Til forsiden

Forforståelse
og
Forudsigelighed

link til spirituelle oplevelser

 

 Forforståelse

og

Forudsigelighed

   

En undersøgelse af den danske regerings forforståelse, som den kommer til udtryk i redegørelsen
Danmarks strategi for livslang læring.

 

 

Elisabeth Egekvist

Aalborg Universitet – Projekt på kandidatuddannelsen i Læring og forandringsprocesser

 7. semester – Afleveringsdato 19. december 2007 – Omfang: 59.845 typeenheder

Vejleder: Ole Ravn Christensen

 

 

Indholdsfortegnelse 

Indledning.  

Projektets opbygning og metode.  

Når arbejdet bliver Gud.  

Max Weber har ordet
Sammenfatning.  

Ludvig Wittgenstein.
Sprogspil
Viden.
Verdensbillede.
Sammenfatning.

 Opsummering til brug for analysen.  

Danmarks strategi for livslang læring i korte træk.
(2) Danmark som vidensamfund – mod nye mål og udfordringer
(3) Et uddannelsessystem i verdensklasse.
(4) Livslang opkvalificering for alle.
(5) Tværgående indsatsområder – uddannelse og livslang opkvalificering.
(6) Livslang læring i folkeoplysning og forenings- og fritidslivet
(7) Uddannelse og opkvalificering – beskæftigelse og integration. 

Konklusion og perspektivering.

Litteraturliste.  

 

 Indledning

 I 2004 opfordrede Det Europæiske Råd medlemslandene i EU til at udvikle sammenhængende nationale strategier for livslang læring som et led i EU’s mål om at være ’den mest konkurrencedygtige og dynamiske viden-baserede økonomi i verden – med flere og bedre job og større social sammenhængskraft’ (p.3). I den forbindelse offentliggøres i april 2007 ’Danmarks strategi for livslang læring’ (jf. http://www.stm.dk/publikationer/2007/livslang-laering.pdf), som skal fremtidssikre landet med uddannelse og livslang opkvalificering samtidig med, at man herved ønsker at bidrage til at realisere de fælles mål for EU.

 I forordet til ovennævnte rapport anføres det, at ’Målet er at skabe et uddannelsessystem i verdensklasse, og at alle deltager i livslang læring’. Senere hedder det, at ’livslang læring skal fremmes i alle de mange sammenhænge, hvor mennesker lærer nyt og tilegner sig brugbare kompetencer’ samt at der er tale om ’de initiativer og indsatsområder, der fremadrettet især prioriteres’, idet man fra regeringens side mener, at det herved skulle blive muligt for Danmark at udvikle sig ’som førende vidensamfund i en globaliseret verden’ (p.1).

Umiddelbart ser det således ud til, at regeringen med sit oplæg har de bedste intentioner om at bidrage til de mål, som Det Europæiske Råd fremsatte i 2004, ligesom Danmarks vækst og almene velfærd søges sikret gennem de fremsatte initiativer.

 Nærlæser man bekendtgørelsen viser det sig imidlertid, at sagen ikke er helt så uproblematisk, som det måske kunne lyde. Herved opdager man nemlig, at begrebet livslang læring, ser ud til kun at inkludere aldersgruppen fra 3 år, hvor børn skal sprogtestes, og indtil man trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet for at gå på efterløn eller pension, normalt som 60-65 årig. Dette må betyde, at der er en hel del år, faktisk måske endda mere end 25 % af en almindelig danskers liv, som den livslange læring ikke inkluderer, hvorfor ordet livslang forekommer misvisende.

 Tager man fat i begreber som vidensamfund og viden-baseret økonomi dukker der også visse problemer op, fordi man her kan spørge, hvad der menes med viden. Dette fænomen har beskæftiget filosoffer gennem årtusinder og kan – fra en filosofisk synsvinkel – ikke siges at have fundet en endegyldig løsning. Ikke desto mindre anvendes begrebet mange gange og i mange sammenhænge som en betegnelse for et tilsyneladende selvindlysende faktum.

 Det ser således ud som om regeringen foretager en udelukkelse af en stor befolkningsgruppe, samtidig med at den forudsætter, at der skulle foreligge en fast definition på, hvad viden er. Dette kunne tyde på, at der i redegørelsen tages udgangspunkt i et verdensbillede, som ikke ekspliciteres, men som heller ikke nødvendigvis stemmer overens med hele den danske befolknings.

 Ser man sig fx lidt omkring i samfundet, opdager man i hvert fald, at der foregår ting inden for uddannelsessystemet, som ikke indbefattes i ovennævnte indstilling. Her er visse kredse fx begyndt at arbejde med det, der kaldes den 9. intelligens. Hermed henvises til en spirituel eller eksistentiel intelligens, - et område, som tilsyneladende også har stor praktisk interesse for lærere og pædagoger her i landet, hvilket ses af det faktum, at der for nylig blev afholdt en konference i Århus med titlen Nærvær, opmærksomhed – den 9. intelligens med 726 deltagere fra hele landet (jf. www.denniende.dk). Foredragsholdere var kendte navne som professor Steen Hildebrandt, familieterapeuten Jesper Juul samt lederen af Vækstcentret ved Nørre Snede, dr. phil. Jes Bertelsen.

Om dette initiativ siger Steen Hildebrandt i et interview i NORDJYSKE d. 18/11-2007

Ud fra mit kendskab til erhvervslivet kan jeg se, vi bliver nødt til at lære børnene noget andet og mere, end de lærer i dag. Alt for mange børn bliver tabere, fordi de kan for lidt fagligt og/eller har så lille en selvfølelse, at de ikke er gode ved sig selv eller kan samarbejde, men bliver aggressive eller meget indadvendte.

I samme artikel nævnes det, at Hildebrandt ’ser træning i ”at finde sin indre ro” som et middel til at hindre tabere’. Her peges altså på en anden form for viden, som skal læres for at opnå det mål, regeringen fastsætter i sin redegørelse.

Også blandt politikere er der de divergerende meninger om uddannelse og læring. Et eksempel er de indvendinger, der fulgte i kølvandet på regeringens afskaffelse af gruppeeksamen. Forskellige politiske partiers holdning fremgår af følgende udtalelser i NORDJYSKE d. 3/11-07, hvor man stiller spørgsmålet: ”Skal gruppeeksamen genindføres?”

Hertil svarer Ole Christensen fra liste A:

”Ja. Aalborg Universitet er berømt for projektorienteret undervisning, og det er det, der er brug for i erhvervslivet i dag”.

 Karina Kroustrup fra liste B siger:

”Ja. Fordi fremtidens arbejdsmarked kræver medarbejdere, som kan samarbejde på tværs af fag og kultur”.

Lene Espersen fra liste C siger:

”Nej. Det er vigtigt, der sker en individuel vurdering, når man tager eksamen. Derfor har regeringen luget ud i de mange gruppeeksaminer”.

 Torsten Schack Pedersen fra liste V udtrykker sig således:

”Nej. Danske studerende skal sikres individuel karakter. Det sikres bedst ved individuel eksamen. Gruppearbejde er fortsat muligt og udbredt”.

Ovenstående synes at give udtryk for, at man lægger vægt på forskellige elementer, hvad angår læreprocessen, idet liste A og B slår på samarbejde, medens liste C og V slår på det individuelle.

Uanset, at der er divergerende synspunkter omkring evalueringsformen, og om hvad viden er, tyder intet på, at det er den livslange læring i sig selv, der skiller vandene. Tværtimod vil det nok ikke være for meget at påstå, at stort set alle – politikere såvel som fagpersoner – er helt enige i vigtigheden af en indsats på dette område.

Jeg antager, at der ligger mange overvejelser og en grundig behandling i diverse udvalg bag bekendtgørelsen, hvorfor det ikke kan skyldes en ren og skær forglemmelse, at man udformer sine tanker og ideer, sådan som det er sket, og med ovennævnte meget korte gennemgang har jeg forsøgt at pejle mig ind på nogle centrale elementer, der afslører hvad, det er, regeringen ekskluderer i sit uddannelsesprogram.

Herefter står jeg tilbage med en undren over hvorfor, hvilket fører mig hen i en mere etisk betonet retning, som handler om holdninger og værdigrundlag. For at kunne besvare dette spørgsmål, vil det være relevant at rette fokus mod det, der betegnes forforståelse, med hvilket begreb jeg forsøger at favne den antagelse, at vi mennesker baserer os på nogle for-domme, der farver de valg, vi tager og handler efter, men som vi ikke er bevidste om.

Det vil altså sige, at det i regeringens udspil om livslang læring burde være muligt at finde elementer, der ikke nødvendigvis udtrykkes eksplicit, men som fx influerer på regeringens bevæggrunde for at inkludere visse befolkningsgrupper og visse former for viden, medens andre ekskluderes.

