til forsiden

Psi-forskning
- telepati, clairvoyance, prækognition, psykokinese

til forsiden

 

  Indledning
 Projektets opbygning
Metode og teorivalg 

Tolkning af ”The Conscious Universe” på et
selvforståelses- og common sense-niveau
 
Hvad er psi-fænomener ?
Replikation af forsøg
Ganzfeld-metoden
Statistisk analyse
Modstand mod psi-forskningen
Betydning af eksistensen af psi
Afslutning

 

Teoretisk analyse af psi-forskningen.

Kritik af videnskab
Argumentationsteori
Kritik i udlandet
Respons på Good’s anmeldelse
Kritik i Danmark
Interviews i Univers
Interviews i Samvirke
Jürgen Habermas om kommunikation
Videnskaben på arbejde
Karl Poppers falsifikationsmetode
Paul Feyerabend
Psi-forskningens videnskabelige grundlag
Hvilket forslag kan bruges ?

 Er der en vej frem ?

Gregory Bateson om forholdet mellem menneske og natur
Bateson om naturvidenskab
Bateson om ganzfeld-metoden
Med Batesons univers som udgangspunkt for valide psi-undersøgelser

Samlet konklusion og perspektivering 

Litteraturliste
 

Indledning 

Ser man tilbage i videnskabens historie er der intet nyt i lange og seje konflikter om, hvordan verden kunne og skulle beskrives. Denne tendens kan opfattes som et udslag af det dilemma menneskeheden til alle tider har stået over for: på den ene side nødvendigheden af at bevare det bestående, på den anden side nødvendigheden af at forny og udvikle sig. Dvs. at der er en konstant spænding mellem to tendenser, der trækker i hver sin retning. 

Uanset hvad man ellers måtte mene, at meningen med livet er, så kan der – uanset Parmenides’ indvendinger - vist ikke være megen tvivl om, at konstant forandring af natur og menneske er et væsentligt træk herved. Til at befordre nogle af de nødvendige ændringer har der gennem tiderne rejst sig pionerer, der præsenterede verden for nye, ofte kontroversielle ideer og tanker, som fik forskellige former for skæbne, idet nogle vakte interesse og nysgerrighed, medens andre blev genstand for prompte afvisning om ikke hån og fornedrelse. Der kan være mange grunde til den blandede modtagelse, men et vigtigt element for at noget har mulighed for at blive accepteret synes at være, at tiden er moden, - grunden skal være beredt for at nye tankefrø kan spire og vokse, og adskillige ideer har skullet introduceres flere gange for at vinde gehør. 

Den aleksandrinske astronom, Aristarkos fra Samos, er et godt eksempel på en person, hvis ideer var kontroversielle, - fordi, viste det sig senere, han var ”forud for sin tid”. Allerede i 200-året f.v.t. var han fremme med tanken om, at det var jorden, der bevægede sig om solen og ikke omvendt.  Men astronomen havde ikke held til at overbevise sine kolleger, idet hans hypotese indebar, at universet og dermed afstandene til stjernerne måtte være betydelig større, end man havde fantasi til at forestille sig,. De nødvendige forudsætninger for Aristarkos’ tanker var således ikke tilstede, da det ikke blot var astronomens overbevisning om jordens position i forhold til solen, man skulle acceptere: hele den forestilling (eller for-dom) man havde om universets beskaffenhed måtte ændres, - og dette stillede krav om en omvæltning af metafysisk art, som det ikke var muligt at gennemføre. Først med Kopernikus i 1500-tallet var vejen banet for samme påstand, og selv på dette tidspunkt tog det mellem 100-200 år, inden den var bredt accepteret i den videnskabelige verden. (Kjørup, p. 77/78). 

Uanset hvor gode en nytænkers argumenter er, ser det således ud til, at forskning og opdagelser, der strider mod det kendte og accepterede verdensbillede, alle dage haft svært ved at vinde frem. En del mennesker  har endog måttet betale dyrt for deres i andres øjne kætterske overbevisning, - ikke mindst under inkvisitionen hvor flere, der udtalte sig imod den kanoniserede viden, som Bibelen var et udtryk for, måtte lade livet på bålet, hvis de da ikke, som Galilæo Galilæi, fik mulighed for trække fremsatte teorier tilbage for at undgå denne grumme skæbne.

Man kan måske undre sig over, ja undertiden endog smile lidt ad den konservatisme og modstand, der gang på gang bliver lagt for dagen, når nye hypoteser fremsættes, og mange vil sikkert mene, at dette er fortid, og at noget tilsvarende naturligvis ikke findes i vore moderne tider, hvor der hersker åbenhed og imødekommenhed på nær sagt alle områder.  

Det mener i hvert fald engelske fysiker, David Deutsch, som arbejder med en teori om parallelle universer, og han udtrykker det således: 

”... Kuhn is mistaken in thinking that holding a paradigm blinds one to the merits of another paradigm, or prevents one from switching paradigms, or indeed prevents one from comprehending two paradigms at the same time” (Deutsch, p. 323) 

men samtidig tilføjer han: 

”It is ... true that people, scientists included, and especially those in positions of power, do tend to become attached to the prevailing way of doing things, and can become suspicious of new ideas when they are quite comfortable with the old ones”. (ibid, p. 323) 

Når man som Deutsch fremsætter, hvad der vel nok kan betegnes som kontroversielle teorier om universets beskaffenhed, kan det sikkert ikke undgås, at man undertiden møder skepsis. Sidstnævnte udtalelse tyder på, at dette er sket for Deutsch, medens førstnævnte giver indtryk af, at der også blandt videnskabsmænd findes åbenhed og interesse i nytænkning. På trods af Deutsch’s muligvis revolutionerende ideer og selv om disse næppe accepteres af alle forskere, synes der ikke desto mindre at herske enighed om, at de kan være værd at undersøge nærmere. I hvert fald er han blevet tildelt den højt estimerede ”Paul Dirac Medal and Prize”, som hvert år tildeles en forsker for ”outstanding contributions to theoretical physics”. 

Samme hæder bliver næppe en anden forsker til del. Åbenbart findes der forskellige former for kontroversiel forskning, - og med en let omskrivning af Kammerat Napoleons ord i George Orwells roman af samme navn, så er alle forskere nok lige, men nogle forskere er mere lige end andre. Og selv om man er kontroversiel, så er der tilsyneladende nogle områder, det er mere OK at være kontroversiel på end andre. Er der mon tale om, at man kan være kontroversiel på en konventionel måde og kontroversiel på en kontroversiel måde ? 

Jeg tænker her på amerikaneren Dean Radin, som er et godt eksempel på en forsker, der tilhører sidstnævnte gruppe. I en forholdsvis ny bog The Conscious Universe fra 1997 tager han således den omfattende forskning inden for de såkaldte psi-fænomener, dvs. telepati, prækognition og clairvoyance, der har fundet sted i løbet af de seneste mere end 100 år, op til nærmere granskning

Dette forårsager såvel ros som ris og udmønter sig i stærkt delte meninger, - vel at mærke blandt personer, som skulle have en vis baggrund for at udøve og sætte ord på seriøs kritik af den omhandlede forskning. 

Hvad der bl.a. springer een i øjnene, er den tilsyneladende uovervindelige kløft mellem dem der viser interesse for og dem, der tager afstand fra Dean Radins undersøgelse. Når dette er sagt, kunne man så spørge sig selv, om der fra Radins side er tale om useriøse påstande, som enhver med et vist kendskab til, hvordan man bedriver videnskab, bør afvise, eller om den formodede kløft nærmere drejer sig om en kamp mellem to grupperinger: fx nogle konservative contra nogle mere innovative forskere. Eller man kunne stille sig selv det spørgsmål, om der her er tale om en problemstilling, der i hvert fald på nogle punkter minder om den, som Aristarkos stod over for, idet det vel er en ret nærliggende tanke, at beskæftigelsen med psi-fænomener ikke blot indebærer en accept af visse hidtil ukendte sider af den menneskelig psyke, men måske kræver en helt ny indstilling til eksistensen, altså en ny ontologi eller metafysik. 

Med henblik på at forklare den modstand som forskningen af psi-fænomener jævnligt møder, kommer Dean Radin selv ind på nogle psykologiske faktorer, som også nævnes af David Deutsch ovenfor, nemlig den menneskelige tilbøjelighed til at holde fast ved gamle overbevisninger af hensyn til ens offentlige image og eventuelle magtposition. Dette er uden tvivl en korrekt observation, men kunne det ikke tænkes, at der var andre kræfter på spil, - kræfter som kan være lidt sværere at få øje på og hånd om, og som bedst beskrives inden for en filosofisk og videnskabsteoretisk ramme ? 

Når dette er sagt, skal det også samtidig understreges, at konflikten mellem de to grupper tilsyneladende opstår i forbindelse med tolkningen af de fremkomne forsøgsresultater. Der synes ikke at herske uenighed om selve de metoder, der bliver anvendt i forbindelse med psi-forskningen. Men er disse så uproblematiske, som det ser ud til, - eller ligger der måske netop deri en årsag til den langvarige konflikt ? 

Mit formål med projektet er således ud fra en videnskabskritisk synsvinkel at undersøge psi-forskningens teoretiske fundament, herunder de anvendte metoder, for herved at forsøge at afdække årsagen til striden om den nævnte forskning. 

Herudover er det min intention, om muligt, at foreslå en løsning på konflikten.  

Projektets opbygning 

Projektet bygges op omkring min fortolkning af Dean Radins bog The Conscious Universe, idet jeg først ønsker at præsentere elementer fra  bogen, som jeg finder af betydning for min problemformulering. Det drejer sig bl.a. om en beskrivelse af, hvad der hører ind under området psi-fænomener, samt en kort gennemgang af Radins egne argumenter for den modstand, han har mødt vedrørende sin undersøgelse.  

I forbindelse med den kritik, der har rejst sig omkring bogen, har jeg fundet udenlandske anmeldelser og kommentarer til bogen på internettet, som synes relevante til en analyse af problemfeltet, ligesom der også her i landet er prominente danskere, der har udtalt sig om bogen i interviews i hhv. Samvirke og Berlingske Tidendes videnskabelige tillæg Univers. Samtlige kilder vedlægges i form af bilag til projektet. Med nævnte artikler og interviews som udgangspunkt vil jeg behandle min problemformulering, idet jeg som det første vil beskæftige mig med det kommunikatoriske aspekt, der specielt inddrager den i medierne rejste kritik, hvorefter jeg vil lade forskellige teoretikere kommentere psi-forskningens grundlag, jvf. det nedenfor stipulerede. 

Metode og teorivalg 

Jeg har valgt at betragte min undersøgelse af det forhåndenværende materiale som en dokument-analyse, hvor jeg som nævnt ovenfor vil fortolke Dean Radins bog The Conscious Universe ud fra Steinar Kvales teorier om analyse af kvalitative interviews. Iflg. disse kan man tale om tre fortolkningsniveauer: Selvforståelse, commonsense fortolkning og teoretisk tolkning. Førstnævnte kan dog ofte overlappe hinanden (Kruse, p. 106/7), hvilken synsvinkel jeg har valgt at anlægge for ikke at forlænge projektet unødigt.  

Det ideelle ville naturligvis have været at få Dean Radins godkendelse af min tolkning, men dette er ikke muligt i den foreliggende situation, og jeg finder det forsvarligt at anvende min fremgangsmåde, da det jo ikke er bogen i sig selv, men en kløft mellem to videnskabssyn, jeg ønsker at belyse. Radins bog er i denne sammenhæng blot et udgangspunkt, som har gjort det muligt for mig at opstille de to grupperinger på en hensigtsmæssig måde. For at trække hovedlinierne ved disse klart op, fremlægges som bilag diverse artikler og breve bragt i medierne og/eller på internettet. Også dette materiale vil blive betragtet som empirisk grundlag og behandlet med såvel fortolkende som argumentationsteoretiske øjne. 

Til sidstnævnte vil jeg benytte dele af den klassiske argumentationsteori, ligesom jeg vil inddrage elementer fra Jürgen Habermas’ mere moderne tanker om kommunikation. Jeg synes, det vil være interessant at undersøge, om begge de anlagte vinkler kan sige noget om den debat, der har verseret om psi-forskningen, ligesom jeg anser det som en oplagt mulighed, at der vil komme synsvinkler frem, hvormed jeg kan fastslå psi-forskningens tilhørssted i videnskaben, samt bruge i min behandling af den metodologiske og erkendelsesteoretiske del af emnet. 

I det 20. århundrede har specielt to videnskabskritikere markeret sig i debatten om naturvidenskabens grundlag. Dette gælder således Karl Popper og Paul Feyerabend. Jeg har derfor fundet det relevant at inddrage disses  synspunkter, ligesom jeg mener, at et videnskabshistorisk islæt vil være på sin plads, ikke mindst til en afklaring af de metoder, der anvendes, og de løsningsmuligheder disse muligvis peger på eller eventuelt har svært ved at klare. 

Som det senere vil fremgå, er der i debatten om psi-forskning fremkommet særdeles markante meninger, som godt kunne tyde på, at den indirekte peger på områder af livet, der er stærkt følelsesladede. Man kan måske fornemme en vis lighed med de meningsudvekslinger, der gennem en del år har verseret blandt de såkaldt alternative og de mere traditionelt tænkende grene af samfundet. 

Jeg har derfor fundet det hensigtsmæssigt at inddrage en tænker, som forsøger at lukke denne diskussion. Det drejer sig om Gregory Bateson, der med sin meta-tænkning er i stand til at hæve sig over den udbredte, men tilsyneladende håbløse skyttegravskrig. Ved at tage sit eget udgangspunkt i mange forskellige videnskabsfelter forsøger han at opstille nogle teorier, som gør op med den gamle ”fejltænkning” og bringer os videre på en konstruktiv måde, der indbefatter væsentlige dele af naturvidenskaben, om end på en ny måde, og ikke ser bort fra æstetiske og religiøse aspekter.  

I psi-forskningen bevæger man sig ind i et område, som gennem mere end 100 år har haft svært ved at vinde fodfæste i de etablerede kredse. Dette gør naturligvis ikke min opgave lettere, men så meget desto mere interessant, for er det ikke netop her, en spændende udvikling kan finde sted, og nyt bliver opdaget ?  

Denne indstilling er min bedste motivationsfaktor til at kaste mig ud i mit forehavende, og jeg mener med inddragelsen af ovennævnte teoretikere at være godt dækket ind med teoretisk materiale, ligesom jeg finder det muligt at nå ’bag om’ de to grupperingers divergerende synsvinkler gennem anvendelsen af det kvalitative interviews tre tolkningsniveauer. 

For at give projektet en flydende og læsevenlig form har jeg valgt at foretage løbende diskussioner og konklusioner uden at markere dette i overskriftsform. Skiftet mellem min og den pågældende teoretikers holdning skulle dog gerne fremgå klart af sammenhængen. Som afslutning på projektet vil jeg forsøge at rede trådene ud i en samlet konklusion, samtidig med at jeg vil formulere en perspektivering, herunder om muligt en løsningsmodel. 

Med disse indledende bemærkninger vil jeg gå over til at fortolke Dean Radins bog The Conscious Universe på et kombineret selvforståelses- og common sense-niveau.  

Tolkning af ”The Conscious Universe” på et selvforståelses- og common sense-niveau

Når to parter er uenige om noget, er det selvfølgelig vigtigt at klarlægge, hvad det egentlig er uenigheden drejer sig om. Ellers er der stor risiko for, at man taler forbi hinanden, og dermed umuliggør en accept og forståelse af hinandens forskelligheder. 

Jeg derfor forsøge at gøre det helt klart, hvad det er for et område, som Dean Radin beskæftiger sig med i sin bog ”The Conscious Universe”, ligesom jeg vil give min fortolkning af, hvorledes Radin opfatter situationen, herunder specielt forholdet til den såkaldt etablerede eller konventionelle videnskab. 

Til toppen

Hvad er psi-fænomener ? 

Igennem tiderne har der samlet sig en række menneskelige erfaringer under betegnelsen ”mystiske”. Ikke mindst takket være forskningen inden for naturvidenskaberne fysik, kemi og biologi har mange af disse skiftet plads fra det ukendte, man kun kunne omtale i vage vendinger, til det område af menneskelivet, vi betragter som noget, vi har stor viden om og indsigt i. Tidligere generationers overtro er blevet underkastet videnskabelig forskning, forklaringsmodeller søgt opstillet – og dermed har fænomenerne kunnet placeres i den fond af viden, som så senere kan beherskes, manipuleres og/eller forudsiges. Det er en evig proces, hvormed menneskeheden synes at opnå større og større kontrol over omgivelserne. 

Nu om stunder er der hæftet en ganske særlig betydning til begrebet ”mystisk” eller ”anormal” i retning af noget overnaturligt eller ”ikke af denne verden”. Der dukker billeder op af trancemedier, hvis evner til at kontakte en såkaldt ”åndeverden” værdsættes højt af folk, der føler behov for hjælp ud over den, som det etablerede sundhedssystem eller – her i landet - folkekirken kan tilbyde. I USA går man endnu længere, og der har her i perioder været  stor opmærksomhed omkring UFO’er og påståede kidnapninger foretaget af væsener fra det ydre rum. Inden for den katolske kirke findes der blødende statuer og helbredende kilder, som tegn på en overnaturlig virkemåde. 

For at komme uden om alle de billeder og forestillinger, der opstår hos folk, når man taler om fænomener, som ofte forbindes med noget anormalt, indfører Radin den neutrale betegnelse psi til at dække alle former for  ”Extrasensory Perception” (forkortet ESP-fænomener), herunder:  

Psi er ikke en forkortelse for noget, men blot hentet fra det græske alfabet – og anvendt i lighed med den måde, hvorpå man fx inden for matematikken taler om pi i forbindelse med udregningen af en cirkels omkreds. 

Om ovennævnte fænomener bruges ofte betegnelsen paranormal, der iflg. Webster’s Third New International Dictionary defineres som: ”beyond the range of scientifically known phenomena” (Radin, p. 17). Denne definition anser Radin for uheldig, idet man i hvert fald i de videnskabelige kredse, han selv mener at tilhøre, jo netop har påvist fænomenet. Han foreslår derfor en ny definition, der er mere acceptabel, nemlig ”beyond the range of phenomena presently accepted by most scientists” (Radin, p. 18) 

Når man som udenforstående forsøger at skabe sig indsigt i de såkaldte psi-fænomener kan dette, som det fremgår af ovennævnte ske med en henvisning til en autoritet, nemlig videnskaben, hvorved der oftest underforståes naturvidenskaben. Herved kan man let få det indtryk, at denne er et urørligt organ, hvis meninger og forståelse af verden ikke kan stilles til diskussion. Men videnskabsfolk diskuterer faktisk ustandseligt om mangt og meget, og selv om flere gennem de seneste 2-300 år har forsøgt at finde ”den eneste gyldige videnskab” må disse forsøg betegnes som fejlslagne. Der er mange måder at bedrive videnskab på, men som filosoffen Jerome Black skrev engang: 

”Neither observation, nor generalization, nor the hypothetic-deductive use of assumptions, nor the use of instruments, nor mathematical construction – nor all of them together – can be regarded as essential to science” (ibid. p 20) 

For imidlertid at skabe en vis konsensus om, hvorledes man kan skaffe sig viden om den verden vi lever i, er det efterhånden alment anerkendt, at man skal kunne måle (og veje) en undersøgelsesgenstand, - ikke mindst fordi det også er vigtigt, at man kan efterprøve et forsøg gennem gentagelse, – replikation. Denne fremgangsmåde sikrer en vis stabilitet og gør samtidig de videnskabelige forsøg mere præcise, idet det ved en gentagelse ofte viser sig, at en del af proceduren er fejlbehæftet og må ændres.  

Det er en udbredt misforståelse, at der ikke har fundet seriøs forskning sted inden for psi-området, og det vil sikkert komme som en overraskelse for mange, at der –  specielt i USA og Storbritannien - gennem mere end 100 år har været foretaget adskillige undersøgelser af anerkendte forskere, der var uddannet inden for forskellige felter, fx fysik og psykologi.  

Det er vel ganske forståeligt, at det så længe beretninger om psi-fænomener var overladt til det enkelte individs forståelsesramme, var vanskeligt at bringe eventuelle diskussioner herom ind i en normal videnskabelig dialog. Psi-fænomener måtte derfor i vid udstrækning se sig overladt til plattenslageri og bragt i et særdeles dårligt lys af personer, der forsøgte at erhverve sig lettjente penge på bekostning af naive og godtroende folk med hang til det overtroiske.  

Visse kendte og uddannede menneskers egne personlige oplevelser bidrog imidlertid til, at der var videnskabsfolk, der begyndte at omfatte psi-fænomenerne med større seriøsitet, og i slutningen af det 19. århundrede, nærmere betegnet i 1880’erne, opstilledes de første spæde eksperimentelle forsøg i håbet om at nå til større afklaring på det såkaldt anormale problem.  

Den britiske fysiker, Sir William Barrett, ledede således allerede i 1883 et forsøg om tankeoverførsel mellem nogle hypnotiserede forsøgspersoner, og få år senere offentliggjorde endnu en britisk fysiker, Sir Oliver Lodge, kendt for sit pionerarbejde inden for radiomodtagere, resultaterne af et forsøg inden for telepati. Begge var vellykkede og pegede mod lysere tider for psi-forskningen. (ibid, p. 65) 

Disse gunstige resultater kom dog i modvind i forbindelse med et forsøg med spillekort udført af psykologen John E. Coover på Stanford University i 1917, idet han fortolkede sine resultater mere pessimistisk, end der var basis for, - måske under pres fra sine overordnede. (ibid, p. 65). 

Der kan imidlertid nævnes en række andre eksperimenter, hvoraf mange synes at pege på en bekræftelse af eksistensen af psi-fænomener. I tidsrummet 1880 til 1940 blev der således indenfor telepati offentliggjort mere end 100 publikationer, der beskrev over 4 millioner individuelle tests foretaget af tusindvis af forsøgspersoner. Der blev tilsvarende udført eksperimenter inden for de andre tre psi-områder, hvoraf kan nævnes, at der i forbindelse med undersøgelse af clairvoyance i samme periode blev publiceret 142 artikler om 185 forskellige forsøg med 3.6 millioner tests foretaget af ca. 4600 deltagere. (ibid, p. 96). Disse har Radin samlet i en meta-analyse, som der vil blive lejlighed til at stifte nærmere  bekendtskab med nedenfor. 

Uanset ovennævnte kan man selvfølgelig nære skepsis over for resultaterne: der kan være fejl i forsøgsopstillingerne, - der kan være forsøgsresultater, som er endt i skrivebordsskuffen, fordi de var negative, - der kan have været uhæderlige videnskabsfolk involveret i forsøgene etc. 

