til forsiden

C.G. Jung

link til spirituelle oplevelser

I bogen "Erindringer, drømme, tanker, Mit livs myte" (Lindhardt og Ringhof, 1998) beretter C.G. Jung om et liv med drømme og oplevelser, som nok overgår de flestes. Læs bogen, hvis du vil bekræftes i, at det er muligt at få et rigt liv, selv om man er åben over for oplevelser, der kan siges at være af "en anden verden".

Her er blot en lille smagsprøve (p. 153 ff):

"Omkring advent 1913 besluttede jeg mig til et afgørende skridt (12. december). Jeg sad ved mit skrivebord og gennemtænkte endnu engang mine bange anelser - så lod jeg mig falde. Det var, som om jorden i bogstaveligste forstand gav efter under mig, og jeg forsvandt ned i et mørkt dyb. Jeg kunne ikke tilbageholde en følelse af panik.

Men pludselig og ikke alt for langt nede stod jeg til min store lettelse med fødderne i en blød, klæbrig masse. Dog befandt jeg mig stadig i et næsten totalt mørke. Efter nogen tid vænnede mine øjne sig til det, der nu havde ændret sig til dybt tusmørke. Foran mig lå indgangen til en mørk hule, og foran den stod en dværg. Han så ud, som var han af læder, han lignede en mumie. Jeg masede mig forbi ham og ind i den smalle indgang, og vadede så gennem knæhøjt, iskoldt vand ned til den modsatte ende af hulen. Der så jeg på en klippeafsats et lysende stykke rødt krystal. Jeg tog det op og så, at det havde dækket over et hulrum. Først var det mig ikke muligt at se noget som helst, men så opdagede jeg, at der dybt nede strømmede en flod. Liget af en ung mand med lyst hår flød forbi. Han var såret i hovedet. Efter ham kom der en kæmpestor skarabæ, og endelig steg en rød, nyfødt sol op af vandets dyb. Blændet af lyset ville jeg lægge stenen tilbage hen over åbningen, men en væske trængte frem gennem hullet. Det var blod ! Det sprang frem i en tyk stråle og jeg fik kvalme. Det var som om blodet blev ved at strømme i utålelig lang tid. Endelig stilnede blodstrømmen af, og dermed endte visionen.

Jeg var dybt rystet over disse billeder. Og jeg var naturligvis klar over, at dette i sidste instans var en helte- og solmyte, et drama om død og genfødsel. Den ægyptiske skarabæ understregede genfødslen. Derefter burde den nye dag have fulgt efter. Men i stedet flød denne uudholdelige strøm af blod, et helt igennem abnormt fænomen, forekom det mig. Men så huskede jeg blodvisionen fra efteråret, og opgav helt at forstå noget.

Seks dage senere (18. december 1913) drømte jeg følgende:

Jeg opholdt mig i et ensomt, bjergrigt landskab sammen med en mig ubekendt, brunlødet ung mand. Det var ved daggry, himlen lysnede allerede i øst og stjernerne var ved at blegne. Da gjaldede Sigfreds horn fra bjergene, og jeg vidste, at vi skulle dræbe ham. Vi havde rifler og lå i skjul bag en smal klippeafsats.

Pludselig viste Sigfred sig højt på bjergkammen i den opgående sols første stråler. På en vogn af dødningeben kørte han i rasende tempo ned ad den skrånende klippe. Da han drejede om hjørnet, skød vi, og han styrtede om - dødelig såret.

Fuld af afsky og anger over at have ødelagt noget så stort og smukt, begyndte jeg at flygte, angst for at mordet skulle blive opdaget. Men nu begyndte en voldsom regn, og jeg var klar over, at sporene efter udåden ville forsvinde. Jeg var undsluppet opdagelse; livet kunne gå videre, men tilbage blev en ubærlig skyldfølelse.

Da jeg vågnede efter drømmen, spekulerede jeg over den, men det var mig ikke muligt at forstå den. Derfor prøvede jeg at falde i søvn igen, men en stemme sagde: "Du skal forstå denne drøm, og det skal være nu med det samme !" Det indre pres steg indtil det øjeblik, hvor stemmen sagde: "Hvis du ikke forstår denne drøm, må du skyde dig!" I min natbordsskuffe lå en ladt revolver, og jeg blev bange. Så begyndte jeg påny at tænke efter, og pludselig gik drømmens mening op for mig: "Det er jo dette problem, der plager verden i dag!" Sigfred er det, tyskerne ønsker at realisere, nemlig på heltemaner at gennemtrumfe deres egen vilje. "Hvor der er en vilje, er der også en vej!" Og jeg ville det samme. Men det var ikke mere muligt. Drømmen viste, at den indstilling, som manifesterede sig i helten Sigfreds skikkelse, ikke mere passede til mig. Derfor måtte han dø.

Efter mordet overvældedes jeg af medlidenhed, som havde det været mig, der var blevet dræbt. Herved blev min hemmelige identitet med helten åbenbaret, ligesom den afslørede den lidelse, det er, når et menneske er tvunget til at ofre sit ideal og sin bevidste indstilling. Men det er absolut nødvendigt at skille sig af med helteidealer, for der er ting der er vigtigere at underskaste sig end jeg-viljen.

Disse tanker rakte til for øjeblikket, og jeg faldt atter i søvn.
Den mørklødede vilde, som ledsagede mig og som var den egentlige initiativtager til handlingen, er en legemliggørelse af den primitive skygge. Regnen viste, at spændingen mellem bevidsthed og det ubevidste var ved at løsne sig.

Skønt jeg dengang endnu ikke var i stand til at forstå drømmens mening udover ganske få antydninger, frigjorde den nye kræfter, som hjalp mig til at gennemføre eksperimentet med det ubevidste."

Til toppen