 

Disse overvejelser fører til følgende problemformulering:

Hvilken forforståelse danner basis for regeringens redegørelse ’Danmarks strategi for livslang læring’?

 Med disse ord vil jeg kort komme ind på, hvordan projektet vil blive opbygget og behandlet.

 

Projektets opbygning og metode

 Projektet tager udgangspunkt i bekendtgørelsen om Danmarks strategi for livslang læring, og vil blive analyseret ud fra såvel en sociologisk som en sprogfilosofisk vinkel.

Det er således min hensigt først at pejle mig ind på de historiske og kulturelle elementer, som det danske samfund er indfældet i, og som derfor kan siges at ligge til grund for regeringens udspil. Dette sker ved at inddrage Max Webers klassiske værk Den protestantiske etik og kapitalismens ånd som et bud på, hvordan man kan forstå de holdninger og værdier, der præger teksten.

Herefter vil jeg lade nogle elementer af den senere Wittgensteins tænkning komme på banen for at undersøge selve den sproglige udformning i dybden, således at det forhåbentlig bliver muligt at gennemskue de tidligere nævnte divergenser mellem den retorik, der bruges i bekendtgørelsen, og de aktiviteter, som regeringen iværksætter.

Med de to nævnte teoretikere som ’redskaber’ vil jeg med Karl Poppers hypotetisk-deduktive metode foretage ’et dristigt gæt’, dvs. udkaste en hypotese, som jeg herefter vil forsøge at falsificere. Dette betyder, at jeg vil nærlæse bekendtgørelsen med Max Webers briller og ud fra Wittgensteins sprogteorier opstille nogle kriterier, som jeg vil anvende til at undersøge, om jeg kan finde elementer i bekendtgørelsen, der modsiger min hypotese.

Valget af Poppers metode skyldes, at han om denne siger: ’Kun teoriens falskhed kan udledes af empiriske vidnesbyrd, og denne udledning er rent deduktiv’ (Popper:63). Ved at benytte denne fremgangsmåde antager jeg, at det vil være muligt at forholde mig åben over for de udsagn, jeg måtte finde. Jeg mener, at dette vil være det bedste udgangspunkt for at undgå at lade mine egne fordomme farve de konklusioner, jeg ønsker at drage om regeringens forforståelse.

 Nedenfor skal vi først se, hvorledes en nutidig sociolog beskriver det danske samfund ud fra Max Webers teorier.

  

Når arbejdet bliver Gud

Det sker ikke ofte i vores sekularisede samfund, at de religiøse eller åndelige sider af den menneskelige tilværelse bliver draget ind i den offentlige debat, - i hvert fald ikke når det drejer sig om aspekter, der kan henføres til den traditionelle danske kultur. Ikke desto mindre vil det være tilfældet, når vi skal komme til en forståelse af det livssyn, der præger regeringens bekendtgørelse om livslang læring. NORDJYSKE bragte således i efteråret 2007 en længere artikel med titlen Arbejdet er Gud[1], hvori professor Jens Tonboe fra Aalborg Universitet udtaler sig om det danske arbejdsmarked på baggrund af Max Webers bog ’Den protestantiske etik og kapitalismens ånd’.

Heri siger Tonboe, at danskerne på Webers tid endnu ikke var bundet så meget til arbejdet, at det var blevet meningen med livet, men samtidig hævder han også, at denne indstilling har ændret sig op gennem 1900-tallet. Danskerne opfatter nu sig selv som individer, der alle har en pligt til at realisere sig gennem arbejdet, og for mange er arbejdet blevet selve livets mening. Folk uden for arbejdsmarkedet anses for at synde mod velfærdssamfundet og dermed også mod deres næste. Men ikke nok med at danskerne skal arbejde mere: de skal også uddanne sig til at få flere og højere kvalifikationer, så de kan arbejde mere rationelt og målrettet.

Denne indstilling har sine omkostninger: for det første ekskluderes en stor gruppe mennesker fra fællesskabet, fordi de ikke kan klare arbejdspresset. For det andet lider familielivet, samværet med venner og deltagelse i det foreningsliv, hvorigennem den danske kultur traditionelt videreføres, under arbejdsbyrden. Den danske velstand og velfærd har altså en skyggeside, som tilsyneladende ikke tillægges nogen større betydning af politikerne. Jens Tonboe udtrykker det således: 

Vi hører igen og igen fra politikerne, at vi skal arbejde mere. Og det er ikke kun vores velfærd, der er truet, hvis vi ikke gør det. Det er nærmest nationens fremtid, der er på spil, for kineserne puster os i nakken og vil udkonkurrere os, hvis vi ikke hele tiden arbejder endnu mere og endnu mere.  

Den voldsomme effektivisering af arbejdsmarkedet foregår ikke mindst på bekostning af andre værdier, herunder religion og åndsliv. Og som Tonboe siger: ’Når først religionen og dermed ånden har mistet tilknytningen til arbejdet, vil vi med Webers ord være i et Rationalitetens Jernbur’.

Hvad dette nærmere betyder, vil jeg komme ind på nedenfor i min gennemgang af Max Webers bog Den protestantiske etik og kapitalismens ånd, som til trods for sin oprindelige henvisning til udviklingen i Tyskland, Holland, England og USA, også må sige at være relevant for det danske samfund, eftersom vi gennem mange år har knyttet tætte bånd til disse lande via politisk samarbejde og erhvervsmæssige relationer, samt i den almene befolkning ikke mindst gennem den engelsksprogede verdens dominans inden for film- og musikbranchen.

At bogen desuden har mere end 100 år på bagen, synes heller ikke at have gjort budskabet heri mindre relevant, hvilket bl.a. Jens Tonboes anvendelse heraf kan siges at bekræfte.

Med disse ord vil jeg gå over til en gennemgang af Webers analyse af den kulturelle baggrund, som i bred forstand danner baggrund for det livssyn, der har præget og stadig præger en stor del af den vestlige verden, herunder Danmark.

 

Max Weber har ordet

Hvorfor er det i overvældende grad den vestlige verden, som er kommet til at sætte dagsordenen for den retning, hvori verden bevæger sig? Hvorfor blev det i Vesten, og kun her, at der, som Weber udtrykker det 

…er opstået kulturfænomener, som ikke desto mindre – det plejer vi i hvert fald at forestille os – indgik i en udviklingslinje af universel betydning og gyldighed? (Weber:3) 

Videnskab, kunst, lovgivning og kapitalisme (sidstnævnte forstået som stræben efter profit), har man kendt overalt på kloden, men kun i Vesten har disse antaget en rationel karakter, som på gennemgribende vis præger de vestlige landes gennemslagskraft i resten af verden.

Denne undren er udgangspunktet for Max Webers analyse, som den kommer til udtryk i bogen Den protestantiske etik og kapitalismens ånd. Weber fremhæver, at den rationelle tænkning, som ligger bag naturvidenskabens evne til at skabe teknologiske vindinger, nok har kunnet danne grobund for en økonomisk vækst, der er blevet et forbillede for resten af verden; men samtidig gør han opmærksom på, at denne tænkemåde ikke er grebet ud af den blå luft: dens begrundelse må søges i de dybeste lag af den menneskelige eksistens, nemlig religionen, for at kunne få den indvirkning på de vestlige landes befolkning som tilfældet har været. Weber udtrykker det således: 

Ethvert sådant forklaringsforsøg må som følge af økonomiens fundamentale betydning navnlig tage hensyn til de økonomiske betingelser. Men den omvendte årsagssammenhæng må ikke af den grund lades upåagtet. For ligesom den økonomiske rationalisme i sin opståen er afhængig af rational teknik og rational ret, så er den også afhængig af menneskers evne og disposition for bestemte arter af praktisk-rational livsførelse. Hvor denne har været båndlagt af hæmninger af sjælelig art, dér stødte også udviklingen af en økonomisk rational livsførelse på store indre modstande. 

Til de vigtigste formende elementer i livsførelsen hørte i fortiden overalt de magiske og religiøse kræfter og de etiske pligtforestillinger, der er forankret i troen på dem. 

Og videre forlyder det: 

 … på et enkelt vigtigt punkt forsøger [bogen] at nærme sig den side af problemet, der for det meste er den vanskeligste at sætte sig ind i: bestemte religiøse trosindholds indflydelse på fremkomsten af en ’økonomisk indstilling’, et økonomisk systems ’etos’. Der er tale om den moderne økonomiske etiks sammenhæng med den asketiske protestantismes rationale etik. (ibid:13) 

Efter således at have kridtet banen op, tager Weber fat i en grundig gennemgang af den udvikling, som fandt sted i de lande, som ved Reformationen i 1500-tallet løsrev sig fra den katolske kirke og dannede et utal af trosretninger, som nok divergerer fra hinanden i det religiøse udtryk, men som ikke desto mindre samtidig hviler på et fundament af lighedspunkter.  

