Aktuelle debatindlæg

Aktuelle debatindlæg

Indlæg i forbindelse med debatten om Muhammed-tegningerne

Sagen om Muhammed-tegningerne er en nødvendig udfordring, som skal tackles, inden vi som mennesker kan komme videre i vores forsøg på at skabe en ægte levende og mangfoldig verden. Mange har gjort sig forskellige overvejelser. Selv har jeg også gjort mig mine, som jeg vil præsentere nedenfor, og som naturligvis skal ses i sammenhæng med det livssyn, jeg har udviklet, og som præsenteres i min bog Det Imaginale Livssyn.

Muhammed-debattens innovative muligheder (12/2-06)

I sagen om Muhammed-tegningerne høres gang på gang udtalelser af folk, som siger, at de ikke ønsker vold og terror. Tværtimod: de ønsker at leve i fred og fordragelighed med hinanden.

Det er der næppe mange, der er uenige i. Problemet her er så bare, at ægte fred, dvs. fred som er baseret på kærlighed og venskab – ikke på undertrykkelse eller trusler om vold – indebærer, at man kan være ærlig over for sig selv og over for andre. Ægte fred kræver, at mennesker frit kan give udtryk for deres følelser og tanker. Ikke med den hensigt at skade andre, men for at kunne føle sig i live. Tvungen fortielse avler skjulte dagsordner, der har det med at blokere for en autentisk livsudfoldelse. Resultatet er, at man kommer til at leve et pseudo-liv, dvs. et liv baseret på hykleri og forstillelse, – et liv, der indbyder til kamp i stedet for samarbejde.

Det er enhver religions svøbe, at de guddommeligt inspirerede regler, man opstiller i bedste mening, udvikler sig til tabuer, som hindrer folk i at udtrykke sig frit. Det ægte levede liv, som må være enhver religions ypperste mål, hæmmes, når de mennesker, som er sat på jorden for at udtrykke livets mangfoldighed, havner i en situation, hvor fokus rettes mod at udføre ritualer i stedet for at leve livet som en person, hvis integritet ikke kan antastes.

Man går galt i byen, hvis man tror, at det er ritualerne, der er det centrale, og ikke menneskers følelser og tanker. Religioner er skabt for menneskets skyld, ikke for reglernes. Disse er kun udformet med den hensigt at skabe en ramme, hvori mennesker kan samles i et fællesskab for at udforske og udtrykke deres forhold til det uforklarlige, det uforståelige, det hellige. Det som ingen har et kontant og entydigt svar på, men som fylder mennesket med både glæde, undren og ærefrygt.

Når religionens regler kommer før mennesket og dets mulighed for at udtrykke sig, opstår den tomme reproduktion. Her opstår også følelsen af stress, af utryghed, af afmagt og i værste fald af fanatisme, for når man nu ikke selv kan få lov til at være den, man inderst inde ved, at man er, så skal alle andre tvinges til at gøre og tænke ligesom en selv, for det giver da i det mindste en vis tilfredsstillelse, at andre er i samme båd.

Det er en ganske naturlig menneskelig reaktion.

I vores lille land har vi gennem mange år holdt stat og kirke adskilt. Bl.a. derfor har vi nu en stor portion frihed til at kunne udvikle os som selvstændigt tænkende individer med gode økonomiske levevilkår. Men samtidig må vi også konstatere, at overfladiskheden har sat ind, idet vi i denne proces har ladet den økonomiske tryghed erstatte den tryghed som en ægte forbindelse til det hellige er i stand til at give. Og flere ting peger på, at den danske folkekirke har svært ved at opfylde de behov, som det moderne menneske har for at føle sig ægte og i live.

I modsætning hertil har de muslimske landes fastholdelse af forbindelsen mellem stat og kirke i en totalitær og utidssvarende kontekst bevirket, at der her påduttes befolkningerne nogle regler, som er stivnet i en selvhøjtidelig cirkel, der efterhånden kun har til formål at bekræfte sig selv. Her knægtes den ægte livsudfoldelse til fordel for overholdelsen af ritualer, som bidrager til, at i hvert fald nogle mennesker lever deres liv med opfyldelsen af disse ritualer som det essentielle. Hvilken kontakt det hermed lykkes at etablere til det hellige, vil naturligvis variere. Men det forekommer underligt, om overholdelsen af ritualerne skulle være i stand til at dække alle muslimers inderste behov. Og i hvert fald kan det konstateres, at det ikke er muligt at ytre sig som anderledes tænkende på forskellige områder, uden at dette bliver betragtet som blasfemi og slået hårdt ned på.

