom hjem fra skoven, hvor hun havde samlet brænde, var hele huset mørkt. Hun blev meget bekymret og spurgte sin stedmor: "Hvad er der sket? Hvordan skal vi lave mad? Hvordan skal vi lyse op i mørket?"

"Din dumme unge", formanede stedmoderen. "Du kan da se, at vi ikke har nogen ild. Og jeg kan ikke gå ud i skoven, fordi jeg er gammel. Mine døtre kan ikke, fordi de er bange. Du er altså den eneste, der kan gå ud i skoven og finde Baba Jaga og få kul, så vi kan få tændt op igen."

"Jamen, det skal jeg da nok gøre", svarede Vasilisa uskyldigt. Så begav hun sig på vej. Skoven blev mørkere og mørkere, og kviste knagede under hendes fødder og gjorde hende bange. Hun stak hånden ned i den dybe lomme i forklædet, hvor dukken lå, som hendes døende mor havde givet hende. Og Vasilisa klappede dukken i lommen og sagde: "Bare jeg rører ved dukken, får jeg det meget bedre".

Hver gang vejen delte sig, stak Vasilisa hånden i lommen og spurgte dukken: "Skal jeg gå til venstre eller skal jeg gå til højre?" Og dukken gav tegn: "Ja", eller "Nej" eller "Den vej" eller "Den vej". Og Vasilisa madede dukken med lidt af sit brød, mens hun gik, og fulgte de råd, hun syntes, der kom fra dukken."

 
Læs videre i bogen og lær, hvordan du får liv i din intuition, hvis den for længe har ligget hen uden opmærksomhed, - uden næring.

Clarissa Pinkola Estés siger om forholdet mellem mor og datter:

"En mor kan ikke give sin datter nogen større velsignelse end en urokkelig tro på hendes egen intuition. Intuition går i arv fra mor til datter på en ganske enkel måde: "Din dømmekraft fejler ikke noget. Hvad mener du, der ligger bag alt dette ?" I stedet for at kalde intuition en fornuftstridig, upålidelig særhed, skal den betragtes som sjælens sande stemme. Intuitionen fornemmer i hvilken retning, man med størst fordel kan gå, den er selvbevarende, har forståelse for tilgrundliggende motiver og intentioner, den vælger det som kræver mindst splittelse i psyken."

Megen selvudvikling - om ikke al selvudvikling - drejer sig om at finde hjem, - hjem til det vilde hjem, sjælens hjem. Livskraften  lader sig ikke sådan slå ihjel, selv om det på overfladen kan se sådan ud. Derfor er det også muligt at bygge sig selv om trods et langt liv i omgivelser, der er dræbende for den vilde natur. Hør blot her en lille historie om

Kvinden med guldhåret

"Der var engang en meget mærkelig, men smuk kvinde med langt gyldent hår så fint som spundet guld. Hun var fattig og forældreløs og levede alene ude i skoven, hvor hun vævede på en vævestol af sort valnøddetræ. En brutal fyr, der var søn af en kulsvier, prøvede at tvinge hende til at gifte sig med ham, og i et forsøg på at købe sig fri gav hun ham lidt af sit gyldne hår.

Men han vidste ikke, at det var åndeligt guld, ikke usselt mammon, hun gav ham. Eller også var han ligeglad. Så da han prøvede at købe varer på torvet for hendes hår, grinede folk ad ham og troede ikke, han var rigtig klog.

Han blev rasende og vendte om natten tilbage til kvindens hytte og slog hende ihjel med egne hænder og begravede hende nede ved floden. Der gik lang tid, hvor ingen savnede hende. Ingen spurgte til hendes ve og vel. Men i graven voksede og voksede kvindens gyldne hår. Det smukke hår krøllede og snoede sig op gennem den sorte jord, og det bugtede og vred sig mere og mere og opad og opad, til hendes grav var dækket af en mark af vajende gylde siv.

Hyrder skar hendes snoede rør til at lave fløjter af, og når de spillede på dem, sang de små fløjter uden ophør:

Her ligger kvinden med guldhåret
myrdet og i sin grav
dræbt af sønnen af kulsvieren
fordi hun ville leve.

På den måde blev den mand afsløret, som tog livet af kvinden med guldhåret. Og han fik sin retfærdige straf, så de, der bor i verdens vilde skove, ligesom vi selv atter kan føle sig trygge."

Clarissa Pinkola Estés siger i sin kommentar til historien, at "det er en interessant tanke .. at en kvindes livskraft kan vokse videre, til trods for at hun tilsyneladende er livløs. Det er et løfte om, at den vilde livskraft vil holde liv i vores tanker og udvikle dem under de mest anæmiske vilkår, selv om det midlertidigt sker under jorden. Men når tiden er inde, borer de sig op til overfladen igen. Denne livskraft vil ikke lade sagen hvile, før det er afsløret, hvor den begravede kvinde befinder sig, og hvordan hun er kommet af dage"

Således er der masser af gode historier,  myter og eventyr til at blive rørt af, - til at få skærpet sin opmærksomhed af.  Jeg husker, da bogen kom frem, at en mandlig anmelder bestemt ikke fandt den spor interessant. Det kan der være flere årsager til, - og en væsentlig er måske, at han netop var mand. For mit eget vedkommende er bogen blandt den håndfuld, der har berørt mig dybest, og jeg kan på det varmeste anbefale den til alle, der er villige til at gå på jagt efter sin "vilde natur".

 

Til toppen