Jeg har valgt at lade de for mit formål vigtigste punkter indgå i en skematisk fortegnelse for at skabe et overblik over en kompliceret proces.

 

Med ovennævnte skema har jeg forsøgt at indfange nogle essentielle aspekter af den udvikling, som iflg. Max Weber er årsag til den arbejdsmoral, som vi kender i vores del af verden, og som sammen med dogmet om gerne at måtte akkumulere, men ikke nyde en opsparet formue, har dannet grundlag for kapitalismen, som vi kender den i Vesten. 

I modsætning til andre steder i verden er der her ikke tale om en personlig form for kapitalisme, men om en etisk farvet norm for livsførelse. Denne kan iflg. Weber føres tilbage til den asketiske livsindstilling hos munkene, som blev koblet på troen om prædestination og herigennem trængte ind i stuerne (og sindene) hos den almindelige befolkning. Det at arbejde, det at tjene penge, det at akkumulere kapital kom herefter ikke udelukkende til at handle om at opretholde en vis levestandard, men om at tjene en højere sag, der rakte ud over en selv. ’Mennesket er bestemt til profitering som livets mål’ (ibid:29) 

Medens værdien af arbejdet således blev fremhævet og ophøjet, var der andre elementer af den menneskelige tilværelse, der blev sendt ud i kulden: den magi, som tidligere ansås som midlet til at frelse mennesket, blev stemplet som overtro, og elementer der måtte pege i retning af en sådan indstilling blev udelukket fra de religiøse ceremonier. Sang og spil blev fjernet selv i forbindelse med begravelser, og alt, hvad der indeholdt sanselige og følelsesmæssige aspekter, blev anset som ’sentimentale illusioner og overtro, som ophøjer skabningen til Gud’ (ibid:68). 

Ved syndefaldet var mennesket blev udelukket fra Guds rige. Gennem prædestinationslæren blev det gjort fuldstændig magtesløs over for at ændre på sin skæbne, og der var ingen hjælp at hente nogen steder. Det enkelte individ oplevede således en følelse af isolation, som gjorde det svært at have tillid til andre end Gud. Weber fremhæver den engelske gentlemans systematiske og kølige selvbeherskelse som prototypen på de karaktertræk, der blev fremelsket. 

Hvor man tidligere havde været i stand til at bøde for sine enkeltstående synder gennem enkeltstående gode handlinger, blev der efterhånden opbygget en etisk praksis for den enkeltes livsførelse, der blev sat i system gennem fastlagte metoder, hvormed man kunne gøre en indsats for at øge Guds ry på jorden.  

Med tiden blev den asketiske livsførelse internaliseret og gjort til et ’naturligt’ grundlag for det almindelige hverdagsliv. At arbejde og tjene penge fik en værdi i sig selv, og der opstod en idealforestilling om den kreditværdige hædersmand (ibid:28). Denne indstilling illustreres tydeligt gennem nogle udtalelser af en af den amerikanske Uafhængighedserklærings fædre, Benjamin Franklin, som i sin belæring af en ung mand understregede. 

…at den gode betaler er herre over hvermands pung…Næst efter flid og nøjsomhed er intet af større værdi under en ung mands opdragelse i verden end punktlighed og retskaffenhed…Den, der ørkesløst spilder fem shillings værdi af sin tid, han spilder fem shillings, og han ville handle lige så klogt i at smide fem shillings i havet. (ibid:27/28) 

Den unge mand fik også understreget, at det var vigtigt at huske på, at ’tid er penge’, ’kredit er penge’ og at ’penge er frodige og avledygtige’ (ibid:26)[2] 

Franklin var fast overbevist om, at erhvervelsen af stadig flere penge, som vel at mærke ikke havde en senere nydelse som formål, var det højeste gode for et menneske. Samtidig bidrog han til, at der blev bygget en bro mellem det åndelige og det nyttige, hvorved vejen måske kan siges at være banet for, at vi i Vesten på et tidspunkt kom til at stå tilbage med den forestilling, at arbejde blev det, som Weber kalder en permanent kaldsgerning, der er indfældet i vores tænke- og handlemåde, og som ikke længere drejer sig om at øge Guds ry her i det dennesidige, men med tiden antager en irrationel karakter.  

Max Weber udtrykker det således: 

Puritaneren ville være kaldsmenneske – vi er nødt til at være det. For idet askesen fra munkecellerne blev ført ud i erhvervslivet og begyndte at beherske den verdslige moral, var den medvirkende til at opbygge det vældige moderne økonomiske system, der er bundet til den mekanisk-maskinelle produktions tekniske og økonomiske forudsætninger – det system, der i dag med overvældende tvang bestemmer livsstilen hos hver enkelt, som er født ind i dette drivværk … Efter Baxters opfattelse skulle bekymringen for de ydre besiddelser hvile på ’den hellige som en let kappe, der hvert øjeblik kan kastes til side’. Men skæbnen omskabte kappen til et jernbur. I dag er ånden – måske for stedse, hvem ved? – undveget fra dette bur. I hvert fald behøver den sejrende kapitalisme, efter at den har etableret sig på teknisk grundlag, ikke længere denne støtte. (ibid:121) 

Weber ser således en tæt sammenhæng mellem den protestantiske tro på den ene side og den kapitalistiske ånd på den anden, idet tidligere tiders store grupper af gudfrygtige protestanter fra barnsben blev præget til at opfatte arbejdet, som noget, der bar lønnen i sig selv, og som kunne sandsynliggøre, at han eller hun var en af Guds udvalgte: det er Gud selv der igennem vellykket arbejde velsigner sine egne’ (ibid:88). Men den guddommelige ånd blev besejret af kapitalismen, som opstillede en ny dagsorden, der nu præger den vestlige verden. 

Weber anfører, at den vestlige verdens børn nu bliver født ind i den kapitalistiske ånd, der ’ved hjælp af økonomisk udvælgelse opdrætter og skaber de økonomiske subjekter – dvs. arbejdsgivere og arbejdere – som den behøver’ (ibid:31): følger man systemets normer og har man mulighed for at skabe en succesrig forretning eller varetage et godt job, ja så opfylder man sin ’kaldspligt’ og dermed også meningen med sit liv. 

Weber fremhæver USA som det land ’hvor den menneskelige stræben efter vinding har nået sin højeste grad af frigjorthed. Og han siger afslutningsvis: 

Ingen ved endnu, hvem der i fremtiden skal bo i buret [jf. ’rationalitetens jernbur’ ovenfor, f.a.], og om der ved slutningen af denne enorme udviklingslinje vil stå helt nye profetier eller en vældig genfødelse af gamle tanker og idealer – eller i stedet derfor en mekaniseret forstening – pyntet op med en tagen-sig-selv-højtideligt. Så kunne ganske vist denne kulturudviklings ’sidste menneske’ få lejlighed til at sande det ord: ’Fagmennesker uden ånd, nydelsesmennesker uden hjerte: dette intet indbilder sig at være steget op til et aldrig før nået stade i menneskehedens udvikling’ (ibid:122). 

Det ser altså for Weber ud som om Vesten har valget mellem to muligheder, hvor den ene indeholder et åndeligt element, som enten opstår gennem det, han kalder nye profetier, eller baserer sig på fortidens idealer, - eller at udviklingen fortsætter uden åndens medvirken, hvilket resulterer i en mekaniseret forstening af mennesket. Hvad Weber beskriver, forekommer at være det, der med et moderne ord kaldes en robot, som nok kan være nyttig i sin evne til at udføre et bestemt stykke arbejde, men som ikke på anden vis lever et liv med selvstændige tanker, følelser og kropslige fornemmelser. I stedet er denne mekaniske forstening blevet programmeret til at tro, at denne tilstand udgør toppen af den menneskelige tilværelse, - at der aldrig nogensinde eller noget steds har eksisteret noget bedre.

Sammenfatning

I sin grundige analyse af den vestlige verdens evne til at yde en rationel indflydelse af universel karakter, kommer Max Weber til den konklusion, at årsagen hertil skal findes i den protestantiske etiks asketiske livssyn. Dette trængte fra kirkens domæne ud i den almene befolkning og kom til at dominere folks indstilling til økonomi og arbejde på en måde, som ændrede det at arbejde fra at være en nødvendighed for opretholdelse af livet til at være en guddommelig pligt, - et kald.  