Med hensyn til sidstnævnte er det måske på sin plads, at bringe et citat af professor H.J. Eysenck, University of London, som i 1957 skrev: 

”Unless there is a gigantic conspiracy involving some thirty University departments all over the world, and several hundred highly respected scientists in various fields, many of them originally hostile to the claims of the psychical researchers, the only conclusion the unbiased observer can come to must be that there does exist a small number of people who obtain knowledge existing either in other people’s minds, or in the outer world, by means as yet unknown to science” (ibid, p. 97) 

Herudover er det måske interessant at notere, at der i en meget anvendt psykologibog ”Introduction to Psychology”  af Rita L. Atkinson et al i forordet til 10. udgave, 1990, er anført: 

”Readers familiar with earlier editions should also take note of a new section in Chapter 6 entitled ”Psi Phenomena”. We have discussed parapsychology in previous editions but have been very critical of the research and sceptical of the claims made in the field. And although we still have strong reservations about most of the research in parapsychology, we do find the recent work on telepathy using the ganzfeld procedure worthy of careful consideration.” 

Ud fra ovennævnte kan man drage den konklusion, at det er muligt - i hvert fald i forbindelse med nogle dele af psykologien - at argumentere for psi-fænomeners eksistens ved hjælp af videnskabelige forsøg, og det vil være på sin plads at se nærmere på, hvordan sådanne foretages, ligesom vi skal gå mere i dybden med den såkaldte ganzfeld-procedure.

Til toppen  

Replikation af forsøg 

Et af de mest basale kriterier, der må opfyldes for at kunne betegne sit arbejde som videnskabeligt er, at de undersøgelser, man foretager, kan gentages af andre. En beskrivelse af forsøgsopstillingen i så detaljeret form som mulig er essentiel, og det antages almindeligvis, at når et forsøg har været gentaget et vist antal gange, så kan man ud fra resultaterne konkludere, om der er basis for at af- eller bekræfte de hypoteser, som er fremsat, og som er undersøgt via eksperimentet. 

Dette synes imidlertid at være en sandhed med modifikationer. I hvert fald viser reaktioner fra videnskabeligt hold, at der stadig næres stor skepsis over for eksistensen af psi-fænomener, skønt de resultater, som er fremkommet inden for forskningsområdet, og som baserer sig på mange tusinde forsøg, rent statistisk i høj grad overstiger de tal, der kræves som grundlag for accept af et fænomen inden for ”normal” forskning.  

Lad os se på et eksempel: 

Ganzfeld-metoden  

For seriøst arbejdende forskere af psi-fænomener blev det med tiden en påtrængende opgave at udvikle metoder, som opfyldte alle de krav, der kunne tænkes at hindre udenforstående i at acceptere de resultater som fremkom. Det gjaldt både de metodemæssige og de tolkningsmæssige aspekter. 

Som det fremgår ovenfor er der opnået en vis imødekommenhed fra den etablerede kreds af psykologer ved hjælp af en ganzfeld-metode, hvorfor det kan synes rimeligt at gå i detaljer med denne. 

Ganzfeld-metoden (efter tysk: ganz feld, dvs. helt felt) blev udviklet i midten af 1970’erne af tre forskere – tilsyneladende uafhængigt af hinanden. Det drejer sig om parapsykologen Charles Honorton, Maimonides Medical Center Dream-Telepathy Studies, psykologen William Braud, University of Houston, og psykologen Adrian Parker, University of Edinburgh. 

Udgangspunktet for dem alle var den kendsgerning, at de beskrivelser man havde indhentet fra mennesker, som havde oplevet tilstande, der kan betegnes som mystiske, meditative eller religiøse, ofte havde et islæt af psi-fænomener. Man vidste fra de gamle indiske skrifter, Vedaerne, at lang træning med meditation kunne resultere i specielle psykiske færdigheder eller oplevelser af speciel karakter. I den forbindelse var der meget, der tydede på, at hvis man kunne nedsætte den mentale ”støj” – dvs. alle de indtryk vi som mennesker normalt bombarderes med – så var der mulighed for at modtage mere eller mindre svage indtryk, der kunne have psykisk oprindelse. 

Denne hypotese var i overensstemmelse med de tanker, som den franske filosof Henri Bergson havde fremsat i begyndelse af det 20. århundrede, idet han her havde givet udtryk for, at vore sanser ikke kun fungerer som bearbejdende aggregater, men også som et filter for den overvældende mængde af information, vi er omgivet af og må nøjes med at udvælge en del af for ikke at gå i stykker rent mentalt. Af den enorme informationsmængde er vi kun vidende om en brøkdel, idet langt størsteparten bearbejdes ubevidst. 

Det er således ganzfeld-metodens udgangspunkt at undersøge om sanse-berøvelse giver en ”modtager” mulighed for at opfange signaler fra en ”afsender”, der under normale omstændigheder ikke ville være blevet modtaget grundet vore sansers filtreringsevne. Det antages, at når sanserne ”udsultes”, bliver de bedre i stand til at tage imod svagere indtryk. 

Med udformningen af såvel faste retningslinier for det metodiske samt for fortolkningen af de opnåede resultater blev det muligt at opnå enighed blandt forskere og skeptikere om metodens gyldighed, ligesom denne kunne gentages med stor sikkerhed af andre. 

Ganzfeld-eksperimentet er delt op i tre faser, som efter computerens og TV/videoens indtog ser nogenlunde sådan ud: 

·        forberedelsen af afsender og modtager, idet en forsøgsperson indtager rollen som den, der i et isoleret rum sender indtryk til en person, som befinder sig i et andet lydisoleret rum, hvor vedkommende er blevet sanse-berøvet bl.a. ved hjælp af specielle briller og  høretelefoner, hvorigennem der spilles ”hvid støj”.

·        selve ”transmissionen”, idet afsender efter en periode, hvor modtager er blevet bragt i en afslappet tilstand, begynder at se og så vidt muligt leve sig ind i et tilfældigt billede (udvalgt af en computer ud af 4 billeder), der vises på et fjernsyn. Afsender skal forestille sig rent mentalt at sende sine indtryk til modtageren. Samtidig fortæller modtager højt, hvad der opleves.

·        bedømmelsen, der går ud på, at modtageren præsenteres for de fire billeder (hvoraf kun ét blev brugt og ”sendt” i ovennævnte transmission) og bedes om at rangordne dem, idet det billede, som modtageren mener var det anvendte billede, sættes som nr. 1. Hvis dette også er tilfældet, anses undersøgelsen for at være et ”hit”, - hvis billedet gives en hvilken som helst anden placering, anses undersøgelsen for at være slået fejl.

Der er således 25% chance for at ramme rigtigt, og hvis resultaterne viser ”hits” som ligger herover, vil det være tegn på, at modtageren kan opnå information fra afsenderen  uden om de kendte kanaler. 

I forbindelse med udførelsen af ganzfeld-eksperimenter er der nogle beskrivelser, som er særligt slående. Radin nævner tre. Her vil jeg nøjes med at nævne et enkelt: 

Billedet, der er udvalgt til transmission er Salvador Dalis berømte maleri af den korsfæstede Kristus. Her er modtagerens indtryk: 

”.... I think of guides, like spirit guides, leading me and I come into like a court with a king. It’s quite ... It’s like heaven. The king is something like Jesus. Woman. Now I’m just sort of somersaulting through heaven .... Brooding.... Aztecs, The Sun God .... High priest .... Fear .... Graves. Woman. Prayer .... Funeral .... Dark.  Death .... Souls .... Ten Commandments.... Moses ....” (ibid, p. 77)

 I 1982 præsenterede Charles Honorton en undersøgelse, der opgjorde resultaterne af samtlige kendte ganzfeld-eksperimenter, og disse understøttede efter Honortons mening hypotesen om,  at der eksisterer psi-fænomener. Denne slutning blev imødegået af psykologen Ray Hyman, der tilhører den skeptiske gruppe, og førte til, at de to forskere indtog divergerende standpunkter: Honorton for og Hyman imod. Det blev bl.a. fremført som en fejlkilde, at Honorton havde været leder af flere af forsøgene, og for at imødekomme denne kritik, besluttede Honorton sig for udelukkende at undersøge de eksperimenter, som han ikke på nogen måde havde del i. Her viste det sig, at chancen for psi-fænomeners eksistens var 10.000 mod 1, - et resultat, der lå væsentligt under det, som fremkom, når Honortons undersøgelser var inkluderet, (nemlig 10 milliarder mod 1), men som dog stadig kunne anses som et kraftigt indicium for psi-fænomenernes eksistens.  

Siden ganzfeld-eksperimenternes start i midten af 1970’erne er de blevet raffineret og automatiseret adskillige gange, idet den nyeste teknik er taget i brug til udformningen af nye metoder, der både gør det muligt at gennemføre flere undersøgelser hurtigere og samtidig forsøger at udelukke fejlkilder. Over en seksårig periode (fra 1983 til 1989) blev der udført ”autoganzfeld”-studier, hvor man forsøgte at eliminere den menneskelige faktor i videst mulige omfang. Dette skete bl.a. ved at anvende computere til at kontrollere forsøgs-procedurerne og ved at introducere lukkede kredsløb, hvorigennem de anvendte videoklip og stillbilleder blev vist. De resultater, som fremkom viste en hit rate på 34%, hvilket var på linje med de tidligere omtalte, og førte til følgende kommentar fra Hyman: 

Honorton’s experiments have produced intriguing results. If independent laboratories can produce similar results with the same relationships and with the same attention to rigorous methodology, then parapsychology may indeed have finally captured its elusive quarry” (ibid. p. 87) 

Med adskillige forsøg i årene derefter synes dette krav at være blevet opfyldt med resultater fra hhv. University of Edinburgh, Skotland, University of Amsterdam, Holland, Cornell University, USA, Rhine Research Center, Durham, North Carolina, Gøteborgs Universitet, Sverige, samt Institute for Parapsychology, Utrecht, Holland. 

Sammenlagt er der i årene 1974 til 1997 rapporteret om  i alt 2549 udførte ganzfeld-sessioner, og den samlede hit rate er på 33,2%, hvilket svarer til, at muligheden for, at der skulle være tale om en tilfældighed, er en million milliard mod een. Dette må uvægerligt pege hen på, at der faktisk forekommer psi-effekter i ganzfeld-eksperimenterne. 

Efter at have gennemgået en bredt anerkendt metode til undersøgelse af psi-fænomener, vil jeg kort komme ind på, hvorledes resultaterne af denne og andre eksperimenter er blevet bearbejdet med henblik på at præsentere dem for offentligheden. 

Til toppen 

Statistisk analyse 

I lighed med de fleste andre steder inden for naturvidenskaben anvendes der statistiske analyser som et led i psi-forskningen. Efter i mange år at have sammenlignet individuelle analyser med hinanden er man nu begyndt at kombinere disse i såkaldte meta-analyser, eller sagt på en anden måde så laver man nu analyser af analyser. Herved opnår forskerne at få indsigt i et mere overordnet mønster, som antages at give større troværdighed.   

Som eksempel kan der fra den lægevidenskabelige verden nævnes nogle medicinske undersøgelser af aspirins effekt på reduktion af hjerteanfald. Der blev foretaget i alt 25 forsøg, og ud fra disse blev der fremstillet en meta-analyse, som fremgår af nedenstående figur (ibid, p. 55). 

 

 

 Af de 25 forsøg var der kun fem, som viste sig individuelt effektive, nemlig forsøg nr.1, nr. 15, nr. 17, nr. 20 og nr. 24, hvor ingen af graferne ramte eller kom under 1.0. Men samlet i en meta-analyse var udfaldet i høj grad positivt, hvilket ses af grafen til højre betegnet ”overall”: 

En fordel ved meta-analysen er, at man herved i videst muligt omfang udelukker metodiske fejl og tilfældigheder, og Radin siger selv om denne analyse-form: 

”Meta-analysis provides a much more accurate assessment of a body of research than the traditional descriptive or narrative literature review”. (ibid, p. 54) 

Der har lydt kritiske røster i forbindelse med anvendelsen af meta-analyser, idet kritikerne fremfører, at man herved let kan komme til at blande ”æbler” med ”appelsiner”, hvilket kan være invaliderende for bedømmelsen af et projekt. Fortalerne (heriblandt Radin) fremhæver imidlertid, at det er i orden at blande de nævnte æbler og appelsiner, hvis det man ønsker at vide noget om er frugt. Hvis man derfor mixer forskellige psi-eksperimenter med hinanden, vil en meta-analyse heraf sige noget alment om fænomenet psi. 

Når en forsker kaster sig ud i en stor undersøgelse, hvilket ikke kun indebærer anstrengelser i forbindelse med selve eksperimentet, men også involverer andre problemer fx af økonomisk og personale/lokalemæssig art, vil det naturligt nok være en skuffelse, hvis ikke resultatet bliver af forventelig art. Sådanne resultater arkiveres derfor undertiden i forskerens skuffe uden at blive publiceret, hvorfor den samlede forskning på området kan være berøvet værdifuld indsigt.  

Blandt de beskyldninger, som psi-forskningen har været udsat for, er netop, at ugunstige resultater er blevet lagt til side og derfor ikke kan gøre deres virkning gældende på det samlede billede. Når dette er sagt skulle man måske tro, at en sådan fremgangsmåde var mere fremherskende i forbindelse med kontroversielle emner end andre. Dette er imidlertid langt fra tilfældet. Undersøgelser viser, at denne såkaldte ”file-drawer” effekt gør sig gældende inden for de fleste (om ikke alle) forskningsområder, og i hvert fald sker det inden for så estimeret et felt som det forskningen af elementarpartikler udgør. Den sammenslutning i USA, PDG (Particle Data Group of the American Physical Society), der offentliggør resultaterne af forskningen, har således skrevet i deres publikationer, at de udelader visse data fordi: 

”The results involve some assumptions we do not wish to incorporate”  

og 

“The measurement is clearly inconsistent with other results which appear to be highly reliable” (ibid, p. 57) 

PDG foretager disse “justeringer” med den begrundelse, at præcisionen af forskningen herved forøges, og der lægges ikke skjul på, at gamle resultater med mellemrum erstattes med nye, som i højere grad understøtter forskernes hypoteser. En undersøgelse foretaget af psykologen Larry Hedges, University of Chicago, viste, at op mod 45% af de fremkomne data blev kasseret af denne årsag. (ibid, p. 58).  

Det lader således ikke til, at den såkaldt ”hårde” naturvidenskab kan sige sig fri for at ville pynte på de opnåede resultater. Alligevel er det herfra, der ofte lyder hård kritik mod psi-forskningen, og  jeg vil nu gå over til at præsentere den modstand, der har lydt i årenes løb, ligesom jeg vil anføre nogle af de årsager hertil, som Radin anser for væsentlige. 

Til toppen

Modstand mod psi-forskningen 

Det er tidligere nævnt, at psi-forskningen møder modstand af forskellig art, og et par eksempler på den argumentation, der anvendes, er allerede behandlet ovenfor.  

Dean Radin drager i sin bog nogle faktorer frem, idet han stiller sig selv det spørgsmål, hvorfor nogle intelligente mennesker i den grad stejler blot ved forslaget om, at der er dokumentation for, at psi-fænomener eksisteret. Disse skal kort nævnes her: 

For det første er det efterhånden et velkendt faktum, at vi mennesker ikke opfatter verden som den er, men som vi ønsker, den skal være  Gennem vores opvækst konstruerer vi mentale modeller af verden, hvorigennem vore ønsker, forventninger og fordomme reflekteres, og i vores færden i verden som voksne sørger vi for at give os selv tryghed ved at undgå eller ændre påvirkninger, som kan virke truende på dette velkendte verdensbillede. Hvis vi derfor ikke forventer at se psi, kan det heller ikke lade sig gøre, eller man kunne forestille sig, at tanken om det ukendte skaber angst, som man helst vil undgå. Det er lettere og mere smertefrit at erklære, at psi ikke eksisterer 

Der er foretaget mange psykologiske forsøg, der understøtter ovennævnte tese. J.S. Bruner og Leo Postman fremstillede fx nogle kort, som havde farverne byttet om, således at hjerter og ruder var sorte, medens kort af mærkerne spar og klør var røde. Derefter blandede Bruner og Postman disse specielle kort med et almindelig spil kort og lod en række forsøgspersoner besvare spørgsmålet om, hvilket kort de blev præsenteret for. Dette skete uden problemer eller tøven. Hastigheden, hvormed kortene blev vist, var i begyndelsen ret høj, men blev sænket efterhånden som forsøget skred frem, og indtil alle kort var identificerede. Deltagerne så en sort hjerter fire som enten en spar fire eller som en normal hjerter fire med røde hjerter. De så altså det, de forventede, de skulle se. Først da iagttagelsestiden blev forlænget hen mod afslutningen af forsøget, var der nogen, der begyndte at bemærke, at der var noget galt, men de kunne ikke udtrykke, hvad det var, der ikke stemte. En sagde: ”Det er en spar seks, men der er noget galt med den – den sorte spar har en rød kant.” (Radin, p. 231).  

Disse og andre forsøg har op gennem tiden vist, hvor svært det kan være at se virkeligheden, som den forefindes, og ikke som man ønsker eller forventer, den skal være. 

Inden for forskellige psykologiske retninger har man studeret dette fænomen. Heriblandt Leon Festinger, Stanford University, som i 1950’erne udviklede teorien om kognitiv dissonans,  dvs. den ubehagelige følelse mennesker kommer i kontakt med, når ”things that shouldn’t ought to be, but are”, og som for nogles vedkommende kan føre til såvel vrede som angst, når der ikke er mulighed for at dæmpe ubehaget. (Radin, p.231). 

Også Freud har med sin beskrivelse af forskellige forsvarsmekanismer som fx forskydning, projektion og fortrængning ydet sit bidrag til en forståelse af problematikken fra en psykoanalytisk vinkel. 

Eftersom den mentale model af verden, man som menneske har bygget op gennem sine første leveår, har vist sig funktionsdygtig gennem ens voksenliv, skal der en hel del til, før et midaldrende menneske (og dette gælder naturligvis også forskere) skifter overbevisning om emner, der forsøger at ændre det, man har troet på tidligere, og som har betydning for een. Radin nævner da også, at dette er 

”one reason that younger scientists are usually responsible for the giant, earthshaking discoveries – they haven’t learned their craft so well that they have become blind to new possibilities. Younger scientists are invariably more open to psi than older scientists.” (Radin, p. 237) 

Erfaring er således ikke nødvendigvis en fordel, når der skal tænkes nyt, idet denne samtidig kan være belagt med hæmmende aspekter, som mere eller mindre ubevidst hindrer en person i at være åben over for det nye. Dette er man udmærket klar over i videnskabelige kredse, hvorfor man foretager dobbelte blindforsøg, netop for at undgå at falde i denne fælde af forudindtagethed. 

Af samme årsag har man i USA haft den politik at anmode fagfolk, som (tilsyneladende ?) ikke var forudindtagede, om at fremkomme med udtalelser om kontroversielle emner, der af en eller anden årsag skulle behandles. Ikke desto mindre så det amerikanske ”National Research Council” bort fra denne helt elementære nødvendighed, da rådet på et tidspunkt blev bedt om at evaluere psi-forskningen i landet, hvorfor denne ikke faldt ud til psi-forskningens fordel. (Radin, p.238) 

En årsag til skepsis blandt folk, som i vidt omfang henter deres viden fra medierne, er den useriøse behandling, psi-forskningen bliver udsat for der. Det er en kendt sag, at det er lettere at ramme de store overskrifter eller skaffe Tv-seere, når der er tale om sensationsprægede historier om spøgelser og Uri Gellers bøjede teskeer, end der er ved at berette om resultaterne ved behandlingen af statistiske data fra et utal af forsøg, der gentages i det uendelige med små, men set med videnskabelige øjne betydningsfulde påpegninger af eksistensen af psi. Og så længe disse to vidt forskellige fremstillingsmåder kobles sammen, kan det være svært at trænge igennem med den seriøse del, der kan siges at følge de gængse rammer opstillet for og af videnskaben.

Til toppen 

Betydning af eksistensen af psi 

Kan psi-forskningen overhovedet bidrage med noget væsentligt, når man betænker hvor lille en effekt, der rent faktisk kan påvises ? Her kan det måske være nyttigt at skue lidt tilbage i tiden, til Luigi Galvani (1737-1798) hvis forskning viste sig banebrydende for opdagelsen og udviklingen af elektricitet. Han sagde 

”I am attacked by two very opposite sects – the scientists and the know-nothings. Both laugh at me calling me “the frogs’ dancing master.” Yet I know that I have discovered one of the greatest forces in nature” (ibid, p. 205) 

Kan noget af det samme gælde for psi-forskningen ? Selv om denne stadig i vid udstrækning beskæftiger sig med verifikation af fænomenet, er der dog også tanker fremme om, hvordan man kan udnytte psi-fænomenet. Og kan man tale om blot en spinkel lighed med Galvanis forskning synes der at være meget store økonomiske interesser på spil, - det gælder både i forbindelse med kommunikationsteknologi, aktieinvesteringer, detektivarbejde og diagnosticering af sygdom. (ibid, pp. 191ff). 

Ovennævnte kan være af betydning, specielt når der skal betænkes midler til den fortsatte forskning. Hvad der imidlertid kan være i langt højere grad væsentligt ud over den pragmatiske anvendelse, er måske, hvordan forskningen kan påvirke den vestlige verdens opfattelse af, hvad et menneske er, idet psi-fænomener peger på, at det billede af universet, som naturvidenskaben opererer ud fra er ufuldstændigt, og at det menneskelige potentiale er groft undervurderet. 

Påvisningen af eksistensen af psi synes at rokke ved et verdensbillede, som blev opstillet i det 17. århundrede med Descartes’ opsplitning af verden i res cogitans  og  res extensa. Denne deling fik medvind som følge af naturvidenskabens enorme succes og bevirkede op gennem tiderne, at mennesket blev sammenlignet med en maskine (inden for de senere år: en computer). Væsentlige dele af menneskelivet: følelser, humor, kreativitet osv. blev sat ud på et sidespor for næsten at blive glemt, medens de dele, som kunne måles og vejes i et laboratorium efterhånden vandt indpas som det eneste (videnskabeligt) acceptable.  

Det 20. århundredes videnskabelige forskning er imidlertid begyndt at sætte spørgsmålstegn ved mange af de forestillinger, der har vundet hævd på grund af den cartesianske dualisme. Dette gælder ikke mindst kvanteteorien inden for fysikken, hvor der er observeret mange ting, man ikke kan forstå endsige forklare ud fra det gamle verdensbillede. Og hvad gælder den menneskelige bevidsthed må videnskaben også melde pas indtil videre. I hvert fald siger fysikeren Nick Herbert: 

”Science’s biggest mystery is the nature of consciousness. It is not that we possess bad or imperfect theories of human awareness; we simply have no such theories at all. About all we know about consciousness is that it has something to do with the head, rather than the foot” (ibid. p. 265)  

Videnskabsfolk som Dean Radin har ikke i forbindelse med deres psi-forskning beskæftiget sig med fortolkninger af, hvad psi-fænomeners eksistens måtte betyde for den vestlige verdens opfattelse af mennesket og dennes bevidsthed, selv om han ikke har undladt at komme med forslag til, hvad disse kunne implicere. Hovedformålet med forskningen har været at bane vejen for en accept af et fænomen, som ganske vist ikke kunne forklares, men som det var muligt at påvise inden for de rammer, som naturvidenskaben opstiller.