Og så er det, at tabuerne har knægtet religionens væsentligste opgave: at sikre menneskets frie udtryk som tegn på livets mangfoldighed.

Igennem århundreder har adskillige anderledes tænkende muslimer forsøgt at skabe en dialog med de ortodokse teologer. For tusind år siden var der mystikerne. I dag er der filosofferne og sociologerne. Ingen har haft held til at bryde gennem den dogmatiske tænknings forsvarsværker, hvilket vi nu oplever som en problematik, der har udviklet en betændelseslignende tilstand.

Her kommer så det lille land, Danmark, og stikker en kniv i bylden. Det gør naturligvis ondt på ’patienten’, som vånder sig i smerte, og Danmark er oprevet over at have gjort andre ondt. For det er vi ikke vant til. Vi plejer normalt kun at gøre harmløse ting såsom at lade kvinder tale fra prædikestolen eller give mennesker af samme køn ret til at indgå ægteskab.

Men så vidt jeg ved, indebærer helbredelse af en byld, at man stikker hul på den. Og det er så, ved skæbnens ironi, blevet Danmark, der kom til at føre kniven. Måske er det guddommelig visdom, der ligger bag, for det er i hvert fald ikke den sædvanlige samfundsøkonomiske tænkning, der sætter materielle goder over spiritualitet, tanke over følelse, velfærd over kærlighed. Naturligvis havde Danmark ikke til hensigt at såre Islam. Danmark ville bare hjælpe.

Problemet er, at ’patienten’ ikke har forstået det …endnu. Lige nu gør det kun ondt. Lige nu smerter det at blive mindet om den ægte, spirituelle frihed, som gemmer sig under betændelsen. For banalt sagt findes der to former for ‘at gøre ondt’, nemlig det, man kunne kalde ‘ondt ondt’, og det, man kunne kalde ‘sundt ondt’. Det første drejer sig om at give bylden gunstige livsbetingelser, så den kan vokse, det sidste handler om at tømme den for betændelse, så der kan dannes sundt væv.

Midt i al den euforiske ængstelse over således at have ageret kirurg på verdensplan, må vi i Danmark imidlertid ikke glemme, at en sag altid har to sider, og at den kniv, vi førte som nation, også rammer os selv. På overfladen ser vi naturligvis diverse sanktioner med trusler om vold, hærværk og boykot. På et dybere plan kan vi begynde at få en fornemmelse af, at uanset alle vore indvendinger mod den muslimske levevis, så fastholder muslimerne trods alt en intention om at føre et liv, som er guddommeligt inspireret. At denne intention så ofte viser sig at være stivnet i absolutisme, der fungerer som et uundværligt redskab i magtsyge despoters hænder, kan man vel ikke bebrejde den enkelte menige muslim, som af et ærligt hjerte forsøger at leve sit liv efter Islams oprindelige, spirituelle budskab.

Som sekulariseret dansker kan man godt være lidt usikker på sin egen indstilling til tilværelsens spirituelle side, hvorfor muslimernes religiøse skråsikkerhed kan vække en del undren og uro, som måske, måske ikke, kan stilnes af den danske folkekirke. Samtidig må vi se i øjnene, at det at få mulighed for at føre en kniv i verdenssundhedens tjeneste, indebærer konstant selvransagelse, for sidder hånden, der fører kniven, nu også på et menneske hvis livsførelse indikerer, operationen vil bringe helbredelse og ikke forværring med sig? Denne selvransagelse kræver ro og fordybelse. Den kræver tid, tid, tid … til at sidde stille, til at lytte indad, til at reflektere. Og hvor højt prioriterer vi i Danmark disse aspekter af tilværelsen, nu hvor vi gennem århundreder er blevet indoktrineret i en nytteværditænkning, der har som højeste formål at skabe materiel vækst?

Efter min opfattelse har alle parter mulighed for at lære en vigtig lektie af denne sag, der har sat så mange sind i kog, men som også bærer kimen til en konstruktiv udvikling i sig. Hvis vi tør åbne os for den, og hvis vi hver især stopper op og lytter til vor indre stemme. Både som dansker og som muslim må vi imødese, at den ægte innovation, som globaliseringen kræver, vil forårsage smerte og uro på et dybt plan i de kommende årtier. Vi må alle begynde at undersøge og efterprøve de grundantagelser, som vi bygger vores livssyn på, hvad enten dette er religiøst eller filosofisk funderet.