Med tiden forsvandt den religiøse eller åndelige tilknytning i glemslens tåger, og tilbage resterede en arbejdsmoral, som ikke længere havde nogen begrundelse, men blot gik i arv fra den ene generation til den anden gennem normer og sprog for her i det 21. århundrede at gennemsyre det danske samfund på en måde, som har gjort arbejdet til det mest betydningsfulde ved livet. 

Her står vi derfor i dag med et samfund, hvis borgere med Webers ord er blevet fagmennesker uden ånd, hvilket næppe kan være det bedste udgangspunkt for at klare sig i en verden under forandring, - hvor faglig viden ikke står stille ret lang tid ad gangen, og hvor faggrænser nedbrydes konstant.  

Med Weber har jeg forsøgt at forklare problematikken ud fra en sociologisk synsvinkel, som fandt sin begrundelse i nogle religiøse forhold. 

Nedenfor vil jeg ridse nogle grundtræk op i den senere Wittgensteins sprogfilosofi for at undersøge, om det her er muligt at finde elementer, der kan hjælpe til med at belyse sagen yderligere, idet jeg antager, at det ikke mindst er gennem sproget, den stærke påvirkning af den vestlige verdens befolkning har fundet sted. Desuden er det muligt med Wittgenstein at få nogle indsigter i begrebet viden.


 

Ludvig Wittgenstein 

Wittgenstein ser det først og fremmest som sin opgave at gøre op med den reduktionistiske forestilling, som fulgte i kølvandet på den logiske positivismes dominans inden for den videnskabelige verden. Her anså man sproget som et fænomen, der kunne sættes på formel og kontrolleres, - man skulle blot lige have greb om de elementer i sproget, som alt andet var funderet på. Imod dette levn fra den cartesiske søgen efter sikkerhed, argumenterer Wittgenstein, at den er forgæves. 

Så hvor sprogforskere – og dette gælder ikke mindst dem, der beskæftiger sig med Kunstig Intelligens – fra en overbevisning i 1950’erne om, at en endegyldig løsning på sprogets gåde ville foreligge inden for et årti, nu må se i øjnene, at sagen ikke forholdt sig helt så enkel, ja da er Wittgenstein allerede i 1930’erne inde på at opfatte sproget som noget dynamisk, der foregår og skabes mellem mennesker: der findes iflg. Wittgenstein ikke et ’objektivt’ eller ’sandt’ niveau i sproget, som man skal stræbe efter og rette sig ind efter. Derimod kan man begynde at få øje på hvilken mangfoldighed, der udfolder sig i sproget, og hvordan denne bidrager til at gøre den menneskelige tilværelse rig. 

Wittgensteins ærinde er således ikke mindst at validere sproget i dagligdagen og studere, hvordan det virker, og hvad det gør ved mennesker (som enkeltindivider og som deltagere i en interaktion med andre) at være indfældet i et samfund, der i høj grad orienterer sig gennem sproglige fænomener. Ved at stille sig åben over for sprogets evne og potentiale opdager Wittgenstein nogle træk, som er både interessante og fremsynede.  

Sprogspil

Stik imod den gængse opfattelse, der går på, at børn lærer sprog ved at få udpeget og udtalt betegnelsen på enkelte genstande fx en stol eller et bord, hævder Wittgenstein, at børn lærer ordenes betydning gennem brugen af disse genstande, dvs. ved at sætte sig på en stol og spise ved et bord. Det er altså ikke stolen eller bordet i sig selv, men den måde hvorpå disse genstande indgår i kommunikationen, der danner grundlag for sproget og dettes betydning og anvendelse. 

Hermed lader Wittgenstein sprog og handlinger (eller brug) være to sider af samme sag, - en helhed, som ikke kan adskilles og splittes op i enkeltdele, men som skal forstås i en sammenhæng. 

Et ofte fremdraget eksempel på Wittgensteins teori er hans beskrivelse af kommunikation som sprogspil. Hermed ønsker Wittgenstein at fremhæve, at enhver samtale foregår indenfor en forståelsesramme, som ikke udsiges højt, men blot er underforstået, - og at denne underforståethed er essentiel for en korrekt formidling af det intenderede budskab. Sagt på en anden måde vil betydningen af et udsagn variere alt efter hvilket sprogspil, dette ytres inden for. 

Forudsætningen for at kunne være deltager i et sprogspil er, at man forstår at følge de regler, der fungerer her. Disse regler behøver ikke være eksplicit udformede, - tværtimod er det nogle man har lært implicit gennem sin opvækst ved at modellere andres adfærd. Wittgenstein hævder, at der blandt de utallige sprogspil, der udspilles mellem mennesker i det daglige, ikke kan siges at være nogle, som er mere ’sande’ eller ’korrekte’ end andre. Samtidig gør han opmærksom på, at sprogspillene indgår i et mægtigt netværk, hvor visse elementer ganske vist overlapper hinanden, men kun i et omfang, som aldrig gør sprogspillene helt identiske. 

Han taler om, at sprogspillene har familieligheder, forstået på den måde, at man inden for en familie kan finde ligheder mellem de forskellige medlemmer: lille Martin har ’arvet’ sin mors næse, medens hænderne helt sikkert slægter fars familie på. Ligesom med sprogspillene gælder det også her, at der findes fælles træk, og familiens medlemmer ligner hinanden på kryds og tværs, men ingen er fuldstændig ens.

Viden

Mange tænkere har op gennem tiden gjort sig overvejelser om, hvordan man kunne opnå sikker viden. Dvs. viden som var objektiv og derfor uantastelig, og som kunne danne basis for en bedømmelse af al efterfølgende videns gyldighed. Descartes nævnes som et eksempel på en filosof, som viede sit liv til denne mission, der iflg. Wittgenstein imidlertid mislykkedes, fordi hans fremgangsmåde ikke gav mening (Wittgenstein 1989:42).  

For Wittgenstein er viden nemlig bundet til et bestemt sprogspil. At så mange, inkl. Descartes, tager fejl og mener at kunne tale om Viden af universel karakter skyldes, at man ikke er bevidst om det sprogspil, man deltager i, fordi sprogspillets forudsætninger er så ’naturlige’, at man ikke tænker over det. Som Jørgen Husted udtrykker det i forordet til Om Vished: ’For hver gang, vi efterprøver noget, forudsætter vi allerede noget, som ikke efterprøves’ (ibid:45). 

Herudover opstår der med Descartes det problem, at vidensbegrebet bliver afskåret fra at have direkte forbindelse til den fysiske krop. Dette medfører både, at man afviser værdien af den subjektive viden, som et menneske har via kropslige fornemmelser, dvs. en vished, der ikke nødvendigvis kan gives nogen rationel forklaring på, og samtidig negligerer man den viden, som opstår gennem menneskelige aktiviteter og handlinger. Husted siger om dette fænomen: Bestandig ses bort fra, hvad Wittgenstein minder om [402][3]: ”I begyndelsen var Handlingen” (ibid:58). 

Gennem den cartesiske forståelse af viden transformeres mennesket til at blive et ’databearbejdende intellekt’ (ibid.), hvilket Wittgenstein harcelerer over og siger: 

Jeg vil her betragte mennesket som et dyr: Som et primitivt væsen, man nok tiltror instinkt men ikke evnen til at tænke fornuftigt. Som et væsen i en primitiv tilstand. For den logik, der er god nok for et primitivt meddelelsesmiddel, behøver vi heller ikke skamme os for at benytte. Sproget er ikke udsprunget af en eller anden form for fornuftig tankevirksomhed. [475]. 

Wittgenstein giver hermed udtryk for, at tænkere som Descartes forsøger at nå til et sikkert udgangspunkt for viden ved at udelukke de ’støjende’ elementer, der bl.a. findes i kropslige udtryk, og som man ikke kan kontrollere på anden vis end gennem eliminering. 

Det største problem er måske, at denne tro på en objektiv viden har gjort det muligt at afvise menneskers subjektive sandheder, - at videnskaberne, herunder ikke mindst naturvidenskaben, har fået monopol på at definere, hvad der er valid viden, og dermed også hvad der med fuld ret kan forkastes af andre former for viden. Efter Wittgensteins opfattelse har det ikke været tænkernes mål at finde sandheden, men at opbygge et system af viden, der kan fungere som et sikkert fundament med det formål at kunne besvare spørgsmålet: ”Hvad kan jeg tro?”. (ibid:59). Hvad man glemmer, er, at man befinder sig i et sprogspil, der bygger på en filosofisk tradition, der knytter viden sammen med sikkerhed, hvilket iflg. Wittgenstein er en fejltænkning, som bør afvises.