Den mere konventionelle forskning har i det 20. århundrede opnået opsigtsvækkende resultater,  bl.a. som tidligere nævnt inden for kvantefysikken, hvor det i praksis er lykkedes at underbygge teorien om non-lokalitet, hvorved det blev påvist, at fysiske objekter, der tilsyneladende er adskilte, faktisk er forbundne på en måde, der overskrider de begrænsninger, som normalt sættes af tid og rum. I den forbindelse er det interessant at bemærke, at teorien om non-lokalitet blev godtaget efter nogle få forsøg, som viste, at muligheden for, at der var tale om en tilfældighed, var een mod 3,5 millioner. Til sammenligning kan det så fremhæves, at nogle psi-eksperimenter har haft resultater, hvor samme mulighed var een mod 1.000 millioner (1 milliard), og ser man på oddsene efter at have foretaget en kombination af tusindvis af psi forsøg overstiger disse de nævnte tal mange gange.  

Rent statistisk slår psi-eksperimenterne altså fast med en tydelighed, der er langt mere klar end den, der blev non-lokalitetsforsøgene til del, at der findes psi. Og alligevel afviser den etablerede videnskab at acceptere fænomenet. Hvad skyldes dette ? Et svar er, at kvante-teorien havde forudsagt non-lokalitet, hvorfor der kun var tale om en bekræftelse af noget, man forventede at finde. I modsætning hertil må man sige, at der indtil dato ikke er opstillet nogen videnskabelig accepteret teori, der forudsiger noget som helst om psi. Psykologiske, religiøse og mystiske spekulationer findes der mange af, men ikke nogen, der kan tilfredsstille en stor gruppe af seriøse forskere. 

Er det muligt at opstille en god teori om psi, og i så fald hvad skulle den indeholde ? Radin opregner forskellige kriterier og nævner, at den må blive en syntese af eksisterende teorier inden for fysik, psykologi og neurologi. Dette vil betyde, at de enkelte videnskaber med tiden må se sig indskrænket til kun at sige noget om enkelte, afgrænsede aspekter af naturen, hvorfor det ikke vil være muligt for een disciplin at udvikle en altomfattende teori. Udforskningen af psi vil kræve, at der bliver tænkt på tværs af forskellige videnskabsgrene, og systemteoretikeren Irvin Laszlo nævnes som een, der har skabt et godt fundament at tage afsæt i.

 Til toppen 

Afslutning 

Som det fremgår af ovenstående har psi-forskningen trange kår og må slås med forudfattede meninger, - ikke kun om, hvad der egentlig forskes i, men også om forsøgsopstillinger og om, hvad forskningsresultaterne viser. Årsagen hertil kan være det menneskelige grundvilkår, at de mentale modeller af verden, som enhver er henvist til at opbygge under sin opvækst, indeholder fasttømrede holdninger til, hvordan verden (og dermed ligeledes mennesket) er beskaffen. Hermed afholdes individet fra at opdage nye aspekter, som det – af angst for, at den mentale model skal slå revner – ikke forventer eller ønsker at se i øjnene. 

Det er ikke muligt at give en forklaring på, hvad psi er, men dette er heller ikke tilfældet med fx kvantemekanikken. Halcomb Noble fra New York Times skrev følgende: 

“No one understands quantum mechanics,” says Nobel Laureate Richard P. Feynman. Its effects are “impossible, absolutely impossible” to explain based on human experience. It may be equally true of ESP. It may exist. It may be important to human and physical behavior. Yet it may not be explainable until long af its discovery” (ibid, p. 287)  

Der kan gives mange eksempler på opdagelser, som er blevet bragt til anvendelse, inden man var i stand til på videnskabelig vis at forklare de underliggende fænomener. Der synes at være gode muligheder for praktisk anvendelse af psi inden for så vidt forskellige discipliner som fysik, biologi, psykologi, sociologi, filosofi og religion, og en måde hvorpå der kan opnås en vis åbenhed er ved at oplyse videnskabsfolk om, hvad det egentlig er, der sker på psi-forskningsfronten. Radin har således flere eksempler på, hvorledes forskere er blevet chokeret over at finde ud af, at det, de mente at kende til psi-forskning, simpelthen var forkert. (ibid, p. 300).  

Tager man sig tid til at sætte sig ind i, hvad psi-forskningen i grunden dækker, vil man opdage at der er tale om et mønstereksempel på, hvordan videnskab foregår, når den er bedst. Til trods for dette er der store dele af videnskaben, der afviser psi-forskningen, som jo, når alt kommer til alt, kun forsøger at verificere de erfaringer, som mennesket har gjort sig gennem årtusinder.   

Hermed afsluttes tolkningen af Dean Radins bog ”The Conscious Universe” på et selvforståelses- og common sense-niveau, og jeg vil herefter gå over til den teoretiske del af projektet. 

Til toppen 

Teoretisk analyse af psi-forskningen 

Efter at have afsluttet tolkningen af det empiriske materiale på et selvforståelses- og common sense-niveau, synes det relevant at fremdrage de problemstillinger, som kan være interessante at behandle teoretisk. Det drejer sig i første instans om at undersøge det, man kunne kalde verifikationsproblematikken, idet psi-forskningen her efter mere end 100 år, siden startskuddet lød, stadig kæmper med at vinde accept for, at psi-fænomener overhovedet eksisterer, - dette på trods af det omfattende undersøgelsesmateriale, som Radin henviser til, og som er udført af en række uafhængige og troværdige videnskabsmænd. Og man kunne i denne forbindelse spørge, hvad der er årsag til dette ? 

Umiddelbart afføder dette nogle nye spørgsmål, hvoraf ét er, om det metodologiske grundlag for forsøgene er i orden. Et andet er, om der er klare, rene linier angående formålet med forskningen. For hvad er det egentlig, man ønsker at vise ? Radin selv angiver nogle implikationer ved påvisningen af psi-fænomeners eksistens, som synes at frembyde svar, der for nogles vedkommende drejer sig om en ren og skær nyttevirkning, - noget der kan bruges til at tjene penge på. Men uanset dette, synes det overordnede formål at være at løse den allerede nævnte verifikationsproblematik, og når dette er sagt, kan man så begynde at spørge, om dette problem kan løses gennem den form for forskning, som Radin refererer til.  

Som det fremgår af ovennævnte, er der en del spørgsmål, som Radins bog lader stå ubesvarede hen, og som det kunne være interessant at gå i dybden med. Men inden dette vil jeg gerne komme mere ind på den form for argumentation, som benyttes i den undertiden heftige diskussion om de af psi-forskerne fremlagte resultater. I den forbindelse forekommer det relevant at se nærmere på, om de præmisser, hvorpå diskussionen foregår,  - dette ikke mindst fordi det ud fra en rationel tankegang forekommer besynderligt, at en diskussion (endda i offentligt regi) mellem højtuddannede mennesker kan udvirke så divergerende meninger og udgyde så heftige følelser, som det er tilfældet inden for psi-forskningen.  

Inden introduktionen af det materiale jeg har fundet passende til belysning af den kritik, som The Conscious Universe har været udsat for i hhv. udlandet og i Danmark, vil jeg kort opridse nogle mere generelle træk ved den måde, hvorpå kritik inden for det videnskabelige område – iflg. Radin – bør fremsættes. Disse lyder således:

 

Kritik af videnskab 

Det er bl.a. gennem kritik, at videnskab udvikler sig. Her åbnes ens øjne for nye vinkler. Her gøres opmærksom på fejltænkning og forglemmelser. Man kan sige, at kritik er en uundværlig del af den videnskabelige udvikling. 

Nu er det imidlertid ikke ligegyldigt, hvordan kritik fremsættes. Der er faktisk visse regler, som må følges, hvis den skal tages alvorligt. Radin nævner to punkter, der anses for at være ufravigelige: 

For det første må der gælde ens regler, hvad enten der er tale om nye eller etablerede forskningsområder. Det kan med andre ord ikke være sådan, at man kan tillade sig at kritisere visse former for videnskab på en anden måde end andre. Vilkårene må være ens for begge typer. 

For det andet må kritikken kunne afprøves. Dvs. at den må kunne specificere, hvorledes forskningen kan undgå at blive udsat for den pågældende kritik. Inden for naturvidenskab er dette et krav, da der ellers blot vil være tale om et filosofisk argument. Og et sådant falder uden for den videnskabelige ramme, som kritikken er møntet på. (Radin, p. 218) 

Dette er som sagt en meget kort version af Radins synspunkter i forhold til udveksling af kritik i videnskabelige kredse. Det fremgår ikke af bogen, om fremgangsmåden er den faktisk fremherskende, eller om der i højere grad er tale om nogle ideale forestillinger. Uanset hvad, træder det imidlertid frem, at der her væsentligst er tale om selve kritikkens indhold, ikke dens form. Dette kunne indikere, at man overser den kendsgerning, at kommunikation ikke er entydig og ej heller foregår i et tomrum, - hvilket bl.a. ses af det faktum, at meningen med (eller betydningsindholdet af) det kommunikerede budskab i høj grad er bestemt af den kontekst, hvori sætningen er indlejret.  

Hertil kommer, at man (i de videnskabelige kredse, som Radin refererer til) tilsyneladende heller ikke tager de indsigter i brug, som logikken gennem mange år har forsøgt at afdække. Her tænker jeg specielt på argumenters opbygning, - herunder om deres præmisser er sande eller i det mindste acceptable. Desuden kan nævnes forskellen mellem formelle og uformelle fejl i forbindelse med fremsættelse af argumenter. Da mennesker lader sig påvirke og i visse tilfælde endog overbevise og forandre via argumentation, er det ikke uvæsentligt, hvordan en sådan fremstilles, og det kan derfor være relevant at undersøge dette aspekt nærmere i forbindelse med den kritik, der med jævne mellemrum dukker op omkring psi-forskningen. Dette bringer os over i et kort indblik i argumentationsteori.

Til toppen

Argumentationsteori 

Denne form for teori er et meget stort område, som det kun er min hensigt at dække sporadisk,  - herunder kun i det omfang, den kan målrettes mit konkrete empiriske materiale. 

Jeg har allerede nævnt, at Radin i sin omtale af, hvorledes videnskabelig kritik bør fremføres, fokuserer mere på indhold end på form, samt at det kan være frugtbart at være opmærksom på dette forhold. Denne skelnen mellem indhold og form kan føres helt tilbage til Aristoteles, som allerede i det 4. århundrede f.Kr. ikke blot gennemskuede problematikken, men også  indførte et systematisk begrebsapparat, hvormed udsagns form lod sig analysere. Hertil anvendtes den formelle logik, som for Aristoteles var forudsætningen for al videnskab., og den har da også vist sin brugbarhed gennem mere end 2000 års anvendelse inden for den videnskabelige tænkning.  

En betydningsfuld faktor i den formelle logik er afgørelsen af, hvorvidt en slutning er logisk gyldig eller ej, og til det brug opstillede Aristoteles nogle spilleregler, der blandt andet siger om et argument, at det består af et antal præmisser og en konklusion. Præmisserne skal være af en art, som gør det muligt for de diskuterende parter at acceptere dem, og hvis dette krav er tilfredsstillet, kan man sige, at argumentet er gyldigt, hvis konklusionen følger med nødvendighed af præmisserne. 

Der er meget at sige om argumenter. Her vil jeg indskrænke mig til at se nærmere på to former, nemlig den såkaldte cirkelslutning og dernæst det, der kaldes ad hominem begrebet. Senere skal vi se disse argumentationsformer anvendt i praksis i forbindelse med mit empiriske materiale. 

Om en cirkelslutning kan også siges, at den beviser tesen med tesen. Dvs. at det, man antager at ville bevise med sin argumentation, allerede er indlejret i argumentets præmisser. Sådanne argumenter bruges ofte med stor dygtighed af politikere, der ønsker at påvirke den offentlige debat, og de kan være svære at gennemskue, hvis man ikke er i stand til at holde hovedet helt koldt. I Politikens filosofileksikon nævnes et berømt eksempel: 

”At tillade ethvert menneske uhindret talefrihed må altid i det store og hele være fordelagtigt for staten; for  det bidrager i høj grad til samfundets interesser, at enhver person nyder en fuldkommen ubegrænset frihed til at udtrykke sine meninger” (p. 72, iflg. Ærkebiskop Whateley: Elements of Logic, 1843) 

Sagt meget kort, så er det altså i samfundets interesse, at folk kan udtrykke sig frit, fordi det er i samfundets interesse, at folk kan udtrykke sig frit. Argumentet kan måske være vanskeligt at gennemskue, fordi biskoppen bruger forskellige ord til at udtrykke præmis og konklusion, - i dette tilfælde hhv. ”fordelagtigt for staten” og ”samfundets interesser”, og man kan sige, at han har været god til at udtrykke sig på en ikke særlig transparent måde. 

Denne form for argumentation er tom og meningsløs. Den siger intet nyt, og frem for alt er den værdiløs som bevisførelse, idet man jo ikke kan bevise noget, der er tvivl om, ved at henvise til sagen selv, som jo altså er det, man er i tvivl om. Ikke desto mindre støder man ofte på den slags udsagn i den offentlige debat, og noget tyder på, at den gerne tages i brug, når man som diskussionspartner har svært ved at retfærdiggøre sine synspunkter (Fogelin et al, p. 121). 

Hvad angår ad hominem begrebet kan dette henføres til den gruppe af fejlargumenter, man betegner som uformelle. I modsætning til de såkaldt formelle fejl, hvor en konklusion kan påvises faktisk ikke at følge af præmisserne, er det muligt for et argument med uformelle fejl at være formelt korrekt. Den uformelle fejl fremkommer ved, at man – som den fodboldspiller der forsøger at sparke til sin modstanders krop i stedet for til bolden – benytter sig af en uacceptabel teknik. For at lette forståelsen af, hvad et ad hominem argument går ud på,  forklarer man det da også ofte som en argumentationsform, hvor man går efter manden i stedet for bolden. 

Denne form for tackling  udløser som bekendt normalt et rødt kort inden for fodbold, og medfører, at den formastelige bliver udvist af kampen i en periode. Helt den samme konsekvens ses ikke så ofte i den verbale kamp. Her lønner det sig tværtimod ikke så sjældent at være behændig på området, - i hvert fald når man ser på, hvem der vinder den famøse (ofte politiske) diskussion. Dette gør Peter Øhrstrøm opmærksom på i Logisk Set, hvor han bringer et læserbrev med følgende indhold: 

”Nu har politiker X foreslået, at der skal bygges en bro mellem Lolland og Tyskland. Må jeg lige minde om, at X tidligere har fremsat mange forslag, som senere altid har vist sig at være hen i skoven. Sådan er det også med det forslag, som X nu vil have os til at hoppe på. Nej, vi skal ikke have nogen bro mellem Lolland og Tyskland.” (Øhrstrøm, p. 72) 

Som det fremgår af ovennævnte, fremsættes der ikke nogen egentlige argumenter i forbindelse med diskussionsemnet, nemlig selve brobygningen, - i stedet drejer sagen sig om politiker X’s tilsyneladende mangelfulde evne til at komme med forslag, der falder i læserbrevs-skribentens smag. Han går tydeligvis efter manden i stedet for bolden. Skulle den anvendte fremgangsmåde ikke være tilstrækkelig, kan det eventuelt lade sig gøre underbygge sine argumenter ved at henvise til en autoritet, det være sig videnskaben eller andre, hvis ord anses for lov. Også denne argumentationsform har fået et navn, nemlig argumentum ex autoritate,  og udtrykkes ofte med ordene: ”Det er videnskabeligt bevist”, hvormed enhver indsigelse synes omsonst, - for hvem kan argumentere mod noget, som videnskaben siger god for ? 

Med dette spørgsmål synes tiden inde til at se nærmere på, hvordan diskussionen om psi-forskningen, som jo tilsyneladende kan henvise til, at det er ”videnskabeligt bevist”, ikke stopper der. Jeg har ovenfor uddybet nogle teoretiske aspekter inden for argumentationsteorien og ønsker nu at anvende disse i en analyse af det empiriske materiale, jeg senere vil specificere nærmere.

Til toppen
 

Kritik i udlandet 

Efter fremkomsten i 1997 af Dean Radins bog The Conscious Universe i USA blev  bogen anmeldt forskellige steder, herunder også i det velanskrevne videnskabelige tidsskrift  Nature, d. 23/10-1997 (jvf. http://bbs.cruzio.com/~quanta/review.html)

Anmeldelsen blev skrevet af I.J. Good fra Department of Statistics, Virginia Polytechnic Institute and State University, Blacksburg, Virginia, som bygger den op på den måde, at der først formuleres en kontekst, ind i hvilken det er meningen, at læseren skal forstå hans kritik. Som nævnt tidligere er konteksten essentiel for læserens tolkning af det budskab, der ønskes formidlet, og dette sker for Goods vedkommende ved at nævne, at han har en ven, som har arbejdet med parapsykologi, men senere blev skeptiker. Derudover påpeges nogle ”mærkværdige” sammentræf, han har oplevet i sit liv. Samtidig gør han opmærksom på, at disse næppe kan betegnes som paranormale, og da han jo er statistiker, benytter han naturligt nok statistiske beregninger til at understøtte sit argument. Dette fører over til den konklusion, at der er brug for kontrollerede observationer, i stedet for de tilfældigheder, vi alle kan berette om, og næppe har han sagt disse ord, før der henvises til en parapsykolog, S.G. Soal, hvis arbejde 20 år efter, at det var udført, blev påvist at være ”very probably fraudulent” (men altså kun ”very probably”). Det skal i den forbindelse understreges, at den forsker, som foretog nævnte afsløring, bliver betegnet som havende udført et ”ingenious detective work”.( jvf. http://bbs.cruzio.com/~quanta/review.html). Den første gang Dean Radin og hans bog nævnes, gøres det klart, for læseren, at omtalte, for psi-forskningen pinlige, undersøgelse ikke er nævnt heri.

Hermed er konteksten sat. Og set med mine øjne kan den nærmere beskrives som følger:

Som helhed kan ovennævnte kontekst siges at signalere skepsis og mistro, som vel at mærke fremstilles af en autoritet, - og det er altså denne stemning, anmeldelsen af Radins bog skal fortolkes ind i af læseren, som måske, måske ikke lader sig påvirke. De første par sider af anmeldelsen bruges stort set kun til at sige noget, som ikke direkte vedrører bogen, men som godt kan underbygge tesen om, at Good virkelig er en meget vidende mand, - en kapacitet på sit felt, og da bogen endelig nævnes (bortset fra en kort bemærkning, er det nederst på side 2 ud af godt 3 sider), sker det ved, at der påpeges nogle faktuelle fejl med hensyn til visse statistiske udregninger i bogen.

Good skriver herefter: ”This conclusion largely undermines Radin’s meta-analysis which is central to his case for ESP”( http://bbs.cruzio.com/~quanta/review.html). Men til trods for dette finder Good Radins bog ”well written and provides a good summary of the arguments supporting the existence of ESP” , samtidig med at han råder læseren til også at kigge nærmere på de afsløringer (!), der er blevet foretaget af  svigagtige psi-forskere: ”Readers should also consult ....”

Uanset at konteksten giver anledning til at tro, at der er ikke kan være tale om en decideret neutral anmeldelse, opfylder Good et af de krav, som Radin opstiller (jvf. ovenfor), idet Good gennemgår det statistiske fundament for Radins resultater, og i den forbindelse kan påpege en faktuel fejl, som Radin herefter har mulighed for at rette. Dette kan siges at være konstruktiv kritik, - noget man som forsker kan lære af.

Good slutter sin anmeldelse af med nogle tanker om, hvad der kunne overbevise ham om psi-fænomeners eksistens, og han foreslår en procedure, som ville kunne ”rule out the possibility of undetectable fraud”. Hermed ender anmeldelsen som den begyndte: med en implicit henvisning til, at der i Radins bog (og inden for psi-forskningen generelt) nok er tale om svindel.

Til toppen

Respons på Good’s anmeldelse

En sådan anmeldelse får naturligvis ikke lov til at stå uimodsagt af tilhængerne af psi-forskningen.

Goods anmeldelse bliver da også imødegået af såvel forfatteren samt af (mindst) 3 prominente videnskabsfolk: fysikeren og nobelpristager Brian D. Josephson, Cambridge, UK (jvf. http://www.tcm.phy.cam.ac.uk/~bdj10/psi/doubtsregood.html) Michael Rossman, Berkeley, Californien, USA, (http://www.tcm.phy.cam.ac.uk/~bdj10/psi/rossman.html) og fysikeren Nick Herbert (iflg. Rossman, jvf. samme).

Hvad der kan anses for essentielt i nærværende sammenhæng, er først og fremmest Josephsons prompte afvisning af, at Radin skulle have lavet en fejl i sine statistiske udregninger, hvorfor Goods væsentligste kritik af bogens faktuelle indhold falder til jorden. Denne indvending, som sendes skriftligt til Nature nægtes imidlertid offentliggjort af samme, der hævder ikke at have plads, og desuden mener, at det ikke er nødvendigt med en berigtigelse, idet Goods anmeldelse ”was anyway quite supportive of the book” (http://www.tcm.phy.cam.ac.uk/~bdj10/psi/doubtsregood.html). 

Først efter en skarp kritik fra Michael Rossman i maj 1998 vedrørende Nature’s håndtering af sagen, som han bl.a. betegner som ”undignified and shameful” offentliggøres Radins brev, ligesom den redaktør, der var ansvarlig for afvisningen af de førnævnte breve, forlader sin stilling på tidsskriftet (http://www.tcm.phy.cam.ac.uk/~bdj10/psi/rossman.html).

Ovennævnte debat har kunnet følges på internettet, og som det allerede er nævnt, overholder Good (delvist) de retningslinier, som Radin selv opsætter for udøvelsen af konstruktiv kritik, idet der påpeges faktuelle fejl på samme måde, som det ville kunne ske, inden for alle andre videnskabsgrene. Hvad der taler imod denne opfattelse er imidlertid den kontekst, Good placerer sin kritik i og som er behandlet ovenfor. Her til kommer så selve tidsskriftets behandling af de kritiske røster, der rejste sig i kølvandet på offentliggørelsen af anmeldelsen. Den synes ikke at kunne fortjene betegnelsen af fair og lige behandling af såvel nye som etablerede videnskaber.

Nu kan man selvfølgelig mene, at den udenlandske kritik af psi-forskning i almindelighed og Dean Radins bog i særdeleshed kun hører hjemme i verden omkring Danmark. Her i landet er vi vel kendte for at have en tolerant og åben indstilling til de fleste af livets aspekter. Som det vil fremgå af det følgende, er dette imidlertid en kendsgerning med modifikationer, som vi skal se nærmere på.

Til toppen

Kritik i Danmark
(Af tekniske grunde er jeg desværre ikke i stand til at bringe de to artikler, jeg henviser til, her på hjemmesiden. Disse er: "Samvirke", Okt. 1999: De alternative og de etablerede (af Thomas Davidsen) samt Berlingske Tidendes tillæg "Univers", 17/8-99: På kant med fysikkens love (af Miriam Katz)

Der er i hvert fald to steder her i landet, hvor Radins bog har været omtalt, og disse skal nævnes her, både for at belyse den danske indstilling, men også for at undersøge de midler, hvormed der argumenteres, og for slutteligt at drage sammenligning med den udenlandske debat. Desuden ønsker jeg at forsøge at opstille nogle synsvinkler, der kan bruges som udgangspunkt for den videre behandling af min problemformulering.

