til forsiden

Moses

link til spirituelle oplevelser

I Biblen findes der mange beretninger om spirituelle eller religiøse oplevelser. Her er en af de mest kendte fra Anden Mosebog

 

Herren åbenbarer sig for Moses i den brændende tornebusk

3. Moses vogtede får for sin svigerfar Jetro, præsten i Midjan. Dan han engang havde drevet fårene langt ud i ørkenen, kom han til Guds bjerg Horeb. Dér viste Herrens engel sig for ham i en flammende ild fra en tornebusk. Moses så, at busken stod i lys lue, men at den ikke blev fortæret af ilden, og han tænkte; "Jeg må hen og se nøjere på dette mærkelige syn ! Hvorfor brænder busken ikke ?" Men da Herren så, at han gik hen for at se det, råbte Gud til ham inde fra busken: "Moses! Moses!" Han svarede ja, og Gud sagde: "Du må ikke komme nærmere! Tag dine sandaler af, for det sted, du står på, er hellig jord." Og han sagde: "Jeg er din faders Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud." Da skjulte Moses sit ansigt, for han turde ikke se Gud.

Så sagde Herren: "Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogderne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidtstrakt land, et land der flyder med mælk og honning .... Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten". Moses sagde til Gud: "Hvem er jeg, at jeg skulle gå til Farao og føre israelitterne ud af Egypten?" Gud svarede: "Jeg vil være med dig, og dette skal du have som tegn på, at det er mig, der sender dig: "Når du har ført folket ud af Egypten, skal I dyrke Gud på dette bjerg." Moses sagde til Gud: "Når jeg kommer til israelitterne og siger til dem, at deres fædres Gud har sendt mig til dem, og de spørger mig, hvad hans navn er, hvad skal jeg så sige til dem?" Gud svarede Moses: "Jeg er den, jeg er!" Og han sagde: "Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer."

......

4. Moses svarede: "Hvad nu, hvis de ikke tror på mig og ikke vil høre på mig, men siger: Herren har ikke vist sig for dig!" Da sagde Herren til ham: "Hvad er det, du har i hånden?" og han svarede: "En stav." Herren sagde: "Kast den på jorden!" Det gjorde han, og den blev til en slange; Moses ville flygte for den, men Herren sagde til ham: "Ræk hånden ud og grib den i halen!" Da Moses rakte hånden ud og tog fat i den, blev den til en stav i hånden på ham. "Det er, for at de kan tro, at Herren, deres fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har vist sig for dig." Derpå sagde Herren til ham: "Stik din hånd ind på brystet!" Det gjorde han, og da han trak hånden ud igen, var den blevet spedalsk, hvid som sne. "Stik din hånd ind på brystet igen!" sagde Herren. Det gjorde Moses, og da han trak hånden ud fra brystet, var den igen som resten af kroppen. "Hvis de efter det første tegn ikke tror på dig og ikke vil høre, så vil de tro efter det andet tegn. Men hvis de efter disse to tegn ikke tror og ikke vil høre på dig, skal du tage noget vand fra Nilen og hælde det ud på jorden; så bliver det vand, du tager fra Nilen til blod på jorden."     

Men Moses sagde til Herren: "Undskyld mig, Herre, men jeg har ikke ordet i min magt og har aldrig haft det; jeg har det heller ikke nu, efter at du begyndte at tale til mig, din tjener. Jeg har svært ved at udtrykke mig i ord." Da sagde Herren til ham: "Hvem gav mennesket en mund? Hvem gør stum eller døv, seende eller blind? Er det ikke mig, Herren? Gå nu! Jeg vil være din mund og fortælle dig, hvad du skal sige." Men han svarede: "Undskyld mig, Herre, send dog en anden!" Da flammede Herrens vrede op mod Moses, og han sagde: "Er levitten Aron ikke din bror? Jeg ved, at han kan tale. Han er netop på vej til at møde dig, og han vil glæde sig af hjertet, når han ser dig. Tal til ham, og læg ham ordene i munden! Jeg vil være med din mund og med hans mund og fortælle jer, hvad I skal gøre. Han skal tale til folket på dine vegne; han skal være mund for dig, og du skal være gud for ham. Tag denne stav i hånden! Med den skal du gøre tegnene." 

Med denne religiøse oplevelse startede Moses sin kendte gerning som leder af israelitterne, - som den der modtog de ti bud.