Verdensbillede

Dette fører os over til begrebet verdensbillede, som netop er dette system af forudsætninger der ligger til grund for vores domme. Wittgenstein siger således: 

Men mit verdensbillede har jeg ikke, fordi jeg har overbevist mig om dets rigtighed; heller ikke, fordi jeg er overbevist om dets rigtighed. Derimod er det den overleverede baggrund, hvorpå jeg skelner mellem sand og falsk. (ibid:94) 

Dette verdensbillede udgøres af såkaldte fiksdomme, som ikke kan eller skal begrundes, og som måske i uendelig lang tid har tjent som faste holdepunkter i forudgående generationers forståelse af virkeligheden. Fiksdomme ændrer sig kun sjældent og på en langsommelig måde, men Wittgenstein finder det tilsyneladende vigtigt at forholde sig åbent over for forslag, der rokker ved denne type domme. I hvert fald siger han: 

Det ville forekomme mig latterligt at rejse tvivl om Napoleons eksistens; men hvis nogen betvivlede Jordens eksistens for 150 år siden, ville jeg måske være mere villig til at lytte, for nu rejser han tvivl om hele vores system af vidnesbyrd… [185] 

For Wittgenstein er der ingen begrundelse for at fastholde fiksdommene, sådan som det har været hævdet af pragmatikerne, der har foreslået, at denne type domme ’virker bedre’ sammenlignet med andre. I stedet fremhæver Wittgenstein at ’Dette spil beviser sit værd. Det er måske årsagen til, at det spilles, men det er ikke grunden’ [474]. Det er således ikke fordi, man har indgået en aftale om at hæve fiksdomme over enhver form for tvivl eller fordi, de klarer sig bedre end andre. Det er bare sådan, det er. Som Wittgenstein siger, er det ’altid af Naturens nåde, at man ved noget’ [505]. Man kan således sige, at fiksdomme giver os en vished, der udgør selve mulighedsbetingelsen for vores sprogspil, hvorfor vi da heller ikke kan retfærdiggøre dem, betvivle dem eller begrunde dem.  

Som det måske vil fremgå af det ovennævnte, kan der opstå problemer, når to mennesker eller grupper af mennesker med divergerende verdensbilleder skal komme overens. Man kan argumentere for sine synspunkter, man kan belære den anden, eller man kan forsøge at overtale den anden, men det er langt fra sikkert, at man vil kunne lykkes med en sådan opgave. ’Hvad vi tror på, afhænger af, hvad vi lærer’, siger Wittgenstein og fortsætter: ’Når vi sammenligner vores videnssystem med deres, så viser deres sig at være langt det fattigste’ [286]. Det vil imidlertid være en alvorlig fejltagelse af tro, at ens eget verdensbillede – i modsætning til andres - skulle være specielt overensstemmende med virkeligheden, og at dette derfor skulle være mere sandt.

For at forklare fiksdommenes funktion må Wittgenstein gribe til en metaforisk sprogbrug, inden for hvilket han beskriver dem som ’hængsler’ eller siger, at de ’udgør skelettet’ (Wittgenstein 1989:111). De har en fælles status, som ikke er let at indfange i sproget, men som Wittgenstein forsøger at forklare således: 

De domme, der beskriver dette verdensbillede kunne tilhøre en form for mytologi. Og deres rolle ligner spillereglers, og spillet kan man også lære rent praktisk, uden udtrykkelige regler [95]. 

Noget tyder på, at Wittgenstein hermed peger på nogle domme, som tilhører en anden type sprog, end det eksplicit talte og skrevne. Dvs. et sprog, som afspejler et fællestræk ved det at være menneske, og som på et andet niveau danner rammerne for en gensidig forståelse, - et flodleje der uanset sprogspillenes uafvendelige vekslen og ageren stadig er ...et flodleje. 

Sammenfatning

Med sin sprogfilosofi søger Wittgenstein at inddrage det hverdagssprog, som anvendes i den menneskelige interaktion. Her udspilles der på baggrund af et verdensbillede, der beherskes af nogle implicit tillærte og derfor også oftest ubevidste fiksdomme, et utal af sprogspil, som i kraft af familieligheder formår at forbinde mennesker sammen på et kommunikativt plan.  

Wittgenstein vender på mange måder op og ned på den opfattelse af sprogtilegnelsen, som har hersket i århundreder, og som splittede verden op i enkeltdele ved at lægge vægt på navne og ord. For ham kommer brugen og handlingen før det talte ord og begrebsdannelsen, hvilket synes at pege på betydningen af et fællesmenneskeligt træk, som han beskriver metaforisk, og som måske netop har at gøre med en ordløs aktivitet i en eller anden form. 

I samme forbindelse gør han også op med den forestilling, at der skulle findes et sikkert fundament for viden, som kan bruges til at sortere virkelighedens fænomener i sande og falske kategorier, og som al fremtidig viden skal kunne bedømmes i forhold til. Hans opfattelse er, at viden skal fortolkes i lyset af et sprogspil inden for et tillært verdensbillede, der farver de domme, vi fælder om andre mennesker, og om vores livs værdier og mening. 

På denne måde griber hans sprogfilosofi dybt ind i vores opfattelse af, hvilke muligheder et menneske har for at forstå sig selv og sit liv, ligesom han implicit peger på vigtigheden af at forholde sig åbent over for andre menneskers og kulturers verdensbilleder, fordi ingen kan hævde at have patent på en absolut sandhed. Hermed må Wittgenstein siges at være på forkant med den globale udfordring, vi alle står over for, og hans teorier synes at tilbyde nogle gode redskaber til at analysere regeringens Strategi for livslang læring, som jo netop hævdes at være udformet med globaliseringen for øje. 

Dette betyder, at vi er nu kommet til det punkt, hvor det er muligt at bringe både Weber og Wittgenstein i spil, og jeg vil nu anføre de elementer fra bekendtgørelsen, som jeg finder væsentlige i behandlingen af min problemformulering. 

 

Opsummering til brug for analysen 

Inden jeg går over til selve analysen af Strategien for livslang læring med henblik på at få et indblik i regeringens forforståelse, vil jeg kort opsummere mit udgangspunkt for at foretage den. 

Jeg begyndte med at bringe artiklen med professor Jens Tonboe for at få et indtryk af, hvorledes man inden for den moderne, videnskabelige verden betragter tendenserne i det danske samfund. Heraf fremgik det, at arbejdet for danskerne skulle være blevet selve meningen med livet, og at den stigende fokusering på effektivitet har en pris, der ikke mindst betales af familie- og foreningslivet. Iflg. Tonboe har de åndelige værdier mistet deres tilknytning til arbejdet, hvorfor vi med Webers ord nu befinder os i Rationalitetens Jernbur.  

Her lever vi i det, som Wittgenstein kalder et sprogspil, der med Weber kan siges at være dannet af kapitalismens ånd, og som præger vores tænkemåde og omgangsformer, uden at vi ved af det, og derfor heller ikke sætter spørgsmålstegn ved. Hvad der i det enkelte menneske måtte forekomme af intuitioner, som indikerer, at noget kunne være galt, afvises som ’sentimentale illusioner og overtro’, der må negligeres, hvorfor den danske befolkning kan siges at være blevet fagmennesker uden ånd, som Weber meget rammende betegnede det.

Som tidligere nævnt vil jeg anvende Poppers hypotetisk-deduktive metode, hvilket betyder, at jeg vil udkaste et dristigt gæt, som jeg herefter vil forsøge at falsificere. Det er således min hypotese, at regeringens forforståelse holdes fanget i Rationalitetens Jernbur, dvs. at man her er blevet aktører i et spil, hvis regler defineres af den kapitalistiske ånd, som skaber og former sine ’børn’ i et enormt sprogspil, hvor selvindlysende sandheder, bl.a. om hvad valid viden er, fungerer som fikspunkter, der ikke bemærkes eller stilles spørgsmål til. 

Nedenfor bringes først nogle fakta om bekendtgørelsen. 

 

Danmarks strategi for livslang læring i korte træk 

Bekendtgørelsen består af 31 sider og indeholder følgende afsnit: 

  1. Forord og Introduktion (s. 1-4)
  2. Danmark som vidensamfund – mod nye mål og udfordringer (s. 5-10)
  3. Et uddannelsessystem i verdensklasse (s. 11-17)
  4. Livslang opkvalificering for alle (s. 18-22)
  5. Tværgående indsatsområder – uddannelse og livslang opkvalificering (s. 23-26)
  6. Livslang læring i folkeoplysning og forenings- og fritidslivet (s. 27-28)
  7. Uddannelse og opkvalificering – beskæftigelse og integration (s. 29-30)
  8. De næste skridt (s. 31)

I bekendtgørelsen formulerer regeringen sit mål som følger:

Danmark skal være blandt de lande i verden, hvor det er bedst at bo, leve og arbejde, også som 10 og 20 år, og hvor alle har de bedste forudsætninger for at udfolde deres evner og skabe fremgang for sig selv og andre. (s. 6) 

Dette skal bl.a. foregå ved, at ’Alle skal udfordres i en læringsproces, der udvikler idérigdom og glæden ved til stadighed at kunne dygtiggøre sig’ (s. 1). 