I februar 1999 bragte Radioavisen den store nyhed, at ”Mennesket har svage, men opsigtsvækkende evner til at påvirke maskiner ved tankens kraft, til at sanse på stor afstand – og måske også til at se ind i fremtiden” (jvf. Samvirke, oktober 1999). Baggrunden for at kunne bringe denne oplysning var Dean Radins bog ”The Conscious Universe”. Radioavisens redaktion forsøgte dagen igennem at indhente kommentarer fra den etablerede forskningsverden, men forgæves. Der var tilsyneladende ingen forskere herhjemme, som kendte noget til eller ønskede at ytre sig om området. Nyheden blev tiet ihjel af samtlige nyhedsmedier og ville næppe have nået en større kreds af interesserede, hvis ikke Samvirke (ibid.) og kort før da, Berlingske Tidendes tillæg Univers (august 1999) havde taget emnet op til nærmere undersøgelse.

I Samvirke var det Thomas Davidsen, der skrev en artikel på baggrund af bl.a. interviews med chefredaktør Peter Wivel, Berlingske Tidende, fysikeren, professor Holger Bech Nielsen, Niels Bohr Instituttet, samt forfatteren og billedkunstneren Morten Skriver, medens Miriam Katz i Univers dækkede stoffet bl.a. ved interviews med lektor Benny Lautrup, Niels Bohr Instituttet, professor Bobby Zachariae, Psykologisk Institut, Århus Universitet, samt hjerneforskeren Jesper Mogensen, København Universitet. 

Det er således for begge artiklers vedkommende såkaldte ”kapaciteter” på andre felter end det omhandlede, der er blevet interviewet, og det forekommer specielt interessant, at der er to fysikere endog ansat ved samme institut, der udtaler sig til medierne, - dette ikke blot fordi de repræsenterer naturvidenskaben, men også fordi det er hos dem de skarpeste kontraster ses,  hvad angår indstilling til emnet. Jeg vil derfor uddybe deres kommentarer ret dybtgående, medens de resterende  vil blive behandlet i lidt kortere form.

Interviews i Univers

For at begynde med pressens dækning af psi-forskningen, fremgår det af interviewet med Berlingske Tidendes chefredaktør, Peter Wivel, at avisen ikke anmelder de ellers så udbredte ”alternativ-bøger” fordi man mangler dokumentation for deres resultater, idet

 ”vores beskæftigelse i dagspressen er at oplyse folk om ting, der er af almen interesse, og som der kan udveksles fælles erfaringer om. Det kan der ikke om overtro, og derfor skriver vi ikke om det. Vi ville jo bare skuffe folk, hvis vi skrev, at det er noget sludder og vrøvl ..... Men den dag, der i The Lancet står, at der er dokumentation for de ting, så skriver vi selvfølgelig også om det”.

For Peter Wivel (og dermed for Berlingske Tidende) er det altså essentielt, at der skal autoritative udtalelser til at flytte noget fra kategorien ”overtro” og ”sludder og vrøvl” til kategorien af ting, der er ”af almen interesse, og som der kan udveksles fælles erfaringer om”. Det fremgår ikke klart af artiklen, hvorvidt Wivel specifikt besvarer et spørgsmål angående The Conscious Universe, eller om han udtaler sig om den såkaldte alternativ-litteratur generelt og heri inddrager førnævnte bog - måske uden at vide, hvad den egentlig handler om.

Konklusionen, man kan drage, er imidlertid, at blot en bog hentyder til det, Radin betegner psi-fænomener, indtages der hos chefredaktøren en position brolagt med fordomme, der åbenbart kun kan overkommes ved at disse bliver modsagt af autoritative instanser, som fx The Lancet.

Denne indstilling falder godt i tråd med de udtalelser, Benny Lautrup kommer med i Univers, idet han siger:

”Men det ville da være utrolig interessant, hvis psykokinese kunne påvises og efterprøves. Eksperimenterne skulle bare udføres på en sådan måde, at de kunne publiceres i anerkendte, mainstream fysik-tidskrifter” – hvilket ikke er tilfældet med Radins, hvor resultaterne kun er offentliggjort i tidsskrifter der ”befinder sig i udkanten af mainstream-fysikkens verden”

Dette kan måske forekomme ganske plausibelt, men set ud fra en argumentatorisk synsvinkel synes der at være tale om et såkaldt cirkelargument, hvis struktur er behandlet tidligere. Dette kan begrundes således:

Hvis et kriterium for, at noget ikke er overtro, er, at det kan publiceres i et mainstream blad (som pr definition ikke hengiver sig til overtro), så vil et blad, som publicerer noget, der kategoriseres  ”overtro” automatisk blive stemplet ikke-mainstream, hvorved det ikke længere vil kunne bruges som basis for autoritative udtalelser. Man kan således godt forestille sig, at The Lancet blandt mennesker, som har den overbevisning, at psi-fænomener er overtro, ikke længere ville kunne bruges som autoritet, hvis det bragte indlæg, der talte til gunst for en ny indstilling over for psi-forskningen.

En sådan skæbne er nemlig tilsyneladende overgået den engelske fysiker Brian Josephson, der som tidligere nævnt har protesteret mod Nature’s anmeldelse af The Conscious Universe, og som derfor – på trods af at have opnået den højeste anerkendelse inden for videnskaben, Nobelprisen – ikke desto mindre er faldet i troværdighedsgraderne på grund af sin åbne indstilling over for parapsykologien. Dette ses af følgende citat:

”Desuden, fortæller Lautrup, er det en kendt sag i fysik-kredse, at Radins mest prominente støtte, Nobelpristageren i fysik Brian Josephson, er gået over i mystikernes lejr; derfor kan Josephsons ros, der pryder Radins hjemmeside, ikke tages til indtægt som en hardcore fysikers blåstempling af parapsykologi”

Dersom det at udtale sig positivt om psi-forskningen automatisk gør en person (uanset tidligere renommé) til ”mystiker” hvis meninger, man ikke længere kan stole på, så vil det ikke være muligt for en hardcore fysiker at udtale sig på en favorabel måde om psi-forskningen, idet en sådan udtalelse bringer ham fra at være hardcore til at blive stemplet som overtroisk, osv. osv.  Rent logisk er der også her tale om et cirkelargument, og ovennævnte argumentation må derfor siges at være værdiløs i forbindelse med en sober underbyggelse af Lautrups synspunkt.

Men ikke kun direkte formelle fejl i argumentationen kan påvises i de danske forsøg på at underkende den psi-forskning, der fremlægges i The Conscious Universe. Heri nævner Radin fx også, at kritikere ofte udtaler sig uden at have et tilstrækkeligt grundlag at fremsætte deres synspunkter ud fra. Dette kunne godt se ud til at være tilfældet med Bobby Zachariae, der siger:

”Det er rigtigt, at nogle parapsykologiske eksperimenter viser en psykisk effekt, men spørgsmålet er, om undersøgelserne er gode nok. Jeg har ikke set overbevisende videnskabelig dokumentation for f.eks. tankeoverføring”

Nu er lige præcis tankeoverføring (dvs. telepati) det område, som ifølge andre kilder anses for at være mest veldokumenteret, hvilket bl.a. henføres til den anerkendte ganzfeld-metode, der er beskrevet tidligere. Zachariae er måske ikke bekendt med den omfattende forskning (men nævner den trods alt som sit eksempel, hvorfor det synes rimeligt at antage, at han har et vist kendskab til den), og dette kan virke paradoksalt, idet det netop er denne forskning, som har indebåret, at parapsykologien er blevet betragtet som optagelsesværdigt i den internationalt anerkendte lærebog i psykologi ”Introduction to Psychology” (jvf. ovenfor).

Zachariae fremkommer også med sin skepsis over for den af Radin anvendte meta-analyse, idet han siger:

”Der er meget debat om, hvad man egentlig kan slutte af meta-analysernes statistikker”

Dette kan meget vel være korrekt, men det er ikke et argument, der nævnes af nogen af de andre videnskabsfolk, som har udtalt sig (inkl. de amerikanske). Da værdien af meta-analysens metode synes at have stor betydning for værdien af Dean Radins undersøgelser, har jeg bedt Bobby Zachariae uddybe sin udtalelse og evt. henvise til artikler, hvoraf denne debat fremgår. På min forespørgsel modtog jeg følgende svar pr. email d. 14/5-01:

”Jeg kan desværre ikke huske den pågældende artikel, men hvis jeg skal sige noget om, hvad jeg kan have ment generelt om meta-analyser, så må det være, at meta-analysens værdi er afhængig af kvaliteten af de undersøgelser, den er baseret på. Når man foretager en metaanalyse vælger man at inkludere eller ekskludere undersøgelser udfra en række kriterier. Eksempelvis, hvis de undersøgelser analysen er foretaget over, er metodisk tvivlsomme, vil resultatet af metaanalysen være tvivlsom...populært kalder man det "garbage in - garbage out" ... mit gæt er, at det er det, jeg har refereret til. Et andet problem man skal forholde sig til, er en såkaldt "fail-safe- beregning", som hænger sammen med det såkaldte "file-drawer-problem". Man ved, at undersøgelser med negative resultater har en tendens til ikke at blive publiceret i samme omfang som positive resultater. Derfor bør man foretage en såkaldt fail-safe-analyse, der kan fortælle, hvor mange negative undersøgelser, der skal ligge i skufferne rundt omkring, før resultatet af metaanalysen bliver negativt.”

Ud fra ovennævnte synes det rimeligt at konkludere, at Zachariaes generelle betænkeligheder ved meta-analyser går på evt. medtagne fejlkilder, som kan forvrænge billedet af den viden, man ønsker at opnå. Det gælder både det metodologiske aspekt og tendensen til at ville skjule negative resultater.

Netop sidstnævnte, den såkaldte ”file-drawer”-effekt, tages op i diskussionen mellem den amerikanske anmelder I.J. Good på den ene side, og forfatteren Dean Radin og nobelpristageren Brian Josephson på den anden, idet førstnævnte kommer til det resultat, at der kun skal være 16 file-drawer resultater (altså upublicerede undersøgelser) for hver publiceret undersøgelse for at gøre Radins resultater ubetydelige (dvs. at de kan bero på tilfældigheder). Radin selv og Brian Josephson fremhæver, at tallet skal være 3300, hvilket må siges at være noget sværere at bortforklare.

Som ikke-fagperson er det vanskeligt at vurdere Radins meta-analyser, og jeg må derfor henvise til den diskussion, der har fundet sted mellem de amerikanske videnskabsmænd. Imidlertid kan det fremhæves, at Radins og Josephsons synspunkter synes at blive bekræftet af Holger Bech Nielsen, hvilket vil fremgå af hans udtalelser nedenfor.

På trods af sin førnævnte kritik, er Zachariae positivt stemt over for psi-forskningen, som han finder er ”et område, vi som videnskabsfolk skal være åbne overfor”

Denne indstilling deles tilsyneladende ikke af Benny Lautrup, der kommer med nogle meget kritiske bemærkninger. Han siger således: 

”Han (dvs. Radin) gør et useriøst indtryk. Jeg tror ikke en døjt på hans data og den databehandling han udfører. Han falder igennem i det gode videnskabelige selskab, men klarer sig sikkert fint i kasinoernes verden, hvor overtroen jo også florerer”.

Dette kan betegnes som et ad hominem argument, idet Lautrup går efter manden i stedet for bolden, fx ”Han gør et useriøst indtryk” hvilket (måske) begrundes med, at Lautrup ikke tror på Radins data og hans databehandling. Samtidig kan Lautrups ordvalg næppe karakteriseres som passende for en diskussion af et videnskabeligt emne, hvilket godt kan give det indtryk, at han netop ikke betragter dette som videnskabeligt, - dog uden at begrunde dette nærmere. 

Uanset hvad der måtte have været anledning til det kraftige udfald mod Radin, kan det i hvert fald konstateres, at der er tale om et særdeles subjektivt udsagn, der viser sig ved, at Lautrup ikke ’tror’ på nogle data. Han henviser ikke til, at konkrete data kan påvises at være ukorrekte, selv om det bliver den slutning, man må drage af udtalelsen. Herudover bemærkes det, at Lautrup udtaler sig temmelig nedladende om Radins kasino-undersøgelser. Dette kan synes mærkværdigt, når man betænker, at statistiske teorier (som benyttes overalt inden for naturvidenskaben) jo netop er kommet til verden ved hjælp af tanker og ideer affødt af diverse former for spil, herunder kortspil, terningespil og lignende. Og denne fremgangsmåde anvendes i vid udstrækning, når fx skoleelever undervises i statistik, hvorfor det ikke nødvendigvis er noget usædvanligt i, at Radin bruger samme taktik over for sin læserskare, der jo også inkluderer ikke-fagfolk. Desuden må det stå hen i det uvisse, om overtro florerer mere i ”kasinoernes verden” end andre steder, ligesom det ikke fremgår, hvor Lautrup har denne (interne) viden fra. 

Der er imidlertid andre ting, Lautrup ”tror”, idet han afviser, at videnskaben er præget af konservatisme. Han siger således: 

”Jeg tror ikke, at fysikerne generelt har berøringsangst. De er bare kritiske overfor, hvad de bruger deres tid på. Både inden for fysikken og udenfor. De fleste mener simpelthen ikke, at der er kød på det her ben.”

Dette må siges at være en temmelig problematisk udtalelse, hvis man ser på den i relation til, at den foretages på vegne af en autoritet. Den er subjektiv og baseret på fornemmelse, eftersom det nok er tvivlsomt, hvorvidt ”de fleste” fysikere nogen sinde er blevet spurgt om, hvad de mener om de undersøgelser, Radin lægger frem i sin bog. Herved forudsættes det naturligvis, at det er dem og ikke hvad man ellers måtte være stødt på af undersøgelser inden for det ”overtroiske” område, der er tale om. Men denne forudsætning er vel rimelig at antage, idet Lautrup som videnskabsmand kan anses for at være vant til at afgrænse sit emne og udtale sig specifikt herom. 

Konklusionen på ovennævnte udtalelser af Benny Lautrup er, at der spores en klar forudindtagethed imod psi-forskning, herunder specielt Dean Radin personligt. Man kan ikke tale om, at interviewet lægger op til en videnskabelig gyldig diskussion, hvori divergerende meninger luftes på saglige præmisser. Meget ville måske have set anderledes ud, hvis Lautrup havde haft bedre mulighed for at overveje sine svar, idet det ikke kan udelukkes, at disse er fremkommet via et (hurtigt ?) telefon-interview. Det fremgår fx ikke af interviewet, hvorledes Lautrup er blevet bekendt med Radins bog, men det må ikke desto mindre formodes, at han har læst den, siden han er i stand til at fremkomme med så markante meninger om den. 

 Til toppen

Interviews i Samvirke 

Månedskriftet Samvirke er mere klar omkring spørgsmålet angående læsning af bogen. Her har man forelagt bogen for Lautrups kollega, fysikeren Holger Bech Nielsen, og denne udtaler sig  temmelig anderledes end Lautrup. Bl.a. fremhæver Bech Nielsen, at ”al den forskning, bogen fortæller om, opfylder alle den etablerede videnskabs krav”. Og han siger direkte: 

”Det er jo nærmest chokerende imponerende. Der er taget højde for alle de udspekulerede ting, der er at indvende. Og det er også lidt bekymrende, for det meste er jo i direkte lodret modstrid med de i forvejen kendte fysiske love. Derfor skal man også være ekstra skeptisk. Men eksperimenterne er så flotte, at de næsten kræver at blive pillet fra hinanden .”

Hvad der kan fremhæves her, er Bech Nielsens henvisning til forsøgene og resultaterne (herunder hans tilsyneladende godkendelse af meta-analyserne). Der nævnes intet om personen bag. Samtidig er det bemærkelsesværdig, at Bech Nielsen tør udstille sig selv som ”bekymret” – på vegne af de naturlove han kender og har bygget sin viden op omkring. De eksperimenter, der omtales i bogen, opfattes af Bech Nielsen som en udfordring, han gerne vil tage op. 

De sidste af de interviewede personer, hjerneforskeren Jesper Mogensen samt forfatteren og billedkunstneren Morten Skriver, er meget åbne over for en anerkendelse af psi-fænomenernes eksistens. Førstnævnte betragter dem som et led i sine forsøg på at blive klogere på hjernens funktioner, som vi kun kender ganske lidt til. Han udtrykker det således: 

”Disse fænomener handler om noget, vi ikke forstår. Og ligegyldigt om f.eks. tankeoverføring og spøgelser eksisterer eller ej, så kan en bedre forståelse af disse fænomener gøre os klogere. Enten ved at udvide vores forståelse af tid og rum, krop og ånd, eller ved at fortælle os mere om menneskesindet. Men man skal da være kritisk over for parapsykologi. Det er kritik, der driver videnskab frem” 

For Morten Skriver er der ikke noget nyt ved selve troen på, at psi-fænomener eksisterer. Hans undren går mere på, at det er muligt at bevise dem naturvidenskabeligt, samt at man i Danmark hører så lidt om den forskning, der er pågået i udlandet. Han mener, at man i de etablerede kredse vælger at tie om resultaterne fordi, som han siger: 

”Det vil gøre ondt på naturvidenskabens selvforståelse, hvis den skal reduceres til en metode til udvikling af teknologi frem for en vej til erkendelse af verdens natur. Det er knap så prestigefyldt”  

Ligeledes forestiller han sig, at accepten af psi-fænomenerne kan udgøre en trussel mod den kristne religion, hvis transcendente gudsbillede vil krakelere, når det kan bevises, at ”Gud er i alting, både inden i og uden for mennesket” . 

Som Skriver opfatter situationen er det altså ikke kun personlige psykologiske faktorer, der spiller ind, men (også) aspekter, der rækker langt videre, og hvis dette er korrekt, kan det måske bedre forstås, at der kan være så divergerende meninger om psi-fænomeners eventuelle eksistens.  

Efter dette forsøg på at analysere debatten omkring psi-forskningen ud fra en traditionelt argumentationsteoretisk synsvinkel, kan man spørge om ikke mere moderne teorier ville være på sin plads. En sådan kunne måske bidrage med yderligere eller med uddybende kommentarer. Til dette formål har jeg valgt at lade Jürgen Habermas komme til orde, idet han vel gennem de seneste årtier mere end nogen anden har været med til at præge spørgsmålet om den menneskelige kommunikation. Jeg vil derfor kort præsentere nogle træk fra hans teorier, og bringe dem i anvendelse på de ovenfor nævnte synspunkter omkring psi-forskningen. 

 Til toppen 

Jürgen Habermas om kommunikation 

For Habermas er sproget både et kommunikationsmiddel, som mennesker bruger i interaktionen med hinanden, og det er et refleksionsmedium, der tjener til, at et individ med sig selv (eller sit andet jeg) kan overveje og begrunde de normer og meninger, vi med jævne mellemrum støder på i hverdagen.

I forbindelse med selve kommunikationens karakter skelnes der mellem hhv. kommunikativ handlen og den såkaldte diskurs. Førstnævnte er Habermas’ betegnelse for, hvad man kunne kalde almindelig daglig tale, hvori der udveksles informationer i interaktionen mellem mennesker, uden at man her tænker over de forudsætninger, hvorpå samtalen hviler. Det ville også være en utrolig træg proces, som det hverken er hensigtsmæssigt eller nødvendigt at udføre i hverdagen.  

I diskursen går man imidlertid et niveau dybere, idet man her undersøger, hvorvidt de normer og meninger, der danner basis for den kommunikative handlen, kan accepteres som gyldige. Der kan her være opstået problemer, som har brug for tematisering, og dette foregår udelukkende gennem argumenter, - uden hensyntagen til fx kropssprog. Det er kun argumenterne, der tæller. 

Uanset om der er tale om den ene eller den anden form for kommunikation, kan der imidlertid opstilles krav til en samtale. Habermas taler om fire krav, - de såkaldte gyldighedskrav, der lyder således: 

1.       Enhver ytring skal være grammatikalsk korrekt og i denne forstand  forståelig

2.       Den skal være sand. Det vil sige, at den skal gengive tingene, som de er

3.       Den skal, hvis den udtrykker en holdning eller hensigt, være vederhæftig, dvs., at taleren virkelig skal have den holdning, han giver udtryk for

4.       Endelig skal den leve op til et krav om rigtighed i moralsk forstand. F.eks. er en ytring kun en vellykket ordre, hvis den, der udsteder ordren, har ret til at befale over den, han udsteder ordren til. (Lübcke, 1999, p. 279) 

Man kan nu opstille idealet om en ideal samtalesituation, hvorom Habermas udtaler: 

”Den ideale samtalesituation udelukker systematisk fordrejning af kommunikationen. Kun da hersker udelukkende det bedre arguments ejendommelig tvangsfrie tvang, der sagkyndigt lader den metodiske afprøvning af påstande komme til sin ret, og som rationelt kan motivere afgørelsen af praktiske spørgsmål” (Rasborg, p. 114) 

I sådanne ideale samtalesituationer må opfyldes to såkaldt trivielle  betingelser, - og for at sikre at diskursen ikke finder sted på et pseudo-grundlag endvidere to ikke-trivielle krav. Behandlingen af sidstnævnte vil dog blive undladt af grunde, jeg skal komme nærmere ind på nedenfor.  

De trivielle krav kan opstilles således: 

1.    Alle potentielle deltagere i en diskurs må have den samme chance for at anvende kommunikative talehandlinger, således at de til enhver tid kan åbne diskurser, og fortsætte dem ved hjælp af. indlæg og modindlæg, spørgsmål og svar.

2.    Alle diskursdeltagere må have den samme chance for at opstille tydninger, påstande, anbefalinger, forklaringer og retfærdiggørelser, og for at problematisere, begrunde eller gendrive disses gyldighedsfordringer, således at ingen forudgiven mening varigt forbliver unddraget tematisering og kritik. (Rasborg, p. 114/5) 

Disse krav synes at pege på de samme retningslinier, som Radin opstiller, hvorefter der må gælde ens regler for nye såvel som for etablerede forskningsområder. Alle har ret til fremsætte argumenter og komme med indlæg. Ligeledes må den kritik, der fremsættes kunne afprøves, dvs. de argumenter, man som modpart fremstiller, må være i stand til at blive overvejet, vurderet, - eventuelt (hvor der er tale om eksperimenter) fysisk efterprøvet.  

Noget andet er så, om den af mig problematiserede debat med rette kan betegnes en diskurs. Og til det spørgsmål kan man måske svare, at der synes at være flere lag i debatten, således at der både er tale om en kommunikativ handlen og en diskurs.  