Umiddelbart synes disse udsagn at kunne falsificere min hypotese, for hvis jeg tager fejl i, at regeringen med sit udspil fastholdes i Rationalitetens Jernbur, burde jeg være i stand til at finde elementer, som peger på, at regeringen ønsker at nå dette mål gennem tiltag, som har at gøre med udfoldelsen af menneskets åndelige sider, og ovennævnte læringsproces kunne måske tolkes som et skridt i denne retning, hvis man antager, at fx idérigdom opstår uden for det nævnte jernbur.  

Med Wittgenstein har jeg imidlertid lært, at handlingen kommer før ordet, så det må derfor være nødvendigt at få et overblik over de intenderede aktiviteter, før jeg drager nogen endelig konklusion. Det er i den forbindelse vigtigt for mig at understrege, at jeg med åndelige sider peger på kunstneriske, musiske, religiøse, magiske, meditative og andre praksiser, som kan berede en bevidsthedstilstand, hvori et menneske har mulighed for at opnå en subjektiv vished om sig selv og sit livs mening. 

Eftersom (1) dvs. Forord og Indledning drejer sig om regeringens præsentation af redegørelsen, vil jeg gå direkte til en analyse af selve de tiltag, der ønskes iværksat.  

(2) Danmark som vidensamfund – mod nye mål og udfordringer 

Efter en længere udredning af, hvor Danmark befinder sig rent uddannelses- og beskæftigelsesmæssigt i forhold til resten af verden, fremgår det af dette afsnit (2), hvad regeringen forestiller sig at opnå med de intenderede uddannelsesreformer. Det anføres således, at: 

Herefter kommer man ind på, hvor meget der er afsat af penge til nye investeringer i uddannelse og livslang opkvalificering, ligesom det oplyses, at regeringen og arbejdsmarkedets parter er enige om, at der er behov for et kompetenceløft og en styrkelse af voksen- og efteruddannelsesindsatsen. (s. 7). 

Efterfølgende nævnes en række såkaldt hovedmålsætninger, herunder bl.a. følgende, som jeg her anfører i kort form: 

Alt sammen udmærkede initiativer, som de fleste vil være enige i, men altså ikke noget, som bidrager til at falsificere min hypotese, idet jeg for at gøre dette skulle finde tiltag, der fokuserer på menneskets åndelige aspekter. 

Men det kan være, jeg finder noget i de mere konkret udformede initiativer. 

 

(3) Et uddannelsessystem i verdensklasse 

Her er det vigtigt at fremhæve, at regeringen med sit udspil satser på at opbygge et velfungerende uddannelsessystem, hvor alle har gode og lige muligheder for at tilegne sig brugbare kvalifikationer og kompetencer… og at dette skal bidrage til at fremme en læringskultur, som fremmer kreativitet, selvstændighed og ansvarlighed. (s. 11). Dette skal ske ved at udnytte ressourcerne effektivt og ved at sørge for at uddannelserne lever op til de aktuelle og fremtidige behov for kompetencer og ny viden i virksomheder, på arbejdsmarkedet og i samfundet (s. 12). 

Herefter opstilles der nogle konkrete mål og initiativer, som strækker sig fra børnehaveklassen til de videregående uddannelser på universitetsniveau, og af interesse for mit formål kan følgende punkter nævnes i forbindelse med folkeskolen: 

·         Folkeskolen skal give eleverne kundskaber og færdigheder, fremme kreativitet og selvstændighed samt forberede til videre uddannelse.

·         Eleverne skal være blandt verdens bedste inden for fire grundlæggende fagområder: Læsning, matematik, naturfag og engelsk.

·         Alle unge får kundskaber og færdigheder, der giver dem grundlag for at deltage aktivt i en globaliseret verden. (s. 13) 

Bl.a. disse initiativer iværksættes: 

Hvad angår ungdomsuddannelserne, så fremgår det, at disse skal være attraktive og udfordrende fordi gode grundlæggende kvalifikationer er afgørende for, at alle kan klare sig på arbejdsmarkedet og videreuddanne sig. (s. 14), hvilket bl.a. betyder: 

Hvad angår de videregående uddannelser, så mener regeringen, at den højtuddannede arbejdskraft spiller en central rolle for innovation og vækst og dermed for en dynamisk udvikling i samfundet (s. 15). Det er vigtigt, at de studerende kommer hurtigt igennem uddannelserne, ligesom der lægges vægt på nye og mere erhvervsrettede videregående uddannelser samt uddannelser på højeste internationale niveau, som matcher arbejdsmarkedets behov (s. 16). Der skal udvikles nye attraktive uddannelser inden for natur, teknik og sundhed, ligesom de korte videregående uddannelser målrettes arbejdsmarkedets behov (s.16).  

Bortset fra nogle få tilløb, hvor der nævnes et ønske om fremme eleverne kreativitet, er der intet her, der peger på et ønske om at fremme livets åndelige sider, hvorfor det ikke synes muligt at falsificere min påstand om, at regeringens forforståelse er fanget i Rationalitetens Jernbur. 

(4) Livslang opkvalificering for alle 

Nu har vi kigget lidt på, hvilke intentioner regeringen har for børn og unge, og vi har konstateret, at der ikke her synes at være tiltag, der kan anvendes til at falsificere min hypotese. Men måske sagen stiller sig anderledes, når det drejer sig om den voksne del af befolkningen, som vi nu skal se nærmere på. 

Regeringen er gået i dialog med arbejdsmarkedets parter for at lave nogle målsætninger, og heraf fremgår det bl.a. at: 

Herefter opstilles en række initiativer, der især går på at understøtte de mennesker, som har størst behov for opkvalificering ikke mindst inden for grundlæggende almene færdigheder som læsning, skrivning og regning. 

Dette afsnit munder ud i en oplysning om, at regeringen og arbejdsmarkedets parter skal drøfte hvordan voksen- og efteruddannelse og kompetenceudvikling i virksomhederne kan styrkes (s.22). 

 Heller ikke her er der noget, der synes at kunne falsificere min hypotese. 

(5) Tværgående indsatsområder – uddannelse og livslang opkvalificering 

Afsnit 5 handler bl.a. om, hvorledes regeringen ønsker at styrke befolkningens mulighed for at finde vej gennem uddannelsesjunglen. Dette skal ske gennem vejledning, som skal give de unge et kvalificeret grundlag for at vælge en uddannelse, der stemmer overens med egne ønsker og evner og med samfundets behov for kvalificeret arbejdskraft (s. 23). Dette betyder bl.a., at der skal oprettes en professionsbacheloruddannelse for uddannelses- og erhvervsvejledere. 

Desuden vil det blive muligt at få dokumentation for de kompetencer, man har erhvervet sig i arbejdslivet og i fritidslivet, - altså den form for uddannelse, man har gennemgået uden omkring det etablerede uddannelsessystem, men som kan forbedre ens muligheder på arbejdsmarkedet. Hensigten er ikke mindst at styrke gruppen af for tosprogede, hvis tidligere beskæftigelse og uddannelse nu kan anerkendes. 

For at bidrage til at forbedre tacklingen af globaliseringen lægges der vægt på, at engelskundervisningen styrkes, og at uddannelserne har det, der betegnes som et globalt perspektiv (s. 25). Det er vigtigt at øge forståelsen for andre kulturer, ligesom dygtige udenlandske studerende skal tiltrækkes ved at gøre det lettere at få fripladser og stipendier.   

I dette afsnit ser vi en vis åbenhed over for at indbyde nye deltagere i det danske samfunds sprogspil: tosprogede inddrages ved at anerkende deres tidligere erhvervede kompetencer, og der lægges vægt på lade udenlandske studerende gennemføre studier her i landet, ligesom vigtigheden af at kende til andre kulturer understreges.  

Herved kan man sige, at regeringen ønsker at lade sig inspirere til at udvide sit verdensbillede, - hvilket måske peger på initiativer, der kan falsificere min hypotese.  

Ser man nærmere på, hvilket formål, der er med de nævnte tiltag, fremgår det imidlertid, at disse er vigtige, fordi forskere, medarbejdere og virksomheder i stigende grad bevæger sig på tværs af landegrænser og samarbejder med andre lande (s. 25), hvilket synes at pege mere på kommercielle end på åndelige interessefelter. 

Der er således alligevel intet her, som kan siges at udtrykke et ønske om at inddrage åndelige fænomener i strategien for livslang læring, og dermed heller intet, der kan falsificere min hypotese. 

(6) Livslang læring i folkeoplysning og forenings- og fritidslivet 

Skal man være lidt fleksibel i sin opfattelse af strategien for livslang læring, så kan man måske indvende, at det at beskæftige sig med åndelige fænomener ikke hører hjemme i et formelt uddannelsessystem, men at disse dele må varetages inden for de områder, som vi i Danmark er ret kendte for, nemlig i folkeoplysningen og foreningslivet, hvor der findes en læringskultur, som bygger på den enkeltes lyst til samt medansvar for egen læring og personlig udvikling (s. 27). Det skal derfor blive interessant at undersøge, hvorvidt denne antagelse holder stik.

Her først nogle fakta om folkeoplysning og foreningslivet: 

Det er således en stor del af den danske befolkning, som i et eller andet omfang deltager i den læring, der finder sted her. I bekendtgørelsen forlyder det: Folkeoplysende undervisning og frivilligt arbejde i foreningslivet spiller en vigtig rolle for både den enkeltes og for samfundets udvikling (s. 28).  

Hvor man måske kan sige, at deltagelse i kurser i ovennævnte regi er sket for ens personlige udviklings skyld, vil regeringen nu gerne anerkende denne indsats ved en mere systematisk indsats for at synliggøre og dokumentere realkompetencer erhvervet igennem folkeoplysning og frivilligt arbejde mv. (s. 28) således at der skabes et bedre samspil mellem uddannelse i fritidslivet og i de formelle uddannelser. Herved skabes der et incitament for at deltage i livslang læring.  

Indsatsen fremover skal derfor handle om at gøre det muligt at tage kompetencegivende undervisning fx på et højskoleophold, ligesom man skal kunne få vurderet de realkompetencer, man har opnået i foreningslivet eller gennem en læring i folkeoplysningens regi. 

Konklusionen må derfor være, at læring i fritidslivet fremover kan valideres af det etablerede uddannelsessystem. Ulempen er, at dette tiltag kan indebære, at undervisningens frihed til at beskæftige sig med emner for sin egen skyld kommer i fare, hvorfor de ’unyttige’ former for uddannelse risikerer at blive sendt ud på et sidespor. 

Under alle omstændigheder synes det heller ikke her muligt at finde elementer, der kan falsificere min hypotese, idet bekendtgørelsen i stedet for at åbne for åndelige aktiviteter, nærmere går den modsatte vej ved at forsøge at indpasse det frie forenings- og fritidsliv i sin egen forståelse af, hvad der er værdifuldt for borger og samfund. 

Det synes nu kun muligt at finde falsificerende tiltag i afsnit 7, idet afsnit 8 hovedsageligt indeholder overvejelser af formel karakter, dvs. hvilke lovinitiativer og drøftelser, der skal finde sted for at implementere bekendtgørelsens forslag. Men lad os nu kigge nærmere på, hvad der siges i afsnit 7. 
 

(7) Uddannelse og opkvalificering – beskæftigelse og integration. 

Af dette afsnit fremgår det, at Danmark gennem de senere år har oplevet en fremgang, som ikke mindst har sat sit præg på arbejdsmarkedet, hvor beskæftigelsen har været historisk høj, og hvor der mange steder har været mangel på kvalificeret arbejdskraft (s. 29). Dette betyder, at også folk, som af forskellige årsager har været ekskluderet fra arbejdsmarkedet, nu får chancen for at vinde fodfæste der.  

For at imødekomme arbejdsmarkedets krav, vil regeringen sætte ind med en række initiativer, hvor der gøres en indsats for at inddrage marginaliserede grupper i de dele af samfundet, som har stor betydning for den enkelte borgers sociale liv og selvforståelse.  

Imidlertid må jeg erkende, at der heller ikke her er tiltag, som kan falsificere min hypotese.  

Konklusion og perspektivering 

Jeg har nu afsluttet min analyse af Danmarks Strategi for livslang læring, hvor jeg har søgt efter elementer, der skulle muliggøre en falsificering af min hypotese om, at regeringen i sit udspil er fanget i det, som Weber kaldte Rationalitetens Jernbur. 

Jeg har søgt efter tiltag, som kunne vise, at jeg tog fejl i min påstand, men har kun fundet ganske få spor i afsnit 5, hvor der åbnes for en inspiration fra andre kulturer, der måske kan være med til at nedbryde jernburets tremmer. Imidlertid måtte jeg konstatere, at denne interesse udelukkende skulle befordre et samarbejde mellem forskere, medarbejdere og virksomheder med et implicit formål, som dog peger mere i retning af noget kommercielt end af at skulle indeholde åndelige aspekter, hvorfor det heller ikke her var muligt at falsificere min hypotese. 

Dette bringer mig tilbage til de observationer, jeg noterede i indledningen til projektet, nemlig at der for mig syntes at være en diskrepans mellem regeringens anvendelse af begrebet livslang læring og den målgruppe, som bekendtgørelsen henvender sig til. Min ovennævnte analyse bekræfter, at regeringen med ordet livslang peger på den del af et menneskes levetid, hvor det forberedes til eller er tilknyttet arbejdsmarkedet.  

Hvis man forsøger at forstå regeringens anvendelse af ordet livslang i et andet lys, så kan man naturligvis tænke tilbage på dengang, hvor uddannelsesforløbet begyndte i folkeskolen i 6-7 års alderen, og i bedste fald sluttede i 18-28 års alderen med en faglig uddannelse, som skulle berede en til det arbejde, man normalt beholdt hele sit (arbejds)liv. Med den nye bekendtgørelse er dette tidsrum blevet udvidet betragteligt, men det ændrer det ikke ved det faktum, at uddannelse sker for at opfylde arbejdsmarkedets behov. 

Desuden kan man sige, at når der i bekendtgørelsen står, at alle deltager i livslang læring, og at livslang læring skal fremmes i alle de mange sammenhænge, hvor mennesker lærer nyt, så er der tale om en sandhed med modifikationer, - i hvert fald hvis man anskuer situationen ud fra den forståelse, at alle omfatter alle, der er bosat i Danmark, og at alle de mange sammenhænge omfatter læring af ikke-faglig karakter. Dette synes at tyde på, at regeringens forforståelse er defineret af en eller flere fiksdomme, som gør arbejdet til livets mening, og hvor den hyppige anvendelse af en økonomisk og arbejdsmarkedsrelateret terminologi påbyder den danske befolkning at deltage i et sprogspil, som bekræfter dette verdensbillede

Konsekvensen heraf er, at alle for regeringen bliver alle, der er erhvervsaktive, og at et menneskes værdsatte levetid bliver lig med den tid, man uddanner sig til eller befinder sig på arbejdsmarkedet. Denne afgrænsning får også indflydelse på regeringens forståelse af begrebet viden, der som Wittgenstein gør os opmærksom på, er knyttet til et sprogspil. Med regeringens forståelse af livet som synonymt med arbejdslivet, kommer uddannelse uvilkårligt til at handle om viden målrettet arbejdsmarkedet. Hermed bliver det muligt at forstå, hvorfor der i bekendtgørelsen satses på faglige kompetencer.  

I indledningen nævnte jeg forskellige synspunkter angående uddannelsessystemet, og i den forbindelse er det interessant at se, hvorledes den kapitalistiske ånd er i stand til at transcendere skellene mellem de divergerende meninger: uanset hvilken fløj, man befinder sig på rent politisk, og uanset, at man som Steen Hildebrandt ønsker en anden form for viden i uddannelsessystemet, er der en klar tendens til at rette sig ind efter erhvervslivets behov. Ganske vist undlader de trofaste støtter, Venstre og Konservative, at nævne disse, men det kan være et tegn på, at de indgår så naturligt i de to partiers sprogspil, at de ikke behøver at blive sagt højt.  

En anden forklaring på liste V og C’s indstilling, når disse understreger vigtigheden af den individuelle evalueringsform, kan være et forsøg på at videreføre den følelse af isolation, som startede med syndefaldet og blev forstærket af prædestinationslæren, og som herefter kom til at indgå som en fiksdom, der helt ubemærket er med til at danne det flodleje, som skaber den kapitalistiske ånds rammer på så dybt et plan, at selv erhvervslivets behov må vige. 

Det er altså betydningsfulde prægninger i det menneskelige sind, vi beskæftiger os med. Weber udtrykker det således, at den kapitalistiske ånd ved hjælp af økonomisk udvælgelse opdrætter og skaber de økonomiske subjekter – dvs. arbejdsgivere og arbejdere – som den behøver (Weber:31), og man må sige, at regeringen med sit udspil viser tegn på at være blevet et lydigt redskab i denne udvikling.  