Ovenfor blev det anført, at der i førstnævnte bliver udvekslet informationer, idet de normer, som ligger til grund herfor, ikke tages op til diskussion. I tilfældet psi-forskning synes der at være tale om en kommunikativ handlen, når man ser på fx Benny Lautrups reaktion på Dean Radins bog, idet han henviser Radin til kasinoernes verden og til ikke at tilhøre det gode videnskabelige selskab, - vel at mærke uden en sober argumentation. Herudover kan man måske finde antydningen af en diskurs i Lautrups afvisning af Radins data og databehandling, idet disse kan siges at udgøre grundlaget for Radins konklusioner. Problemet i nærværende tilfælde er imidlertid, at afvisningen ikke er argumenteret. Der er således ikke mulighed for at imødegå afvisningen med nye argumenter, og det forekommer tvivlsomt, om man med Habermas kan betegne kommunikationen som en diskurs. Derimod kan man sige, at Holger Bech Nielsen lægger op til en diskurs, idet han kommenterer Radins eksperimenter og stiller sig åben over for en videre undersøgelse af disse, som ”næsten kræver at blive pillet fra hinanden”  

I Goods anmeldelse er kommunikationsmåden noget mere kompliceret at gennemskue, bl.a. fordi en stor del heraf synes at være implicitte hentydninger til noget usagt. Imidlertid går Good også i et tilfælde ind og kommenterer den udregning, som Radin har foretaget i en meta-analyse, og det kan vel forsvares at kalde denne fremgangsmåde for et indlæg i en diskurs, hvor kun argumenterne taler. At der imidlertid ikke er tale om en symmetrisk udveksling af argumenter kan ses ud af den træghed Nature viser ved sin modvillighed til at optage mod-indlæggene fra hhv. Radin og Josephson.   

Nu er det selvfølgelig ikke let at bedømme en debat fuldt ud på grundlag af det – trods alt – spinkle empiriske materiale, der er til rådighed. Dette kan således næppe med rimelighed siges at gøre mere end vise en tendens til, at de involverede parter undertiden griber til midler, som ikke befordrer en diskurs, og konklusionen må blive, at det ikke synes klart, at man i ovennævnte tilfælde vil kunne tale om en sådan. Da Habermas netop bruger sine ikke-trivielle betingelser til at skelne mellem, hvorvidt en diskurs er ægte og pseudo, synes det ikke relevant for nærværende at komme nærmere ind på disse, hvorfor jeg som ovenfor nævnt vil undlade dette. 

Uanset at man næppe kan betegne psi-debatten som en diskurs, er det muligt at underkaste de anførte samtalesituationer en undersøgelse af, hvorvidt de overholder de førnævnte gyldighedsfordringer. Og i den forbindelse kan det hævdes, at alle sætninger er grammatisk korrekte og forståelige, men herudover forekommer det fx tvivlsomt, om det i alle tilfælde er sandheden, der gengives, altså hvordan tingene egentlig er. Således fremfører Lautrup flere gange gisninger, - på egne og andres vegne, og herved stilles læseren i tvivl om, hvorvidt der er tale om sande udsagn, for man kan med god ret spørge, om der er foretaget en generalisering på basis af egen opfattelse, eller der er tale om konkrete udsagn fra forskellige forskere. Ligeledes kan man fx i Goods anmeldelse stille sig tvivlende overfor, om han virkelig mener, at Radins bog ”provides a good summary of the arguments supporting the existence of ESP”. Konteksten synes, som påvist tidligere, ikke at understøtte udsagnet. 

Hertil kommer Lautrups udtalelse om, at det da ville være ”utrolig interessant, hvis psykokinese kunne påvises og efterspores”. Heller ikke her synes konteksten at understøtte synspunktet, specielt ikke når Lautrup uden begrundelse kan anføre, at han ikke ”tror en døjt på hans  (dvs. Radins) data og den databehandling, han udfører”. 

M.h.t. et krav om moralsk rigtighed er der også visse problemer. Hvordan kan Lautrup fx tillade sig at sige om Radin, at han ”falder igennem det gode videnskabelige selskab” ? Kan dette være en vellykket ytring ? Er det op til Lautrup at bedømme, hvem der tilhører det gode videnskabelige selskab ? Der synes at mangle begrundelse for, at Lautrup er autoriseret til at udtale sig således om Radin. Eller er der tale om en selvbestaltet autoritet ? 

Sammenfattende kan man sige, at Habermas’ krav til den herredømmefri samtale, herunder hans fire gyldigskrav, ikke opfyldes i en væsentlig del af den debat, der fremgår af det vedlagte empiriske materiale. 

Ud fra en traditionel argumentatorisk synsvinkel såvel som en mere moderne metode, forekommer det således rimeligt at konkludere, at debatten foregår på vilkår, som ikke kan siges  at overholde de krav, som må stilles til en konstruktiv debat, og dermed ej heller lægger op til en større forståelse for nye synspunkter. 

Når dette er sagt, kan man så begynde at interessere sig for et citat af psi-kritikeren Ray Hyman, der i Univers vurderer: 

”Eksistensen af parapsykologiske fænomener synes mere sandsynlig end nogensinde,” men, ”uforklarlige statistiske afvigelser fra tilfældet er langt fra at være overbevisende bevis på anormal kognition”

Nu har vi ovenfor set på argumentationen for og imod psi-forskningen og fundet, at den foregår på, hvad der kan betragtes som urimelige vilkår, samt at den mest saglige kritik har drejet sig om det statistiske materiale. Men som det fremgår af ovennævnte citat, synes Hyman langt fra at kunne overbevises af netop dette, og man kan i den forbindelse spørge, hvilken form for bevis, det egentlig er, han efterlyser ? De ellers så anerkendte naturvidenskabelige metoder, som Radins eksempler anvender, er tilsyneladende ikke gode nok til at fremstille beviser på psi-fænomeners eksistens. Men hvorfor er de ikke det ? Og hvordan bærer videnskaben sig ellers ad med at bevise eksistensen af forskellige fysiske fænomener ? Kan der her være tale om en inkonsistens, som gør det muligt at afvise nogle og godtage andre beviser? Og hvis dette er tilfældet, hvordan kan man da anskue forskellen mellem to problemfelter, der derfor må tilhøre hver sin kategori ?  

Disse spørgsmål vil danne udgangspunkt for den fortsatte behandling af min problemformulering, hvor jeg bl.a. vil skue lidt tilbage i tiden og undersøge, hvilket teoretisk grundlag naturvidenskabens metoder egentlig bygger på.

Til toppen

Videnskaben på arbejde

Som det fremgår af de interviews, jeg har vedlagt i bilag og tidligere har henvist til i forbindelse med min argumentationsteoretiske gennemgang, er der tilsyneladende en del uenighed om, hvad videnskaben skal beskæftige sig med. Hvad angår psi-forskningen udtrykker Benny Lautrup fx, at de fleste fysikere ikke mener ”at der er kød på det her ben”, medens Peter Wivel taler om ”overtro”  og ”sludder og vrøvl”. Meget tyder således på, at der er opstillet nogle kriterier for, hvad videnskaben kan og bør tage sig af, og hvad der falder uden for. 

Når dette er sagt, kan man så spørge, hvordan disse kriterier sættes, ligesom det måske også kunne være interessant at vide, hvem der sætter dem. Og begynder man at undersøge området, opdager man, at dette slet ikke er særlig klart defineret, ligesom det bliver tydeligt, at videnskabens grænser har en tendens til at flytte sig på en måde, så det ser ud, som om området bestandigt udvides: hvad der tidligere blev betragtet som værende udenfor det felt, der kunne undersøges, bliver inddraget efterhånden som videnskabens viden og metodologi forfines.

Nu er det at gøre verden og naturen til undersøgelsesobjekter faktisk ikke nogen særlig gammel idé. Man skal kun godt 300 år tilbage for at finde de første egentlige tegn på en beskæftigelse, som minder om det, vi i dag betragter som videnskabelig aktivitet. På dette tidspunkt var grunden beredt for tanken om, at det var muligt at skaffe ny viden ved at undersøge naturen gennem systematik og metode.

De nye tanker og dermed de nye tider krævede imidlertid en løsrivelse fra den altdominerende kirke, som gennem mange århundreder havde hævdet sin autoritet – ikke blot omkring hvad der måtte studeres, men også i mange tilfælde, hvad man måtte tænke herom. Adskillige mennesker endte med at lide martyrdøden, før det nåede så vidt, men indre splittelse i kirken gjorde det svært for den at danne et samlet værn mod de nye tanker, som efterhånden fik mere og mere næring og vandt større og større udbredelse. En filosof som Descartes var med sine tanker om res cogitans  og res extensa med til at befordre en mulighed for, at kirken og videnskaben kunne få tildelt hver sit ”kompetenceområde”, idet det blev overladt kirken at beskæftige sig med ”den tænkende substans”, dvs. med værdier, - hvad der var godt og ondt, - hvad mennesket ”Bør,” medens videnskaben kunne beskæftige sig med ”den udstrakte substans,” altså de såkaldte kendsgerninger, dvs. hvad naturen ”Er” (Von Wright, p. 73). Førstnævnte kunne fortsætte med de fortolkninger af den åbenbarede viden, der var fremstillet i Bibelen, eller man havde mulighed for at studere forskellige andre overleverede tekster. Denne beskæftigelse førte med tiden til den gren af videnskaben, der betegnes hermeneutik.

Videnskaben om naturen, naturvidenskaben¸ fik megen vind i sejlene ikke mindst takket være den engelske filosof, Francis Bacon (1561-1626), der med stor gennemslagskraft evnede at markedsføre sin idé om, at viden er magt, og dermed bibragte den vestlige verden den tanke, at man i stedet for blot at skue tilbage på det, som havde været, kunne begynde at præge fremtiden gennem grundige undersøgelser af naturen, idet, som han sagde:

”Nature is not ruled unless she is obeyed”

og

                    “Let the human race only recover its God-given right over Nature, and be given the necessary power” (Christensen, 2000) 

Mennesket kunne aflure naturens love og dermed blive i stand til at beherske den. Dette skulle ske ved at foretage observationer af diverse fænomener, hvorefter man kunne fremstille nogle generaliseringer og som følge heraf opstille en hypotese. Hypotesen skulle derpå forsøges bekræftet ved yderligere observationer, fx under kontrollerede forhold i et laboratorium, - den skulle med andre ord verificeres for at udelukke, at man havde fået opstillet en fejlbehæftet hypotese. 

Processen betegnede Bacon som induktion, og det skal bemærkes, at Bacon var helt klar over den fare, der ifølge logikken lå i at gå fra udsagnet ”Nogle svaner er hvide” til udsagnet ”Alle svaner er hvide”, men han var overbevist om, at en videnskabsmand, der sørgede for at rense sig for fordomme og for alle de former for bedrag, som sanserne kunne tænkes at udsætte ham for, ville være i stand til at undgå forhastede slutninger og til at eliminere overdrevne generaliseringer. Mennesket var herre over naturen og dermed også herre over sine egne sindsprocesser. 

I den optimistiske periode, som fulgte, opstod den opfattelse, at mennesket var i stand til at skabe et grundlag for at opnå såkaldt sikker viden, - en viden som hidtil havde været forbeholdt Bibelen og det åbenbarede Ord. I en urolig tid, hvor kirken ikke længere kunne fastholde sit patent på sand viden, var der behov for at søge nye autoritative kilder, og det kan med rimelighed hævdes, at Descartes og med ham de rationalistiske tænkere tildelte fornuften denne rolle, medens Bacon og hans empiristiske efterfølgere fremhævede de korrekt anvendte sanser som ophav til denne viden. 

Hvad der er vigtigt i nærværende sammenhæng er at fastslå, at der skabes en solidt forankret tro på, at mennesket har mulighed for at opbygge et sikkert fundament at bedrive videnskab på, selv om der var divergerende meninger om, hvilken autoritet man skulle henvise til. 

Flere store videnskabsmænd, heriblandt Isaac Newton, befæstede med tiden troen på empirismens forsøgsmetode og systematik og dermed tilliden til, at man via erfaringsvidenskaberne kunne beherske naturen. Herved skabtes der i løbet af det 19. og 20. århundrede grobund for den erkendelsesteoretiske opfattelse, at det kun var gennem sanserne, mennesket kunne opnå erkendelse, og hermed opstod den filosofiske retning, der i dag betegnes som positivisme.   

Selv om det efterhånden er blevet klart for de fleste videnskabsmænd, der måtte undersøge sagen, at den positivistiske indstilling er uholdbar, er det ikke desto mindre således, at tankegangen stadig gennemsyrer de videnskabelige kredse. I mange tilfælde adskilles pseudovidenskab fra ”rigtig” videnskab ved sin empiriske metode, og fx politikere argumenterer ofte for eller imod et synspunkt ud fra, hvorvidt der findes ”videnskabelig dokumentation” eller ej. Hvad man ønsker at støtte sig til er påstande, der er verificerede, og som man derfor lader sine økonomiske dispositioner vejlede af. Videnskabens metode og resultater er hermed blevet ikke blot rettesnor, men nærmest autoritet for nær sagt alle offentlige og såmænd også erhvervsmæssige investeringer.  

Kun sjældent hører man indvendinger mod denne anskuelse; det er som om spørgsmålet ikke må eller kan stilles. Og ser vi på det ovenfor nævnte diskussion af psi-forskningen er det da også påfaldende, at der kun er een, Morten Skriver, der stiller sig undrende over for, at psi-fænomenernes eksistens tilsyneladende kan påvises af naturvidenskaben og hermed dennes empiristisk baserede metoder. I dette tilfælde er der tale om en ikke-videnskabsmands undren. Alle i det (mere eller mindre) gode videnskabelige selskab lader til at finde det helt i orden, at det er verifikationsproblematikken, der dominerer diskussionen. Holger Bech Nielsen siger jo fx, at ”al den forskning, bogen fortæller om, opfylder alle den etablerede videnskabs krav” , medens Benny Lautrup ikke tror ”en døjt på hans data og den databehandling han udfører”. Heraf fremgår det, at uanset de forskellige meninger om Dean Radins arbejde, så er der ingen der anfægter hans fremgangsmåde (bortset fra Zachariaes indvendinger mod anvendelsen af meta-analyser). Det synes derfor rimeligt at konkludere, at hvad angår metoder, er der enighed om langt mere, end der er uenighed om. 

Ikke desto mindre findes der faktisk synspunkter, som er i modstrid med Radins og hermed den fremherskende naturvidenskabelige fremgangsmåde, og her må Karl Popper bringes på banen.

Til toppen  

Karl Poppers falsifikationsmetode 

Det er som sagt på tide at begynde at se på, hvorvidt der kunne være forskere, der ville gribe sagen anderledes an. Og her er Karl Popper et godt bud på en konstruktiv kritiker af hele det aggregat af forudsætninger, som ligger til grund for positivismens metode og den verifikationsproblematik, som følger heraf.  

Begge dele er nemlig efter Poppers opfattelse illusioner, og han benægter, at det er muligt at gå fra iagttagelse til  teori, - at det er absurd at forestille sig, at videnskaben kan begynde med en ren iagttagelse uden at have noget, der ligner en teori.

I nærværende tilfælde vil det altså betyde, at man ikke kan lave en teori om psi-fænomener ud fra en iagttagelse af deres eksistens. 

Popper sammenfatter sine konklusioner som følger: 

1.    Induktion, dvs. slutning baseret på mange iagttagelser, er en myte. Den er hverken en psykologisk kendsgerning, eller en dagligdags kendsgerning eller en kendsgerning om den videnskabelige fremgangsmåde.

2.       Videnskabens virkelige fremgangsmåde er at arbejde med gisninger: at springe til konklusioner – ofte efter blot en enkelt iagttagelse (som fx bemærket af Hume og Born).

3.       Gentagne iagttagelser og forsøg fungerer i videnskaben som afprøvninger af vore gisninger eller hypoteser, dvs. som forsøg på gendrivelser.

4.       Den fejlagtige tro på induktion er forstærket af behovet for et afgrænsningskriterium, som man traditionelt, men fejlagtigt tror kun den induktive metode kan give.

5.       Ideen om en sådan induktiv metode medfører ligesom verificerbarhedskriteriet en dårlig afgrænsning.

6.       Intet af dette ændres på mindste måde, hvis vi hævder, at induktion kun gør teorier sandsynlige snarere end sikre. (Popper, p. 62) 

Hvor Bacon mener, at en teori kan udledes på baggrund af omhyggelige eksperimenter og observationer, og at det videnskabelige arbejde herefter går ud på at verificere den opstillede teori, ønsker Popper at starte med ”et dristigt gæt”, - at udkaste en hypotese, som man herefter skal gøre alt for at  falsificere, idet han siger: ”Kun teoriens falskhed kan udledes af empiriske vidnesbyrd, og denne udledning er rent deduktiv.” (ibid, p. 63). Dette betegnes som den hypotetisk-deduktive metode. 

Med denne indvending mod den etablerede videnskab, synes Popper at vende hele problematikken på hovedet, idet han afviser såvel induktions- som verifikationsmetoden, og kan siges at introducere disses modsætning: dristige gæt og falsifikation. Hans kritik kommer til udtryk på flere måder, idet han for det første ikke mener, at konventionel videnskab har et tilstrækkeligt afgrænsningskriterium, der gør det muligt at skelne videnskab fra pseudovidenskab, og for det andet ikke anser verifikation som gyldig i forbindelse med videnskabens forsøg på at opnå, hvad man antager som sikker viden. Sidstnævnte findes efter hans opfattelse slet ikke. Videnskaben kan blot anstille gætterier og gennem afprøvninger forsøge at eliminere de dårligste og lade de bedst egnede overleve. Al teoridannelse er kun foreløbig og kan til enhver tid blive modsagt af nye vidnesbyrd gennem falsifikation. At et forsøg ikke giver det ønskede eller forventede resultat er således ikke en fiasko, men en værdifuld feedback, der kan bidrage til at forøge en teoris gyldighed.  

Hvad angår afgrænsningsproblemet mellem videnskab og pseudovidenskab, løses dette ifølge Popper af falsificerbarhedskriteriet, idet ”udsagn eller systemer af udsagn for at være videnskabelige må være i stand til at være i modstrid med mulige eller tænkelige iagttagelser” (ibid, p. 46). Af samme årsag henviser Popper Freuds psykoanalyse til kategorien af pseudovidenskab, idet det ikke vil være muligt at udtænke en situation, som ikke på een eller anden måde kan tolkes inden for teoriens rammer. Samme skæbne bliver såvel Marx’ historieteori som Alfred Adlers individualpsykologi til del, medens fx Einsteins relativitetsteori klarer skærene. (ibid, p. 42)

At mennesket søger verifikation i stedet for falsifikation hænger ifølge Popper sammen med nogle medfødte reaktioner eller responser, herunder visse (ubevidste) ”forventninger”, som bliver afprøvet i mødet med verden, og som kan lykkes eller slå fejl. En betydningsfuld forventning drejer sig om et menneskes behov for at møde regelmæssighed i sin omgang med verden, - en tilbøjelighed til at pålægge naturen love, uanset om disse måtte vise sig at være korrekte eller ej. Når først en sådan lov er blevet indkodet, kan den være svær at ændre, ikke mindst hvis man er en person, der udøver såkaldt dogmatisk tænkning, - hvilket måske kan ses som et udslag af et stort behov for tryghed og sikkerhed. Eventuelle uregelmæssigheder, som måtte dukke op og forstyrre den klippefaste tro, vil hurtigt blive forvrænget og tilpasset det kendte i stedet for at indrømme, at der var begået en fejl, som der nu er basis for at rette.  

I modsætning hertil er den kritiske tænkning karakteriseret ved en villighed til at ændre sine hypoteser. Her tillades tvivl og her afprøves overbevisninger, hvilket godt kan give det indtryk, at der er tale om en karaktersvag person. Men ifølge Popper har netop det individ, som har tilladt sig selv at tvivle, udviklet en modenhed og en erfaring, der gør vedkommende forsigtig med at drage forhastede beslutninger. En sådan person ønsker ikke at påtvinge verden sine love, men åbner sig i stedet for, hvad naturen måtte have at byde på. (ibid, p.57).

Popper ser en klar linie mellem den dogmatiske tænkning og tendensen til at verificere love og hypoteser. Den kritiske tænker vil derimod være villig til at lade sine teorier gendrive og ændre, og ser man på denne modstilling kan man spore en lighed mellem den dogmatiske holdning og den såkaldt pseudovidenskabelige holdning, medens den kritiske tænkning kan identificeres med den (ægte) videnskabelige holdning. Det er dog ikke helt korrekt at tale om modstilling, idet man snarere kan sige, at pseudovidenskaben befinder sig på et mere primitivt niveau, som Popper mener ligger før det videnskabelige. De to niveauer adskiller sig fra hinanden ved, at sidstnævnte ikke blot i lighed med pseudovidenskaben overleverer sine teorier, men også overleverer en kritisk holdning til dem. Videnskaben har således til hensigt at diskutere og forbedre sine teorier, - ikke at give dem videre på ren dogmatisk vis. 

Sagt meget kort ønsker Popper, at mennesket skal vedstå sin fejlbarlighed, - at mennesker skal kunne tilgive sig selv og hinanden, at de kan tage fejl. Det er et grundvilkår, som vi ikke kan løbe fra, og som vi ikke skal gøre os nogen forhåbninger om nogensinde at overkomme: ”alt hvad vi kan gøre er at famle efter sandheden, selv om den er uden for vor rækkevidde” (ibid, p.39) 

Hvor Popper således ser to niveauer i måden at bedrive videnskab på: den lavere, for pseudovidenskaben, hvor verifikation spiller den væsentligste rolle, og den højere, ”ægte” videnskab, hvor falsifikation er den helt indlysende metodologi, findes der også den opfattelse, at videnskab i det hele taget er en autoritær ideologi, som selv på et tidspunkt stod i opposition til tidligere ideologier, - her tænkes specielt på den autoritære stilling, som kirken indtog indtil det 17. århundrede. 

Dette bringer os uvilkårligt over til videnskabsteoriens enfant terrible, Paul Feyerabend.

Til toppen 

Paul Feyerabend 

Talsmand for den synsvinkel, at videnskaben er en autoritær ideologi, er den journalistuddannede, Paul Feyerabend. Han er blevet berømt for sine ord ”anything goes”, idet han mener, at kun denne indstilling vil være i stand til at afværge en  hæmning af den videnskabelige aktivitet. 

Som Feyerabend ser det, er det et urimeligt forlangende, at nye hypoteser skal være i overensstemmelse med anerkendte teorier. En sådan indstilling vil nemlig have en tendens til at bevare gamle, muligvis forældede teorier i stedet for at opdage nye. Og uanset hvor godt en teori har fungeret gennem århundreder findes der ikke nogen, som ikke vil kunne forbedres.

I artiklen ”How to Defend Society Against Science” foreslår Feyerabend 2 årsager til, at naturvidenskaben i vore dage har opnået så exceptionel position. Disse er: 

1.       that science has finally found the correct method for achieving results and

2.       that there are many results to prove the excellence of the method (ibid, p. 5)

Med hensyn til metode har det længe været hævdet, at videnskaben arbejder ved at indsamle facts og derudfra danne teorier. Men det svar finder Feyerabend ganske utilfredsstillende, idet teorier aldrig kan være en følge af  kendsgerninger. Mange vælger så at sige, at visse facts kan understøtte en teori, men dette kan kun forudsætte, at man ser bort fra ovennævnte fejlagtige slutning. Feyerabend udtrykker det således, at man mangler ”a notion of support in which grey ravens can be said to support ’All Ravens are black’”(ibid, p. 5). At sige at en teori kan understøttes med kendsgerninger, er med andre ord ikke blot at udføre induktionen fra ”alle kendte ravne er sorte” til ”alle ravne er sorte”, - det er ydermere at forsøge at lade et udsagn om grå ravne understøtte et udsagn om sorte ravne. Man kommer ikke herved tættere på problemets kerne, snarere tværtimod.  

Med hensyn til resultater kan man kun hævde, at de er fremkommet på basis af naturvidenskaben, hvis de udelukkende funderer sig på denne. Men iflg. Feyerabend er det tvivlsomt, om der overhovedet findes noget, der ikke baserer sig på viden, som gik forud for naturvidenskabens opståen: ”Mechanics, optics owe a lot to artisans, medicine to midwives and witches” (ibid, p. 6), og han mener, at fx kinesisk medicin viser, at det er muligt at finde helbredende virkemidler, som er bygget på helt andre principper end dem, vi kender i den naturvidenskabeligt baserede. 

I forbindelse med nærværende projekt er det interessant at bemærke, at Feyerabend udtaler sig om psi-fænomener. Han siger således: 

”We have learned that there are phenomena such as telepathy and telekinesis which are obliterated by a scientific approach and which could be used to do research in an entirely novel way (earlier thinkers such as Agrippa of Nettesheim, John Dee, and even Bacon were aware of these phenomena)” (ibid, p. 6) 

Som jeg forstår ovennævnte citat, mener Feyerabend ikke, at psi-fænomener kan indkredses ved hjælp af naturvidenskaben, - denne, mener han, udsletter og tilintetgør dem tværtimod. I stedet kunne der gøres videnskabelig brug af fænomenerne,  hvorved man kunne udføre forskning på en helt ny måde. Feyerabend springer herved hele verifikations-problematikken over og går direkte til en praktisk anvendelse af de evner, som vi tilsyneladende alle besidder, om end nogle mennesker i højere grad end andre. 

Feyerabend anerkender naturvidenskabens oprindelige berettigelse som en frigørende og oplysende aktivitet, men dette er ikke ensbetydende med, at det stadig forholder sig sådan. Tværtimod er der meget, der tyder på, at naturvidenskaben har overtaget kirkens dogmatiske rolle, hvor nye kreative ideer kvæles i stedet for at møde opbakning. For Feyerabend er videnskab er i bund og grund et anarkistisk foretagende, og kun ved at gøre oprør mod det bestående, kan der opstå nyt. En stor del af en kommende videnskabsmands uddannelse går imidlertid ud på at forme ham i et bestemt videnskabssyn, - at lære ham visse facts. Men facts konstitueres udelukkende af ældre ideologier, og den unge videnskabselev kan let blive holdt nede i sin lyst til at fremsætte nye tanker, fordi disse ikke stemmer overens med de på studiet gældende. Denne tendens hæmmer fremskridt, for iflg. Feyerabend er det netop i sammenstødet mellem gamle og nye tanker, at dette finder sted. 

De unge studerende burde derfor ikke blot lære et bestemt stof, - en bestemt myte. De burde også øve sig i at lade nye myter opstå og i at fortælle dem, - og mærke hvordan det er at forholde sig til flere myter på een gang. Herved kan videnskabsmanden nærme sig ”the myth that guides his understanding” (ibid, p. 7), - og herved kan han forsøge at forstå verden. Kun ved konstant at fortælle nye myter, kan naturvidenskaben holdes i bevægelse og forhindre en dogmatisk, stivnet tænkning. 

En myte som gennem mere end 300 år har præget den naturvidenskabelige tankegang er forestillingen om, at det fornuftige, det rationelle, var det man kunne og skulle mestre. Det var dette område, videnskaben beskæftigede sig med, alt andet var latterligt og ufornuftigt. Hvad man ikke havde styr på blev anset for at være overtro eller myte. Problemet for naturvidenskaben er, at man ikke har indset, at den sikre viden, man har ment at have opbygget ved hjælp af sine metoder og teorier  i sig selv er en myte, - en illusion. Samtidig har man overset, at man netop med myten kan bevæge man sig ud i det ukendte land, som jo i grunden er videnskabens domæne, - at man faktisk har forsøgt at undgå det område, man ifølge sine egne opstillede kriterier skal beskæftige sig med.

Feyerabend mener, at videnskaben må acceptere sin anarkistiske position og sit slægtskab med myten. Alt andet vil befæste troen på, at videnskab blot er en ideologi, - en afløser for den dogmatiske institution, som tidligere udgjordes af kirken.  

Med disse ord har jeg afsluttet min gennemgang af Feyerabends kritik af naturvidenskaben, og det må nu være på tide at  undersøge nærmere, om de ovennævnte måder at anskue forskning på kan bringe os til en afklaring af den til tider heftige debat, som finder sted i forbindelse med psi-forskningen.

Til toppen

Psi-forskningens videnskabelige grundlag 

Der er ovenfor bragt forskellige synspunkter ud fra hvilke, man kan betragte det naturvidenskabelige område og de betingelser dette opererer under, og disse vil nu blive anvendt i min undersøgelse af psi-forskningens betingelser. 

Indledningsvis vil jeg tage fat på det aspekt, som Popper og Feyerabend er enige om i deres kritik af den positivistisk funderede naturvidenskab, idet denne efter begges mening har udviklet sig til en autoritær institution, der ikke gerne lader nye synspunkter komme til orde. Hermed er naturvidenskaben endt i samme situation, som kirken befandt sig i for omtrent 300 år siden, og som naturvidenskaben med sine nye tanker og ideer fik løst op for. Nu er det naturvidenskaben, der er stagneret, og den arbejder ikke længere for de frigørende tanker, som skulle bringe menneskeheden videre, men søger af al magt at fastholde den dominerende position, dens succes har bidraget til at give den. Popper ser gerne, at den dogmatisk tænkende videnskabsmand forsvinder ud af billedet, og fremhæver i stedet den kritiske videnskabsmand, der er åben over for nye tanker, og som gerne undersøger og ændrer sine egne normer, når dette er nødvendigt. Feyerabend slår til lyd for en uddannelse, som ikke blot lærer eleverne at tænke i et bestemt paradigme, men i at forholde sig til forskellige paradigmer. Han ønsker en mere løs, kreativ tankegang indført i videnskabens rækker for at gøre det muligt at lade nyt opstå, og hermed mener han ægte nyt, der netop ikke baserer sig på gamle, muligvis forældede teorier 

At der kan være en vis rigtighed i det, som Popper og Feyerabend fremhæver om naturvidenskaben som en autoritær institution, synes at blive underbygget af den debat, der tidligere er behandlet her i projektet. Der er således adskillige tegn på, at der anvendes magtmidler, som man med rimelighed kan sige underbygger de involverede personers personlige formodning om at besidde en position, der berettiger dem til at nedvurdere en lang række forskeres forsøg på at bedrive seriøs videnskab. Dette gælder i udpræget grad Benny Lautrup, som bl.a. mener at have ret til at udtale, at Radin ikke tilhører det gode videnskabelige selskab.  

Der synes også at blive taget undertrykkende midler i brug af medierne: ved ikke at ville anmelde The Conscious Universe (og lignende litteratur) kan man anse chefredaktør Peter Wivel fra Berlingske Tidende for at udøve en vis form for censur, som han ganske vist finder berettiget for at beskytte sine læsere mod ”overtro” og ”sludder og vrøvl”, og han lægger ikke skjul på, at hans indstilling til litteratur af såkaldt alternativ karakter kun kan ophæves ved hjælp af naturvidenskabens forlængede arm: mainstream tidsskrifterne, som fx The Lancet. At der er foretaget en anmeldelse af bogen i det anerkendte Nature, er Wivel måske uvidende om, men også behandlingen i dette tidsskrift bærer præg af magtanvendelse, idet man (tilsyneladende mod sædvane) afviser at trykke de indvendinger imod Goods indlæg, som Radin og Josephson indsender. Først efter pres fra indflydelsesrige personer lykkes det at komme igennem med de modargumenter, som en neutralt indstillet person sandsynligvis vil mene er berettigede. 

Den autoritære tendens understøttes også af den analyse, jeg har foretaget ved hjælp af den traditionelle argumentationsteori såvel som gennem Habermas’ kommunikationsteori. Dette vil jeg ikke komme nærmere ind på her, men nøjes med at henvise til de respektive afsnit. 

Også i forbindelse med naturvidenskabens forsøg på at opstille en grænse mellem videnskab og pseudovidenskab samt de positivistisk funderede metoder lyder der kritiske røster fra Popper og Feyerabend, om end af forskellige årsager.  

For positivismen er det således en selvfølge at anvende omhyggelig induktion i forbindelse med observationer og eksperimenter, ligesom man herudfra anser det for muligt at danne sig nogle teorier, der herpå efterprøves gennem forsøg på verifikation. Fremgangsmåden er gentagne forsøg med gennemarbejdede, specifikt beskrevne metoder, hvis kvaliteter bl.a. kommer til udtryk på den måde, at de til enhver tid kan efterprøves af andre forskere, ligesom ethvert subjektivt element forsøges udelukket. Bearbejdning af materialet sker ofte ved statistiske beregninger, som forsøges gjort så nøjagtige som muligt, ligesom man inden for de senere år har taget den såkaldte meta-analyse i brug for at præcisere resultaterne. Viser det sig, at man gennem de mange forsøg kan verificere sine hypoteser, anses det for sandsynliggjort (for ikke at sige bevist), at man har opnået sand viden, der kan danne basis for såvel konkret praktisk anvendelse og i nogle tilfælde desuden for at udvide fundamentet for menneskets viden om den verden, vi lever i.  

Det synes i vid udstrækning at være denne ovennævnte positivistiske baggrund, som Radin og hans kolleger udfører deres psi-forskning ud fra: Radin selv mener således at have verificeret psi-fænomeners eksistens gennem sit omfattende empiriske materiale og sin statistiske bearbejdning heraf. Ligeledes fremhæves det, at de metoder, der anvendes til eksperimenterne, med årene er blevet forfinede og gjort næsten uafhængige af menneskehænder, bl.a. ved at tage den nyeste teknologi inden for video og computere i brug. Herved forsøges det forstyrrende menneskelige element udeladt i størst muligt omfang, og en objektiv behandling anses herved for opnået. 

Et helt konkret eksempel på den positivistiske fremgangsmådes succes ses i forbindelse med optagelsen af psi-fænomener i den anerkendte lærebog i psykologi Introduction to Psychology, hvor man fremhæver ganzfeld-eksperimenterne som nøglen til anerkendelsen. Her har man ladet sig overbevise af de grundige og omhyggelige systematiske undersøgelser, men nærer dog stadig en vis skepsis over for dette for psykologien nye område. Men verifikation på verifikation er tilsyneladende vejen frem for en accept af psi-forskningen, - det er i hvert fald den måde, man driver forskning på, hvis man ønsker, at denne skal anerkendes i de etablerede psykologkredse. Denne indstilling kan måske ses som et udslag af, at behaviorismen, der jo er positivistisk funderet, stadig udøver stor indflydelse på den psykologiske forskning i USA.   

Hvis man spurgte Popper om Radins psi-forskning, ville han sandsynligvis ryste på hovedet og fremkomme med en skarp kritik over for flere elementer i ovennævnte procedure. Han kunne fx sige, at der for at være tale om (ægte) videnskab måtte opstilles en hypotese, der opfylder falsificerbarhedskriteriet. En sådan fremsætter Radin ikke; tværtimod gør han nærmest en dyd af at understrege, at han udelukkende forsøger at påvise nogle fænomeners eksistens, - ikke at opstille hypoteser om, hvad disse måtte pege på af teoridannelse. Hermed kan det ikke lade sig gøre at opnå resultater, der kan bruges til falsifikation, - for der er intet man kan falsificere, - intet man kan holde sine resultater op imod. Konklusionen ville derfor uden tvivl blive, at psi-forskningen efter Poppers mening ville falde i kategorien pseudovidenskab, idet den vil løbe ind i vanskeligheder alene på grund af hans snævre afgrænsningskriterium. 

For Feyerabend ville sagen stille sig noget anderledes. Han har tilsyneladende accepteret psi-fænomenernes eksistens og tænker mere på, hvordan disse kan anvendes til at bedrive videnskab på en helt ny måde. Også han ville imidlertid sikkert ryste på hovedet af psi-forskerne, men af ganske andre grunde end Popper. For ham er der ikke brug for hverken verifikation eller falsifikation, og man kunne forestille sig, at Feyerabend ville foreslå, at myten om psi-fænomenerne blev anvendt til at udøve videnskab, der kunne give os en helt ny indsigt i mennesket og verden. Hvordan dette mere konkret skulle finde sted, giver han (i den litteratur, jeg har haft til rådighed) tilsyneladende ingen anvisning på, og dette kan måske fremhæves som en ulempe ved hans videnskabskritik. Denne synes således mere at gå på påpegning af forskellige utilstrækkeligheder ved den etablerede forskning end på forslag til nye fremgangsmåder. Mange af hans kritikpunkter drejer sig om at vise, hvorledes den traditionelle videnskab begrænser sig selv og dermed ikke kan opnå de resultater, som den qua sin mangeårige succes har overbevist resten af samfundet om, at den (inden for en begrænset periode) ville være i stand til at nå. 

Sammenfattende kan man sige, at der er stor forskel på, hvorledes de tre ovennævnte videnskabsteorier afgrænser forholdet mellem videnskab og pseudovidenskab. Således anvendes verifikation som kriterium af positivisterne, medens Popper anvender falsificerbarhedskriteriet. For Feyerabend gælder det, at ”anything goes”. Men når dette er sagt, kan man så spørge, hvor bringer disse forskellige synsvinkler bringer os hen ?  Kan det være rigtigt, at en bestemt indstilling skal dominere naturvidenskaben, når der tilsyneladende er andre måder, som også forekommer plausible. Eller er det mon tvivlsomt, om nogen af de tre forslag er tilstrækkelige?

Til toppen  

Hvilket forslag kan bruges ? 

Set i bakspejlet synes det ganske forståeligt, at der skulle fremkomme en kritik af positivismens verifikationsmetode, idet der, som de tidligere anførte psykologiske undersøgelser viser, ikke er tvivl om, at det menneskelige sind mere eller mindre ubevidst forsøger at fordreje resultater i en retning, der passer ind i en persons model af verden, - herunder også i en forståelse af vedkommendes rolle i det omgivende samfund. Vel forsøger man at imødegå kritik ved at opstille metoder, der i videst muligt omfang eliminerer den menneskelige faktor. Men alligevel er det sådan, at der forekommer forvanskninger, idet de fleste gerne vil have succes med deres forehavender for herved at udstråle, at deres liv lykkes. Dette er ikke blot velset, men nogle steder ligefrem et implicit krav, og det forekommer ikke usandsynligt, at en videnskabsmand for at være kompetent på sit felt må præstere positive resultater i sin forskning. Økonomi er jo blevet en stor del af forskningen, og de bevilgende instanser vil sandsynligvis hellere tildele penge til en forsker med positive resultater end til en med negative. Med andre ord: den, der verificerer, vil let kunne anses for mere succesrig end den, der falsificerer. 

Imidlertid er det, som Popper påpeger, utrolig vigtigt med negativ feedback. For ham er det den eneste rigtige måde at få viden på. Sagt mere populært kan man forestille sig, at når man gennem sine eksperimenter stiller naturen nogle spørgsmål og får et ”Nej!”, så menes der vitterligt ”Nej”. Får man et ”Ja”, når man spørger for at få en verifikation, så menes der blot ”Måske – spørg igen” eller, hvis man bringer nytteaspektet ind: ”Det går an, - brug det, men led videre”. Falsifikation bringer derfor absolutte svar frem, medens verifikation er spækket med usikkerhed. 

I denne forbindelse kan man drage en parallel til, hvordan en person lærer at begå sig i verden. Her er det ligeledes vigtigt at erkende, at man ikke blot drager nytte af sine succeser, men i høj grad også af sine fejl. Et menneske ville være ilde stedt, hvis det ikke var i stand til at lære at undgå at komme til skade, og det kunne brænde fingrene mange gange på det tændte komfur, hvis det ikke fandt ud af, hvordan man omgås varme ting. Denne trial-error metode anvendes overalt i den levende verden og må anses for at være et helt grundlæggende element i en organismes overlevelsesmekanisme. 

Som positionerne er linet op, kan man således se konturerne af to modsatrettede tendenser, der lægger vægt på to forskellige aspekter ved den menneskelige læringsproces og dermed menneskets evne til at få indsigt i den verden, det lever i. Midt i denne forvirrede tilstand dukker så Feyerabend op og beder de to parter om at finde sammen,  - for ”anything goes”.  

Nu kan man selvfølgelig betragte ovennævnte som en form for skyttegravskrig, som jokeren, Feyerabend, forsøger at bringe til ophør. Men spørgsmålet er, om man kan løse de problemer, som naturvidenskaben ser ud til at stå i, ved hjælp af den totale given los, som Feyerabend foreslår. Nok er naturvidenskaben blevet en autoritet, men som hermeneutikeren Hans-Georg Gadamer er inde på, så kan det være udmærket at lytte til en autoritet, når denne vel at mærke har den bedste forståelse af en bestemt sag. Som jeg ser det, drejer sagen sig derfor næppe om at slippe alt det gamle, men om at foretage en grundig undersøgelse af, hvor naturvidenskabens grænser går, og jeg forstår således ovennævnte proces mere som et skridt i den retning, - - et skridt som måske er det første på vej mod dannelsen af en helt ny videnskabstype. 

I denne proces er det nødvendigt at stille spørgsmål til det gamle, - det er nødvendigt med kritik, - det er nødvendigt med nye forslag. Men hjælper det at springe fra den ene grøft over i den anden, - eller at lægge de to grøfter sammen til een stor ?  Næppe. De nye forslag kan bringe hidtil oversete facetter ind i naturvidenskaben, men samtidig forekommer de begge utilstrækkelige til at danne grundlag for de krav, der bl.a. i forbindelse med psi-forskningen vil blive stillet til naturvidenskaben i de kommende år. Popper ville her ganske givet helt udelukke den omtalte forskning, hvorved man ville negligere et stort materiale baseret på utallige menneskelige erfaringer. Feyerabend på sin side kan være udmærket som talsmand for en opløsning af begrænsende elementer, men vil næppe blive anset som tilstrækkelig konstruktiv i sine forslag til, hvordan man kommer videre.  

Og hvordan kan man så løse de problemer, som jeg ovenfor hævder, at naturvidenskaben ser ud til at stå i ? For at imødegå eventuelle spørgsmål om, hvorpå jeg bygger denne antagelse, vil jeg haste med at svare, at de autoritære tendenser, jeg har påvist tidligere, ikke blot kan tolkes som nogle menneskers lyst til at udøve magt; de kan også tolkes i retning af, at disse samme mennesker føler en form for afmagt, og derfor må gribe til midler, der virker undertrykkende på eventuelle kritikere. At være arrogant som Lautrup eller udøve censur som Nature og Berlingske Tidende kan ved nærmere undersøgelse dække over forsøg på at undgå spørgsmål, som man har svært ved at svare på. Herfra kan man måske udlede, at debatten om psi-forskning (om ikke andet) har en mission i retning af at påpege den nuværende naturvidenskabs snævre grænser. Og man kan yderligere tilføje, at selv for naturvidenskabsmænd er der metodiske utilstrækkeligheder, som af Ray Hyman udtrykkes således, at ”uforklarlige statistiske afvigelser fra tilfældet er langt fra at være overbevisende bevis på anormal kognition” (bilag 5, p. 3) Denne udtalelse tyder på, at Hyman ikke kan godkende den ellers så anerkendte positivistiske verifikationsmetode som garant for eksistensen af psi-fænomener. 

Nu har jeg ovenfor nævnt, at det er muligt at tolke den magtudøvelse, der forsøger at undertrykke psi-forskningen, som et udtryk for en afmagtsfølelse. Denne kan ud over det allerede nævnte muligvis dreje sig om, at man ikke ved, hvad man skal stille op med psi-fænomenerne, hvis man lader sig overbevise om, at de vitterligt eksisterer. En løsning er derfor at negligere dem. Men dette kan kun være en midlertidig løsning, og hvis man skal se det ud fra Morten Skrivers synsvinkel, en løsning, som vælges, fordi ”Det vil gøre ondt på naturvidenskabens selvforståelse, hvis den skal reduceres til en metode til udvikling af teknologi frem for en vej til erkendelse af verdens natur”. Nu kan det naturligvis diskuteres, hvorvidt dette vil blive tilfældet. Men i det omfang naturvidenskaben identificerer sig med positivismen og med dennes indstilling til at kunne beherske naturen, er der sikkert en vis sandhed i Skrivers udtalelse. Uanset, at der i løbet af det 20. århundrede er sket store ændringer, som har bidraget til at sprænge de grænser, som det positivistiske paradigme tidligere satte for naturvidenskabens virke, ser det ikke desto mindre ser det ud til, at der stadig er dele af heraf, som baserer sine metoder på de gamle, hævdvundne kriterier,  og som fastholder, at den eneste tilgang til verden finder sted gennem de fem kendte og accepterede sanser. På disse betingelser synes det umuligt at forholde sig til en form for kommunikation, der tilsyneladende sker uden brug af de kanaler, vi almindeligvis anser for at være nødvendige.  

Hermed har jeg afsluttet min behandling af psi-forskningens betingelser ud fra de teorier, som p.t. kan siges at beherske det naturvidenskabelige felt, og det synes ikke rigtigt som om, der er mulighed for herigennem at løse den herskende strid mellem tilhængere og modstandere. Utilstrækkeligheden i de forslag, der er stillet, kan måske føres tilbage til det forhold, at grundlæggende menneskelige, psykologisk betingede faktorer spiller ind, eller der kan ligge hæmmende aspekter begravet i de kulturelt betingede traditioner, vi har for såvel læring som for vor omgang med naturen.

Til toppen 

Er der en vej frem ? 

Nu er det imidlertid sådan, at det gennem årtusinder af utallige mennesker og under mange forskellige forhold er blevet hævdet, at der eksisterer fænomener af den art, som her i projektet betegnes psi. Og man kan spørge, om det vil være rimeligt at udelukke disse erfaringer fra den videnskabelige forskning, blot fordi nogle parter ikke kan blive enige. Radin og hans kolleger har uden tvivl udført et stort stykke arbejde for at verificere en hypotese om psi-fænomeners eksistens, og i samme forbindelse har de gjort, hvad de kunne for at matche det herskende naturvidenskabelige paradigme. Både den pågældende forskning og de mange uafhængige beretninger giver grund til at antage, at der er et vist belæg for de fremsatte påstande, og jeg ønsker derfor at undersøge, om der kan bringes yderligere synsvinkler frem, som giver mulighed for at forstå de to parter og måske herigennem bringe dem nærmere hinanden.  

Min fremgangsmåde vil være den, at jeg først gør et forsøg på at indkredse elementer, der ikke allerede er nævnt, og som kan tænkes at have betydning for kritikernes afvisende indstilling. I den forbindelse vil jeg inddrage den engelsk-amerikanske tænker, Gregory Bateson, som bl.a. fremsætter en påstand om en tilsyneladende generel vesterlandsk fejltænkning. Dernæst vil jeg gå mere konkret til værks ved at analysere ganzfeld-metoden ud fra Batesons tankegang. 

Gregory Bateson om forholdet mellem menneske og natur

Bateson opfatter den tænkemåde, der er fremherskende i de vestlige lande, som en såkaldt ”epistemologisk fejl”, hvilken han betegner ”hybris”, og denne kan eksemplificeres ved hjælp af nedenstående præmisser:

Med andre ord gennemsyres den vestlige kultur af ideen om, ”at en del af helheden kan skille sig ud fra helheden og opnå ensidig kontrol over denne”. Dette indebærer, at mennesket bringer sig selv i et modsætningsforhold til naturen, og Bateson mener, at den moderne, avancerede teknologi udgør en trussel mod verdens miljø, idet mennesket efterhånden har fået magt til ”at skabe vanvid i det større system, som vi alle er dele af” (Ølgaard, p. 23).  

For Bateson er der således ikke noget ubetinget positivt i, at menneskeheden gennem naturvidenskaben tilsyneladende har opnået det, som Bacon i sin tid var talsmand for: The God-given right over Nature.  Imidlertid står det også efterhånden klart for mange, at disse besnærende forestillinger kommer til kort over for en nærmere granskning og må erkendes som værende smukke illusioner: Mennesket hersker stadig ikke over liv og død. Mennesket udsættes stadig for naturkatastrofer, der hverken lader sig forudsige eller bekæmpe. Hermed være ikke sagt, at vores viden ikke er forøget. Det vil de fleste sandsynligvis hævde, og det er sikkert også sandt. Men det er nok heller ikke forkert med fx Popper at sige, at der for hver stump af viden, vi opnår, åbner sig uanede dybder af nye uudforskede områder, vi så skal til at afdække. Den ”Store Teori”, som man i masser af år har stræbt efter at opstille, og som kan dække alt,  lader stadig vente på sig. Den efterstræbte totale kontrol undslipper os, uanset de ihærdige anstrengelser, vi gør for at gribe fat i den. Og løsningen er tilsyneladende mere teknologi, som vi mener kan redde menneskeheden. 

I et sådant univers vil der ikke være plads til psi-fænomener, for de lader sig ikke kontrollere og har en tendens til at gå på tværs af de kendte naturlove. Og hvordan skal man så forholde sig ? Jeg kan naturligvis påstå, at de ikke eksisterer, hvorved jeg undgår at se problematikken i øjnene, og det er muligvis den udvej, mange griber til. Men spørgsmålet er, om dette ikke blot udgør en pseudoløsning ? Svaret herpå er ganske givet ikke simpelt, men kan om ikke andet give anledning til, at den enkelte overvejer, hvad et menneske egentlig er.  

Uanset udfaldet af ovennævnte kan det måske være nyttigt at høre lidt om, hvad Bateson ellers mener om naturvidenskaben, udover den ovennævnte modstilling over for naturen. I bogen Ånd og Natur opstiller han nogle aspekter af den vesterlandske fejltænkning, som han bl.a. mener kan henføres til Descartes dualisme. Heraf er nogle allerede kendt fra Poppers og Feyerabends kritik af positivismen, men synes alligevel at kunne bringe nyt, fordi de behandler problemstillingerne på en anden måde.

Til toppen  

Bateson om naturvidenskab 

Bateson, som selv er naturvidenskabeligt uddannet, finder det ønskeligt, om end ikke decideret nødvendigt, at forskere kender og kan formulere de personlige forudsætninger, hvorudfra de bedriver videnskab. Man kunne også sige, at forskerne burde kende deres for-forståelse. Dette er normalt ikke noget, som interesserer særligt mange. Kun ganske få studerende (Batesons materiale er opsamlet fra undervisnings- og forelæsningssituationer) synes at være optagede af, hvilke forudsætninger bestemte tanker og ideer hviler på. De få, som efter Batesons mening er opmærksomme på problemet, er katolikker og kommunister, der gennem deres opdragelse i den berørte tro eller ideologi har opnået et indblik i, hvad der er de ”rette” præmisser. For dem er det utrolig vigtigt at kende disse, for kun herved kan de undgå at komme til at begå kætteri. 

På dette sted kan man så indskyde det spørgsmål, om ikke psi-kritikere som Lautrup og Hyman netop ved at forblive tro over den gamle opsplitning mellem kirkens og naturvidenskabens kompetenceområder kan siges at undslippe den form for kætteri, som inddragelsen i deres arbejde af psi-fænomener med disses implicitte henvisning til åndelige aspekter ville betyde ? Adskillelsen af videnskaben herfra var jo netop en betingelse for, at empirismen og dermed senere positivismen kunne opstå. Lautrups bemærkning om, at Josephson skulle have tilsluttet sig ”mystikernes lejr” (bilag 2, s. 2) kunne godt tyde på, at han anser psi-fortaleren som en kætter, der har forrådt sit fundament i den ”ægte”, hardcore naturvidenskab. Men lad nu disse spekulationer hvile, imedens vi går over til Batesons øvrige kritikpunkter, hvoraf jeg har udvalgt nogle få, som jeg finder det relevant at præsentere nærmere, for derefter at bringe dem ind i sammenhæng med nærværende projekts tidligere behandlede aspekter. 

Af disse synes nogle som sagt at bringe os ind på områder, som Popper og Feyerabend også er inde på. Det drejer sig således om: 

Videnskaben beviser aldrig noget (Bateson, p.14f)

Der findes ingen objektiv erfaring (ibid. p.19) 

Men også sætningen Kortet er ikke landskabet, og navnet ikke det navngivne (ibid, p. 18f), som Bateson låner fra Korzybski, giver stof til eftertanke, hvorfor det vil være interessant at komme nærmere ind på alle de tre nævnte aspekter, som må siges at hænge sammen. 

Med hensyn til at bevise noget, mener Bateson, at dette ”måske aldrig forekommer, undtagen i helt abstrakte tautologier” (Bateson, p.14). Hvad videnskaben kan, er at forbedre eller gendrive hypoteser. Vi kan gøre omhyggelige forsøg på at beskrive noget, men der vil altid være et oversætterproblem, der gør, at vi ikke kan påberåbe os absolut viden. Dette hænger sammen med Korzybskis sætning, der som Bateson siger, skal huske os på, at ”når vi tænker på kokosnødder eller grise, så er der ingen kokosnødder eller grise i hjernen” (ibid. p.18): Når vi forholder os til landskabet derude, foregår det altid via en kodning til det eneste, vi kan opnå via vore sanser, nemlig et kort. Herved sker der en klassificering, der bl.a. indebærer, at vi giver det observerede navne. Som følge heraf vil der heller ikke kunne findes såkaldt objektiv erfaring. Den føromtalte klassificering er nemlig afhængig af den individuelle sansning, hvilket dog ikke hindrer langt de fleste mennesker i at tro på, at deres forhold til den ydre verden er et rent objektivt forehavende. 

Men hermed er emnet langt fra udtømt: al modtagelse af information er baseret på forskel, - og hvis forskellene indtræder for langsomt eller er for små, kan de ikke opfattes. Der er altid tærskler for, hvad et menneske kan opfatte. Desuden er det vigtigt at understrege, at skønt vi alle foretager klassificeringer og oversættelser, er der ”ingen nødvendighed (der) fastlægger, hvordan det skal gøres” (ibid, p.28f), hvilket med andre ord betyder, at selv om vi alle opbygger modeller af verden, er der ikke nogen, som kan siges at være forkerte, medens andre er korrekte. De er blot forskellige. 

Udover vor ”glemsomhed” i forbindelse med, at vi foretager et (videnskabeligt uafklaret) spring fra landskab til kort, er det også en fejltænkning, at vi kan foretage forudsigelser. Hvis man opstiller en talrække: 2,4,6,8,10,12 og spørger, hvad det næste tal i rækken vil være, vil de fleste svare: 14. Men hertil siger Bateson: ”Nej, det næste tal er 27” (ibid, p.15). Ens forsøg på at forudsige det næste tal er altså slået fejl. Med den nye oplysning kan man nu opstille en ny talrække: 2,4,6,8,10,12,27,2,4,6,8,10,12,27,2,4,6,8,10,12,27 og så stille samme spørgsmål som før. Nu vil svaret sandsynligvis blive: 2. Men dette behøver ikke være rigtigt. Det vil være det enkleste at antage, men ikke nødvendigvis det korrekte. Som Bateson udtrykker det: 

Man antager, at man kan forudsige, og jeg lagde også op til det. Men det eneste grundlag, man har, er ens egen (tillærte) forkærlighed for det enkleste svar og ens tiltro til, at rækkefølgen virkelig er ufuldendt og ordnet. (ibid. p.16) 

Med dette in mente kan man så henvende sig til Popper og måske bedre forstå hans tanke om, at ”videnskabens virkelige fremgangsmåde er at arbejde med gisninger” (se p.38). Hvis man skal betragte ovennævnte ud fra hans teorier, kan man således sige, at man foretager et dristigt gæt og spørger: ”Er det næste tal 14 ?” Hvad angår den opstillede række, vil man så få et nej som tilbagesvar, og man bliver herefter nødt til at gentage sin spørgen med nye tal, indtil man kommer til 27. Men det er vigtigt at bemærke, at selv om man har dette svar som det korrekte i de tre ovennævnte tilfælde, så vil svaret i det fjerde måske blive et andet. Set på denne baggrund må Popper have ret i sin påstand af, at induktion er en myte, og at man altid kun kan opstille foreløbige hypoteser.  

Bateson udtrykker det kort og klart ved at sige: ”Videnskaben undersøger; den beviser ikke” (ibid, p.18) 

I lyset af, at psi-forskningen stadig bruger det meste af sin tid på at verificere, kan man måske  godt begynde at spekulere på, om dette ikke et spild af gode forsker-kræfter. For man kan jo rent logisk ikke verificere noget som helst, hvis man skal tro Popper, Feyerabend og Bateson. Ikke desto mindre har fx den såkaldte ganzfeld-metode bidraget til at overbevise skeptikere i USA, og det synes derfor relevant at undersøge, hvordan man ud fra Batesons tankegang, kan forstå forskernes fremgangsmåde.

Til toppen 

Bateson om ganzfeld-metoden 

Ganzfeld-metoden er som nævnt den vel nok mest accepterede metode til undersøgelse af psi-fænomener, der findes. Alligevel vil der uden tvivl dukke indvendinger op, når man betragter den mere indgående med Batesons øjne. Dette gælder både i forbindelse med de forudsætninger, som metodens gyldighed må hvile på, og det gælder med hensyn til selve den opstillede metode.

Med hensyn til forudsætninger tyder alt på, at disse indeholder en forestilling om, at den kommunikation, som tilsyneladende foregår, finder sted mellem to ”minds” gennem kanaler, som man (endnu) ikke har lokaliseret. Dette antages at kunne ske for ”almindelige” mennesker uden specielle psykiske talenter på grund af den sanseberøvelse, som modtageren udsættes for. Bateson, som offentligt har erklæret, at han ikke tror på ”oversanselige indtryk som telepati, tankeoverførsel, clairvoyance etc.” (Bateson & al., p.62), vil sandsynligvis kunne godkende ovennævnte antagelse, idet han, selv om han afviser ovennævnte psi-fænomener, ikke udelukker ”den mulighed, at mennesker, dyr eller maskiner kan have sanseorganer, som vi ikke kender til” (ibid, p.62).

Når dette er sagt, kan man så begynde at undre sig over, hvorvidt det overhovedet er muligt at sikre sig, at afsenderen nu også sender det, han bliver bedt om, hvilket er essentielt for hele eksperimentets udfald. Forudsætningen herfor synes nemlig at være, at et menneske kan kontrollere sine tanker, - og ved vi nok om ”mind” til at kunne drage en sådan konklusion ? 

Det er en almindelig menneskelig erfaring, at man, selv om man forsøger at koncentrere sig om et bestemt emne, pludselig opdager, at man sidder og tænker på noget helt andet, og det er nok tvivlsomt, om dette kan undgås, selv om man gør sit bedste. Uanset hvad, kan det slås fast, at ganzfeld-undersøgelsen baserer sig på en (illusorisk ?) forestilling om, at et menneske kan tænke de tanker, det ønsker, hvilket Bateson muligvis ville stille sig tvivlende overfor, eftersom han kritiserer den vesterlandske forestilling om at have kontrol over naturen, herunder måske et menneskes tanker.

Et aspekt som man kan udtale sig med større sikkerhed om, er den kendsgerning, at  afsenderens subjektive oplevelse ikke bearbejdes, - den synes at blive betragte som irrelevant. Herved kan man ikke sammenholde de to forsøgspersoners erfaringer med hinanden, og alt tyder på, at man overser, at der er tale om undersøgelse af en relation,  nemlig den mellem modtager og afsender. Dette vil  være en stor fejl, for det er efter Batesons mening faktisk kun relationer, vi kan beskæftige os med, - ikke enkeltobjekter taget ud af en sammenhæng. Ligeledes synes man ikke at overveje, at der kan være afsendere, der er bedre til at ”sende” end andre.

Med hensyn til yderligere forudsætninger, så peger ganzfeld-metoden på en forestilling om, at det er menneskets hjerne, der genererer tanker på baggrund af nogle indvendige og/eller udvendige sanseindtryk. Og til dette kan man så indvende, at der her måske snarere er tale om et ønske om at finde den enkleste løsning (Occams ragekniv) end en korrekt antagelse. Ganske vist udtaler Bateson sig ikke om tanker på denne måde, men han beskriver, hvordan vore sanser (i det konkrete tilfælde synssansen) rummer gåder, som videnskaben er langt fra at kunne afdække, og det er jo en kendt sag, at vi ofte bliver ”snydt” af vore sanser. Kunne man ikke forestille sig, at det samme gør sig gældende, for de tanker vi tænker ? Under alle omstændigheder synes det langt fra at være klart, at man kan sikre sig, at ganzfeld-undersøgelsens afsender kan have fuld kontrol over de indre billeder og tanker, han ønsker at sende til modtageren. Dette indebærer, at man ikke med sikkerhed ved, hvad det egentlig er, modtageren udtaler sig om.

Ovennævnte grundvilkår implicerer imidlertid, at endnu en fejlkilde kan udpeges som forstyrrende element i ganzfeld-eksperimenterne, nemlig det faktum, at enten afsender eller modtager sættes på den opgave at oversætte fra landskab til kort. Afhængig af i hvilken form, man antager, at transmissionen finder sted (er det en sproglig formidling eller er det i en anden form fx som billeder eller metaforer ?) Forskellige mennesker vil oversætte forskelligt og lægge vægt på forskellige dele af en oplevelse. Det er således tænkeligt, at oplevelsen af den korsfæstede Kristus ville blive erfaret forskelligt af en kristen og en ikke-kristen, eller man kunne tænke sig en modtager, som fokuserede på farver og lys i stedet for den religiøse beretning, som Dali formentlig ønsker at fremstille gennem motivet.

Dette kan måske for nogen synes at være en forstilt tanke, men det er vigtigt at gøre sig klart, at hvor der muligvis vil være stor konsensus om Dali’s Kristus-billede, kan man let forestille sig andre motiver, som vil kunne beskrives anderledes vilkårligt. Hvis man anser psi-fænomener for at være vage indtryk, vil det sandsynligvis føles lettere ud fra disse at beskrive et motiv, man kender i forvejen, end et der er ukendt.

Til ovennævnte argumentation kan man måske indvende, at hvis kommunikationen er af en ikke-sproglig karakter, dvs. at den undlader en oversættelse fra landskab til kort mellem afsender og modtager, så kan problemet være delvist løst, idet modtager sættes til at identificere det billede ud af fire, som afsenderen har transmitteret. Men problemet om modtagerens mundtlige formulering eksisterer stadig, uanset hvem af deltagerne, der foretager oversættelsen fra landskab til kort.

Dette bringer os så over til næste punkt, nemlig psi-forskernes ønske om at verificere deres antagelse af psi-fænomenernes eksistens. I den forbindelse vil Bateson i lighed med Popper og Feyerabend fremhæve, at videnskaben aldrig beviser noget, og jeg har tidligere gennemgået hans forklaring på, hvorfor man ikke kan lave forudsigelser ud fra det allerede givne. Det skal jeg derfor ikke komme mere ind på. Imidlertid er det således, at Radin bruger en mængde statistisk materiale til sin bevisførelse, og herom kan det nok være interessant at høre Batesons mening.

For det første fastslår Bateson, at statistik kun har sin berettigelse i forbindelse med ”umådelige mængder eller klasser af individer” (Bateson, p.36). For det andet vil han muligvis ikke kunne bifalde Radins brug af meta-analyser, der jo i Batesons terminologi vil dreje sig om klasser af klasser af individer. Efter Batesons mening er videnskaben ofte tilbøjelig til at begå kategorifejltagelser ved at blande klasser og medlemmer af klasser sammen, og det forekommer næppe sandsynligt, at han vil mene, at den skulle være i stand til at foretage endnu en skelnen, uden at falde i kløften af kategorifejltagelser. Desuden understreger han, at statistikeren altid må huske, at de konklusioner, han drager, kun gælder hele mængden. Man kan således ikke ud propositioner (eller ”domme”) om en klasse slutte til en dom om et identificeret individ, hvilket Bateson udtrykker således:

"Dommen ”væsken koger” er af en anden logisk type end dommen ”dette molekyle vil være det første, der forlader væsken” "(ibid. p.33)

Man kan med andre ord godt sige, at en væske vil koge, når den bliver varmet op til kogepunktet, men man kan ikke på forhånd identificere, hvilket molekyle, der vil blive det første til at sætte kogeprocessen i gang. Det synes derfor muligt måske at kunne udtale sig om ”mind” generelt, men ikke om et enkeltindivids ”mind”. Hvis man gjorde det,  ville man foretage en forvanskning af statistikkens gyldighedsområde.

Hvis man således antager, at Radins undersøgelsesmateriale rent faktisk påviser psi-fænomeners eksistens, vil han altså ikke på baggrund af sine statistikker kunne sige noget om det enkelte menneskes psi-evner, kun om menneskehedens totale formåen. Det kan man måske også sige, at han gør, idet han blot postulerer, at der eksisterer psi-fænomener, - ikke i hvilken sammenhæng de forekommer, hvilket fremgår af følgende:

”Actually there is quite a bit of scientific evidence for psychic phenomena. They really do exist.” (Radin, p. XII)

Om dette så betyder, at psi-fænomenerne eksisterer i en kontekst, der involverer enkeltindivider eller, hvad der ville være mere korrekt, den samlede menneskehed, undlader Radin behændigt at sige noget om, og det overlades til læseren at forsyne udtalelsen med en kontekst, hvilket naturligvis let vil kunne bevirke, at statistikken bliver brugt uden for det tidligere nævnte gyldighedsområde.

Det lader således til, at psi-forskningens ganzfeld-metode løber ind i problemer, hvis man baserer sig på Batesons synspunkter. Imidlertid virker det påfaldende, at de fremhævede kritikpunkter ikke bliver taget i brug af psi-kritikerne, - når der bortses fra Zachariae, som stiller sig skeptisk overfor meta-analyserne, om end af andre grunde end Bateson. Heraf kan man måske konkludere, at Bateson påpeger problemfelter, som i den grad er blevet en del af det naturvidenskabelige begrebsapparat, at de end ikke bemærkes, og af hvilke den groveste fejltagelse måske er, at man anvender induktion og verifikation i sin metodologi. Men som sagt: Videnskaben beviser aldrig noget. Dette kan måske være svært at forstå, for uanset denne påstands (logiske) rigtighed, bevirker de mange forsøg trods alt, at dele af samfundet lader sig overbevise om noget.

Nu kan man så hævde, at Bateson har ret i sine kritikpunkter af videnskaben. Og man må sige, at hans argumentation virker overbevisende. Men hvor bringer det os hen ? Vi kan vel ikke bare stoppe alle undersøgelser, fordi de ikke lever op til Batesons krav. I den forbindelse kan man med rimelighed spørge, hvad Bateson selv vil foreslå, for han må vel mene, at der er en vej, der er mere konstruktiv at følge end den, positivismen har taget ? Det er der ganske rigtigt også, og den vil jeg komme nærmere ind på nedenfor.

Til toppen

Med Batesons univers som udgangspunkt for valide psi-undersøgelser 

Som nævnt er det udelukket, at Bateson ville begynde at verificere psi-fænomener på den måde, som Radin og hans kolleger gør, - en fremgangsmåde, der trods sit kontroversielle indhold ikke desto mindre accepteres af naturvidenskaben et stykke hen ad vejen.  

Som jeg ser det, ville Bateson slet ikke stille spørgsmålet om eksistens eller ej. Han ville snarere begynde at se på, hvilke kriterier, der (logisk set) måtte gøre sig gældende for ”mind”, hvis psi-fænomener skulle kunne eksistere. Man kan med andre ord sige, at der tages udgangspunkt i det, vi alle kan blive enige om, hvis ikke undersøgelsen skal betragtes om absurd, nemlig at der eksisterer en form for ”mind”, hvorpå man beskriver betingelserne for psi ud fra dette holdepunkt. Herved vendes problematikken på hovedet, og man undgår at begrænse sig ved at tænke på, om andre nu vil kunne godtage de symptomer på noget ukendt, som man måske kan sige, at psi-fænomenerne udgør. Når man først har fået opstillet de foreløbige præmisser, må man begynde at undersøge nærmere, hvorvidt der er hold i disse. Det er der måske, måske ikke. Men det forekommer sandsynligt, at der dukker nogle tanker og ideer op, som kan bringe os til en større forståelse af ”mind”, om end vi stadig ikke nøjagtig ved, hvordan vi skal forstå de fænomener, vi betegner psi. 

Det er naturligvis ikke muligt på dette sted at komme med en præcis redegørelse for den ovennævnte procedure. Det ville være en interessant opgave, som desværre falder uden for projektets rammer, men jeg vil nedenfor gøre et beskedent forsøg på at stipulere nogle tanker herom ud fra Batesons teorier. 

Noget af det første, som dukker op, når man vil forsøge at opstille nogle kriterier, har at gøre med, at ”mind” må betragtes som en del af den levende verden. Denne skelner Bateson fra den ikke-levende ved at sige, at levende organismer reagerer på forskelle, medens den ikke-levende reagerer på fx kræfter og stød, dvs. de naturkræfter som beskrives af de kendte naturlove. Bateson udtrykker forskellen meget slående ved at sammenligne det at sparke til en sten med det at sparke til en hund. Stenen vil ved et spark bevæge sig i en bane, som kan beskrives af fysikkens love. Det vil hunden også, idet den har et fysisk legeme, men derudover vil der i hunden blive sat en reaktionskæde i gang, som er betinget af et samspil mellem hundens stofskifte, dens følesans, dens temperament osv. Hvor stenens reaktion kan beregnes på forhånd, idet nøjagtige betingelser herfor kan opstilles, er hundens ditto vilkårlig og ikke-forudsigelig. Bateson beskriver kort forskellen mellem de to reaktionsmønstre ved at sige, at stenen reagerer, medens hunden responderer.   

En logisk forudantagelse er således, at ”mind” må være i stand til at reagere på forskelle i lighed med vore kendte sanser, ved hjælp af hvilke vi ser, hører, føler, lugter og smager. Et problem i denne antagelse er, at det ikke indtil videre har været muligt at lokalisere et bestemt organ, som kan siges at udgøre det centrale punkt for den nødvendige registrering og bearbejdning af forskelle. 

Betragter man funktionsmåderne af vore kendte sanser, kan man sige, at disse er begrænset af tærskler, hvilket betyder, at de kun er bygget til at reagere på forskelle, som foregår inden for visse grænser. Vi er således ikke i stand til at opfatte lyde, hvor frekvensen ligger under 20 og over 20.000 svingninger pr. sekund, ligesom vi ikke kan se infrarødt eller ultraviolet lys, selv om disse former eksisterer og kan påvises instrumentelt. 

Hvis ”mind” er en kommunikatorisk egenskab ved mennesket, kan den måske betragtes som foregående gennem en form for sanseorgan, der ganske vist ikke er lokaliseret endnu. Vi kender udtrykket ”den 6. sans” og betragter den normalt som noget overnaturligt, men dette behøver måske langt fra være tilfældet, hvis man betragter sansen som et udslag af, at den ikke bemærkes, medmindre den afviger fra normalen. Dvs. når der fx er tale om, at en person har en sans, som med en analogi fra synet kan opfatte noget, der svarer til ultraviolette stråler, selv om dette ikke er tilfældet for ”normale” mennesker.  

Hermed kan man sige, at det at have en 6. sans, der fungerer med psi-agtige tendenser, kan betegnes som en ”fejlkonstruktion” ved et menneskeligt organ. Men hvordan kan man tale om et sådant, når man ikke kan lokalisere det ? 

Den nyeste hjerneforskning er måske i stand til at give nogle fingerpeg, idet man for nylig har identificeret et område i temporallapperne, som svinger med 200 hz mod det normale 40 hz. (Zohar et al, p. 89ff) Dette sted, der af neurobiologerne Persinger og Ramachandran betegnes ”Guds-punktet” eller ”Guds-modulet”, fordi aktiviteten øges ved religiøse handlinger, kan stimuleres både ved magnetisk påvirkning og ved rytmisk trommeslagning, som anvendes i mange kulturers religiøse ritualer. Kunne det tænkes, at  dette ”Guds-punkt” har betydning for det, vi betegner som ”mind”, og kunne der være mennesker, hvor dette område er ”fejlkonstrueret” forstået på den måde, at det er i stand til at opfange flere forskelle end andre, fx fordi disse menneskers tærskler udløses før ”normale” menneskers. Og bliver disse mennesker af denne grund i stand til at opfatte psi-fænomener i højere grad end andre ? 

Denne forklaring kunne måske tilfredsstille Bateson, selv om han givet ville ønske at vide mere om de af Zohar et al angivne undersøgelser. Men lad nu dette ligge, og lad os kigge lidt mere på den 6. sans ud fra Batesons univers. 

Når jeg ovenfor har talt om et sanseorgan, så giver det, som i neurobiologernes tilfælde, anledning til, at man forestiller sig jagten på en fysisk lokaliserbar genstand, hvor man kan måle, at en bestemt aktivitet finder sted. Dette synes både fornuftigt og rimeligt. Imidlertid er Bateson inde på, at et sanseorgan ikke nødvendigvis behøver at være fysisk, men kan bestå af en form for mønsterdannelse i et økosystem, og her tænker han specifikt på et større vådområde, en mark eller en skov. For ham er det muligt at forestille sig, at  

”I nogle meget diffuse systemer er det ikke let, måske ikke muligt, at erkende hverken sanseorganer eller informationsbaner ..... det er ikke let at udpege en del af systemet som et sanseorgan, der indsamler information og iværksætter den korrigerende handling” (Bateson, p. 111f) 

Og som han udtrykker det andetsteds: 

”Lad mig antage, at [livet i marken har karakter af et dynamisk mønster], en slags dans, lidt stiv som fx en menuet. Og at formålet, funktionen osv. med den menuet er at afsløre og klassificere dansemønstre. Engen danser med sin indbyrdes forbundne mangfoldighed af arter i en uendelighed og bliver derved fyldt med information (dvs. efterretning om ændringer og forskelle) ”om” miljøet, dvs., at det dynamiske mønster er en slags ulokaliseret sanseorgan. Ha !” (Bateson et al, p. 204) 

Med en analogi herfra kan man så spørge, om hele vort register af følelser, adfærdsmønstre, fysiske og psykiske tilstand, hele vor interaktion med omverdenen er et ulokaliseret sanseorgan, hvorigennem vi bearbejder information ? Og bruges resultatet heraf som rettesnor for, hvordan vi skal tilpasse os til eller forandre vore omgivelser ? Befinder mennesket sig -  ligesom marken – i en slags dans, og kan det at deltage i et religiøst ritual eller en meditation, sammenlignes med det at deltage i en bevægelse, hvor forskellige former for information kan modtages ? Eller kan man sige det således, at når et mønster har en passende karakter, der i så fald vil afvige fra ”normalen”, så kan der forekomme fænomener af den omtalte psi-karakter. Eller kan der opstå sygdomme af fysisk eller psykisk art, - eller kan der ske personlighedsændringer, religiøse omvendelser og lignende ? 

Der findes sandsynligvis ikke enkle svar på ovenstående spørgsmål, og det synes tvivlsomt om de kan findes inden for det herskende positivistiske videnskabssyn, som præger psi-forskningen. Men uanset hvad, synes det rimeligt at antage, at det vil være muligt at lokalisere et sted i den menneskelige organisme (hjernen), hvorigennem de resulterende processer tillades at indvirke på den fysiske krop. Og i den forbindelse synes opdagelsen af det såkaldte ”Guds-punkt” interessant. Når dette er sagt, må det dog også understreges, at videnskabens nuværende modstilling mellem menneske og natur, vil blive stillet på en prøve. 

Hvis man med Batesons tanker kan forestille sig, at et enkeltindivid eller en gruppe af mennesker, herunder menneskeskabte institutioner, i lighed med et vådområde eller en mark, kan indgå i et samspil med omgivelserne og derved blive i stand til ”at afsløre og klassificere dansemønstre”, så synes en forudsætning herfor, at mennesket indgår i dansen som en del af naturen. Dette må indebære, at mennesket opgiver sin nuværende kontrolposition, og vender tilbage til den helhed, som det iflg. Bateson har skilt sig ud fra. Samtidig er det vigtigt at understrege, at de forskellige mønsterdannelser er nøjagtigt lige så ”virkelige” som noget materielt identificerbart, men at der endvidere samtidig er tale om noget, der kan reagere på forskelle som en samlet levende organisme.

Hvor Aristarkos i sin tid forgæves krævede af sine landsmænd, at de skulle udvide deres opfattelse af himmelrummet, så synes Bateson nu at kræve af sin samtid, at den er i stand til at udvide sin opfattelse af mennesket. Men måske er kravet ikke så meget af kvantitativ som af kvalitativ art, for noget tyder på, at mennesket må sættes ind i en større kontekst, som imidlertid ikke kan udtrykkes med Descartes res extensa, men snarere med hans res cogitans. Der er således ikke tale om en fysisk forøgelse af menneskets eksistens, men hvad man kunne betegne som en udvidelse af de menneskelige facetter, der umuligt lader sig måle med positivismens metoder. Dermed kan man sige, at det moderne menneske, og hermed også naturvidenskabsmændene, stilles overfor krav om ændringer af metafysisk art, - med de vanskeligheder dette måtte indebære.

Min pointe bliver måske lettere at følge, hvis man med Bateson forestiller sig et ulokaliseret sanseorgan af den ovenfor beskrevne karakter, og derefter finder det oplagt at spørge, om den information, som dette hermed bliver i stand til at modtage, kan stamme fra et system, der ligger ud over det, vi normalt opfatter. Hvis Bateson svarer bekræftende, vil der ikke være tale om information fra en Gud i den kristne forstand (eller for den sags skyld andre religioners guder), men fra det, som Bateson kalder ”det sammenhængende mønster i den åndelige proces, som omgiver alles liv” (Bateson et al, p. 206). Man kunne kort betegne det et meta-system, og dermed bruge Batesons hierarkiske tankegang, ligesom man måske kan anvende ideen til at beskrive psi-fænomener med.

Hvis nemlig det individuelle menneskes ”mind” er medlem af en klasse, der omfatter alle eksisterende ”minds”, så kan vi rent logisk kalde denne for ”meta-mind” (= meta-systemets ”mind” ?) Normalt vil der være tærskler, som hindrer de forskellige medlemmer i at blande sig med hinanden, men undertiden – da der er tale om noget levende – vil der ske fejl, og informationer mellem to ”minds” kan udveksles via ”meta-mind”. Hvis denne tankegang forfølges, kan nogle (fx telepati), men ikke alle (fx psykokinese) psi-fænomener forklares. Dog er det tvivlsomt, om Bateson vil udtale sig så markant på det anførte, særdeles spinkle grundlag, som da også kun er et tankeeksperiment.

Jeg har tidligere givet udtryk for, at det for nuværende ikke er muligt at opstille nogen teori om ”mind”, og det vil jeg gerne understrege på ny. Ovennævnte er kun tænkt som udkast til, hvordan man måske kan anvende elementer fra Batesons tankegang til at komme videre i psi-forskningen.

Selv om det uden tvivl vil være problematisk at omforme hans tanker i mere konkrete arbejdsmetoder, forekommer Bateson ikke desto mindre at tilbyde en indfaldsvinkel, der efter min mening er mere hensigtsmæssig, end hvad jeg har kunnet finde hos andre tænkere. Dette skyldes ikke mindst, at Bateson helt selvfølgeligt inddrager de åndelige og æstetiske aspekter ved menneskelivet, som naturvidenskaben har negligeret gennem flere århundreder, og som må kræves i en teori, der skal kunne omfatte psi-fænomener uden at falde i det overnaturliges grøft. Og da Bateson endvidere er erklæret ateist, kan man ikke beskylde ham for at ville lempe argumenter, som skulle implicere en form for religion, ind ad bagdøren.

Med disse ord har jeg afsluttet såvel min inddragelse af Batesons univers i projektet som den teoretiske behandling af  min problemformulering, og jeg vil derefter formulere en samlet konklusion samt en perspektivering.

Til toppen
 

Samlet konklusion og perspektivering

Som det første blev læseren introduceret til de begreber, der er indeholdt i betegnelsen psi. Dette skete gennem en fortolkning af Dean Radins bog The Conscious Universe, og der blev her lejlighed til, bl.a. som følge af præsentationen af ganzfeld-metoden, at stifte bekendtskab med psi-forskningens arbejdsform. Det blev i denne forbindelse afsløret, at det positivistiske videnskabssyn, hvis grundlag kan føres tilbage til Francis Bacon’s mere end 300 år gamle tanker, dominerer ikke blot psi-forskningen, men også i vid udstrækning kritikken af psi-forskningen.

En årsag til, at jeg overhovedet havde mulighed for at tage hul på de problemer, som er tilknyttet psi-forskningen, var fremkomsten i hhv. Samvirke og Berlingske Tidende af nogle interviews vedrørende Radins bog. Efterfølgende blev jeg opmærksom på, at der også i USA havde været en debat, som jeg var så heldig i et vist omfang at kunne følge på internettet. Hermed var grunden lagt til først at behandle den explicitte kommunikation ud fra en traditionel argumentationsteoretisk synsvinkel, som dernæst blev suppleret med en mere moderne, repræsenteret ved Habermas’ kommunikationsteori. I denne forbindelse viste det sig, at dele af den etablerede naturvidenskab samt dele af pressen viste autoritære tendenser, som for sidstnævntes vedkommende gav sig udslag i en form for censur ved ikke at ville optage indvendinger til en anmeldelse af Radins bog eller ved ikke at ville anmelde bøger om emner, som ikke var sanktioneret af  mainstream videnskaben. De ”gode” naturvidenskabelige kredse var temmelig splittede i deres opfattelse af psi-forskningen: Holger Bech Nielsen placerede sig med sin åbenhed på den mere positive side, medens hans kollega, Benny Lautrup, kom med udtalelser, der udviste arrogante, autoritære tendenser. Andre var mere neutrale og afventende, medens en enkelt, Morten Skriver, på forhånd havde taget stilling til, at psi-fænomener naturligvis eksisterer. Hermed kan man sige, at debatten gav et broget indblik i forskellige opfattelser af såvel videnskab som menneskesyn.

Det blev nu min opgave at foretage en analyse af det ovennævnte empiriske materiale, og dette gjorde jeg ved først at præsentere nogle teorier, der efter min mening var relevante, og derefter anvende disse på min empiri. Som den første, der fik lov at komme til orde, havde jeg valgt Karl Popper, hvis kritik af positivismen kan siges at påpege to væsentlige elementer, nemlig at naturvidenskaben i moderne tid, har indtaget den autoritære position, som ved dens fødsel var forbeholdt kirken, samt at naturvidenskaben tager fejl i sine bestræbelser på at opnå verifikation. Han søger at løse førstnævnte problem ved at foreslå en mere åben indstilling overfor nye ideer, og sidstnævnte, ved at opstille nye krav til forskningen. Hans forslag om at stille falsificerbarhedskriteriet op som en teoris væsentligste punkt og hans validering af falsifikation som den eneste gangbare vej frem, kan måske vække forskerne af deres dogmatiske verifikationsslummer og få dem  til at vende blikket væk fra den evige jagt på succes og til at stile efter den både positive og nødvendige feedback, som kan ligge i et fejlslagent eksperiment.  Samtidig kan hans skrappe krav til de teorier, som nu ikke længere bør induceres, men opstilles ved ”dristige gæt”, anses som en måde, hvorpå forskningen kan undgå ”løbe løbsk” og dermed underminere videnskabens troværdighed. Hermed kan Popper betragtes som ophavsmand til tanker, der synes at kunne bidrage til en konstruktiv modning af naturvidenskaben, der herved både kan vende tilbage til sine anarkistiske rødder og drage nytte af flere aspekter af de menneskelige grundvilkår.

Som supplement til Karl Popper faldt mit valg på Paul Feyerabend, hvis anarkistiske indstilling har vakt stor furore, men som sikkert også har fået en del til at trække på smilebåndet, og af disse vil der uden tvivl være mange, som har overvejet, om Feyerabend nu også mente det alvorligt. Det er der imidlertid vist ingen tvivl om, og med hensyn til autoritetsproblematikken lægger han sig tæt op ad Popper, om end hans løsningsmodel er fuldstændig anderledes: i stedet for at indsnævre videnskabens område gennem falsificerbarhedskriteriet og falsifikationsmetoden ønsker Feyerabend den totale frihed både i tankegang og metoder. Og selv om der bestemt kan siges meget positivt om denne løsning i retning af frigørelse fra snærende bånd, må man også samtidig erkende, at der savnes nogle konstruktive retningslinier for videnskabens videre vej fremad. Man kan derfor let forestille sig, at videnskaben, hvis den fulgte Feyerabends råd, i løbet af kort tid ville stå i et troværdighedsproblem og dermed næppe ville kunne tiltrække de nødvendige forskningsmidler. Alligevel synes Feyerabend som et frisk pust i en verden, der let kan forekomme selvhøjtidelig for udenforstående.

Det syntes ikke med hverken Popper eller Feyerabend muligt at løse den konflikt, som psi-forskningen er årsag til, hvorfor en ny tankegang blev bragt på banen, nemlig den som Gregory Bateson er ophavsmand til. Den udmærker sig ved at tage sit eget selvstændige udgangspunkt i mange forskellige videnskabsgrene som fx biologi, fysik og systemteori,  og  den er ikke i lighed med Popper og Feyerabend en decideret modstilling til den verserende positivisme. Bateson er ganske vist enig med d’herrer i deres kritik af de autoritære tendenser i videnskaben, men ser ikke så meget en modsætning mellem ny og gammel videnskab, men mere en modstilling menneske og natur imellem, hvilket igen giver sig udslag i en fejltænkning, som gennemsyrer  naturvidenskaben, og efter Batesons mening hindrer den i at bryde positivismens lænker.

Nogle elementer fra Batesons tænkning blev præsenteret, og ved hjælp af disse blev den bredt accepterede ganzfeld-metode analyseret. Denne viste sig at være ubrugelig på flere punkter, hvis man ønsker at anvende  samme logik og præcision som Bateson, og det stod klart, at selv ikke den mest anerkendte psi-metode ville have fundet nåde for hans øjne. En sådan kritik kan naturligvis ikke  tages alvorligt medmindre der anføres retningslinier for, hvordan man så kan komme videre inden for psi-forskningen, og i den forbindelse gjorde jeg et beskedent forsøg på at anvende Batesons og i mindre omfang andre forskeres tanker i mit forslag til en ny anskuelsesform. Denne vendte problemstillingen på hovedet og tog udgangspunkt i at undersøge hvilke kriterier, der måtte opstilles for ”mind”, hvis fænomener med psi-karakter skulle kunne eksistere. Hjerneforskningens nye fund af det såkaldte ”Guds-punkt” blev nævnt, som et muligt sted for bearbejdningen af information, ligesom det kom frem som en hypotese, at psi-fænomener kunne skyldes en brist ved et menneskes hjerne.

Disse to forslag er måske ikke så svære at følge som Batesons teori om, at større systemer som fx et vådområde kan danne ikke-lokaliserbare ”sanseorganer” ved at følge bestemte rytmer, og derved blive i stand til at modtage information, som kan vise systemet, hvordan det skal tilpasse sig for at overleve. I hvert fald synes Batesons tankegang at stille krav om en ny metafysik, hvor mennesket betragter sig som et led i et større system, der måske kan betegnes et meta-system. Mennesket må derfor indgå en ny pagt med naturen og ophæve den gamle modstilling. Dette spring vil sandsynligvis ikke blive uproblematisk, idet kravet synes mere af kvalitativ end kvantitativ karakter, ligesom det synes at indebære et personligt engagement, som næppe alle er parate til.

Hvis det er korrekt, at den foreslåede psi-forskning kræver en metafysisk omstilling, så vil man uden tvivl kunne betegne dette skridt som tegn på, hvad Thomas Kuhn kalder revolutionær videnskab. Og her har vi måske et fingerpeg om, hvad den forskel, jeg nævnte i indledningen mellem Deutsch’s konventionel kontroversielle forskning og Radins kontroversiel kontroversielle forskning, dækker over:  Deutsch synes således at kunne bevæge sig inden for de nugældende metafysiske rammer, medens Radin, selv om han forsøger at matche det naturvidenskabelige paradigme, kunne se ud til ubevidst at stille krav om ændringer, der har metafysisk karakter. For én ting er at skulle ændre sit syn på nogle forskningsmetoder og autoritetsforhold, noget andet er at skulle ændre sit syn på sig selv som menneske. Og Radins insisteren på psi-fænomeners eksistens kunne godt opfattes som et krav i den retning

Mit eget forslag om, at ”mind” kunne virke gennem et ikke-lokaliserbart sanseorgan hos et menneske er inspireret af Batesons tanker, og dette skulle, som jeg ser det, bestå af et særligt mønster dannet af vore følelser, tanker, adfærd og interaktion med omverdenen. Der synes at være forskellige religiøse praksiser, som kan understøtte min teori, herunder ikke mindst meditation og rituel dans og sang, og måske kan den nye opdagelse af ”Guds-punktet”, give et fingerpeg om, hvornår et menneske bearbejder information af såkaldt åndelig karakter. Måske kan vi komme i kontakt med andre dimensioner af eksistensen ved at påvirke dette punkt gennem afspilningen af særlige (endnu uidentificerede) mønstre, ligesom vi måske herigennem under bestemte forhold kan få informationer af psi-karakter, der ellers ville være uopnåelige for os.

Men alt dette er stadig så nyt og uafklaret, at det for nuværende må indskrænke sig til at omfatte de få tanker, jeg har nedfældet her på papiret, medens de, der rumsterer i mit hoved, må vente til, at de engang kan formuleres i et sprog, der kan forstås af andre.

Til toppen

Litteraturliste

Bateson, Gregory                                       ”Ånd og Natur – En nødvendig enhed”

                                                                 Rosinante/Munksgaard, København, 1991, 2. udgave

Bateson, M.C. & G.                                  “Hvor engle ej tør træde”

                                                                 Rosinante/Munksgaard, København, 1990

Christensen, Jens                                       Undervisningsmateriale til suppleringsuddannelsen i Videnskabsteori, AAU, 2000

Deutsch, David                                          “The Fabric of Reality”

                                                                 Penguin Group, New York, 1997 

Feyerabend, Paul                                       “How to Defend Society Against Science”

                                                                 Radical Philosophy, no. 11, 1975 

Fogelin, R.J., Sinnott-Armstrong, W.,         “Understanding Arguments”

                                                                 Harcourt Brace Jovanovich, Inc., 4th Edition, 1991 

Kjørup, Søren                                           “Forskning og samfund”

                                                                 Nordisk Forlag, København, 1997, 2.udg., 1.opl.

Kruse, Emil                                                ”Kvalitative Forskningsmetoder”

                                                                 Dansk psykologisk Forlag, 2. opl., 1992

Kuhn, Thomas S.                                       “The Structure of Scientific Revolutions”

                                                                 University of Chicago Press, London, 3rd Ed., 1996 

Lübcke, Poul (red.)                                    “Politikens Filosofileksikon”

                                                                 Politikens Forlag, København, 14. opl., 2000

Lübcke, Poul (red.)                                    Vor tids filosofi: ” Engagement og forståelse”

                                                                 Politikens Forlag, København,  1. udg. 7. opl.,  1999

Popper, Karl R.                                         ”Kritisk rationalisme”

                                                                 Nyt Nordisk Forlag, 1972                                             

Radin, Dean                                               ”The Conscious Universe”

                                                                 HarperCollins Publishers, New York, 1997 

Rasborg, Klaus                                          “Samfundskritik og Normativitet”

                                                                 Rhodos, København, 1988

von Wright, G.H.                                       ”Myten om fremskridtet”

                                                                 Munksgård, Rosinante, 1994

Zohar, D. &  Marshall, I.                           Spirituel intelligens“

                                                                 Aschehoug Dansk Forlag, 2000

Øhrstrøm, Peter                                         “Logisk set”

                                                                 Forlaget Systime, Århus, 2.udg. 1.opl., 1998

Ølgaard, Bent                                            ”Kommunikation og økomentale systemer ifølge Gregory Bateson”  

                                                                 Akademisk Forlag, 2.udg. 2.opl. 1991

Til toppen


 

* Det engelske ord ”mind” oversættes forskelligt til dansk. Nogle taler om ”bevidsthed”, andre om ”ånd”, medens fx Bent Ølgaard i sin bog ”Kommunikation og Økomentale systemer iflg. Gregory Bateson”, bruger betegnelsen ”det mentale” eller slet og ret undlader oversættelse og blot siger ”mind”. Hvad der her menes er formentlig det kommunikatoriske aggregat, hvormed to mennesker udveksler information. Mig bekendt findes der ikke en egentlig dansk oversættelse af dette begreb. Jeg vil derfor i lighed med Ølgaard undlade oversættelse.