Dermed mener jeg, at jeg kan tillade mig at konkludere, at det er Rationalitetens Jernbur, som fastlægger rammerne for regeringens forforståelse, således som den kommer til udtryk i ’Danmarks strategi for livslang læring’.

Når dette er sagt, vil jeg dog ikke undlade at nævne, at deltagelse i den kapitalistiske ånds sprogspil tilbyder en form for tryghed, som det isolerede menneske har brug for i et sekulariseret samfund. Hvor de tidlige protestanter søgte sikkerhed ved at arbejde for Guds sag, søgte Descartes tryghed ved at opstille teorier om et sikkert fundament for viden. Ingen af delene har kunnet modstå de forandringer, som de efterfølgende århundreder udsatte dem for, men de har hver for sig og på hver sin måde kunnet tilbyde de mennesker, som søgte det, en forudsigelighed i en ellers kaotisk og uoverskuelig verden.

Spørgsmålet her må så være, hvilken fremtid Danmarks strategi for livslang læring vil få. Vil strategien kunne sikre Danmark et godt fundament, der kan bidrage til fortsat vækst og velfærd: kan vi gå fremtiden trygt i møde ved at uddanne os til fagmennesker uden ånd? Og hvad vi skal bruge vores velstand til? Skal vi blot akkumulere velstand for velstandens skyld og med fare for at blive nydelsesmennesker uden hjerte?   

Personligt ville jeg nødig leve i et sådant samfund. I stedet forestiller jeg mig, at det er muligt, at et helt samfund – måske for første gang i verdenshistorien – begynder at bruge den materielle tryghed, som regeringen ønsker at sikre med sin strategi, til en personlig udvikling, som ikke defineres af nogen andre end den enkelte selv. 

Den kapitalistiske ånd opstod, da munkecellens askese trængte ind i almindelige menneskers stuer. Noget kunne tyde på, at de gennemgribende forandringer, som jeg er en fortaler for, skal ske på tilsvarende vis gennem en form for græsrodsbevægelse, som alle kan deltage i ved at udfolde deres åndelige og kreative sider overalt, hvor de færdes. Det er ikke let at stoppe op eller gå imod den kapitalistiske ånds strømninger; men har man først fået en forståelse af, hvad der foregår, dvs. hvilket sprogspil man uafvidende deltager i, har man måske en bedre mulighed for at lykkes med sit forehavende, - bl.a. kunne det være relevant at undersøge, om dette sprogspils fiksdomme nu også stemmer overens med ens egne overbevisninger. 

Det betyder naturligvis, at man må være parat til ikke at kunne få svar på alting, - at man må give afkald på den forudsigelighed, som ellers er så behagelig at have, men som også, når alt kommer til alt, viser sig at være en illusion.

 

Litteraturliste

Popper, Karl R.                                        ’Kritisk Rationalisme’
                                                                 Nyt Nordisk Forlag, 1972

 Weber, Max                                            ’Den protestantiske etik og kapitalismens ånd’
                                                                 Nansensgade Antikvariat, København.
                                                                 4. oplag 2000

 Wittgenstein, Ludwig                              ’Om vished’
                                                                 Forlaget Philosophia, Århus.
                                                                
2. udgave, 2. oplag

                                                                
Poul Lübcke (red.)                                   ’Politikens filosofi leksikon’
                                                                 1. udgave, 14. oplag 2000 

                                                                 ’Bibelen’
                                                                
Det danske Bibelselskab, 1992

 

[1] 14. oktober 2007

[2] Sidstnævnte udviser antropomorfiske træk og har konnotationer til Biblens skabelsesberetning, hvor Gud siger til manden og kvinden: ”Bliv frugtbare og talrige, opfyld jorden og underlæg jer den” (Første Mosebog:8,28)

[3] Denne type henvisninger sker til Wittgensteins nummererede noter i bogen ’Om vished’.

 

 

Projektwebsite

Elisabeth Egekvist

Som et led i mine studier på kandidatuddannelsen i Læring og forandringsprocesser har jeg foretaget nogle overvejelser omkring min læreproces.

Da jeg fyldte 59 år et par uger efter studiestart, gjorde jeg det klart både for lærere og medstuderende, at mine intentioner med studiet sandsynligvis ville ligge et godt stykke fra dem, som de fleste andre på holdet havde. Hvor udgangspunktet hos andre naturligvis ville være præget af at skulle ud på arbejdsmarkedet, har min situation været den, at jeg snart skulle forlade det, og dermed ville få mulighed for at arbejde med en sag, som ligger mig meget på sinde, nemlig at formulere et nyt verdensbillede og en dertil hørende ny tænkemåde, som indeholder en validering af livets åndelige sider på en hidtil uset måde.

Det har betydet, at jeg har været meget selektiv i udvælgelsen af det faglige stof, jeg ville beskæftige mig med, ligesom jeg på forhånd vidste, at jeg var nødt til at skrive projekt alene, - både af hensyn til mine medstuderende og af hensyn til mig selv. Jeg har nemlig måttet erkende, at jeg kun kan føle mig motiveret, når jeg arbejder med dybere problematikker, som på dette studium kom til at blive regeringens forforståelse, sådan som den kommer til udtryk i redegørelsen Danmarks strategi for livslang læring.

 

Arbejdsprocessen:
Som ovenfor nævnt var jeg fra starten klar over, at jeg skulle skrive projekt alene. Jeg har gennem de senere år skrevet en del projekter og har derfor fået en vis struktur i min arbejdsform. Samtidig har jeg nogle erfaringer fra andre studier, som jeg kan trække på.

Da jeg først havde besluttet mig for at undersøge regeringens forforståelse, kom jeg i tanker om, at jeg tidligere havde anskaffet mig Max Webers klassiker Den protestantiske etik og kapitalismens ånd, som jeg dog aldrig havde fået læst, men nu gav mig i kast med, - og med stort udbytte. Her var virkelig noget, jeg kunne bruge i mit projekt, og da NORDJYSKE kort efter bragte en artikel, som tog udgangspunkt netop i denne bog, følte jeg mig bekræftet i, at jeg var på rette spor.

På et kursus i Videnskabsteori holdt Ole Ravn Christensen en forelæsning, hvor jeg fik uddybet mit kendskab til Wittgenstein, som jeg tidligere havde hørt lidt om, men aldrig beskæftiget mig med. Jeg har tidligere arbejdet lidt med sprogteori (Chomsky) og syntes med Wittgenstein at have fundet nogle tanker, som jeg mente kunne fungere fint til mit projekt.

Efter at have forsøgt mig med Philosophical Investigations måtte jeg erkende, at jeg var nødt til at starte med sekundær litteratur om Wittgenstein, da hans teorier fremstilles i korte noter, og derfor slet ikke var til at få et overblik over på den korte tid, jeg havde til rådighed.

I mellemtiden havde jeg fået Ole som vejleder, og han rådede mig til at tage fat i Om Vished, hvor Jørgen Husted har skrevet en lang indledning, som gav mig en god introduktion til Wittgensteins tanker.

Herefter var det forholdsvis let at komme i gang med fremstillingen af mit teoriapparat, og med de første 12-13 sider skrevet drog jeg til min første (og viste det sig senere eneste) vejledning, hvor jeg drøftede et par ændringsforslag med Ole, som gav udtryk for, at jeg ellers bare skulle arbejde videre ad samme spor.

Mine overvejelser om teori:
Der har ikke været særlige overvejelser omkring de teoretikere, jeg ønskede at bruge. Det kom mere eller mindre af sig selv.

Min største hurdle løb jeg ind i, da jeg skulle i gang med selve analysen af regeringens redegørelse, for hvordan kunne jeg bedst få de ting frem, som forekom interessante og relevante for min problemformulering? Løsningen kom en morgen, hvor jeg som sædvanlig lå og spekulerede over, hvordan jeg skulle komme videre. Her dukkede Karl Popper og hans falsifikationsmetode pludselig op i mine tanker, og det begyndte at gå op for mig, at dette var vejen frem: Jeg skulle udkaste et dristigt gæt og herefter gøre mit bedste for at falsificere dette i min analyse. Som sagt, så gjort.

Problemformulering:
Jeg havde fra starten forestillet mig både at undersøge temaet omkring regeringens forforståelse og inddrage noget fremtidsforskning, for at finde ud af, om regeringens initiativ på nogen måde kunne siges at matche de behov for uddannelse, som denne forskning fremhæver. Ole stillede sig tvivlende over for, om det var muligt inden for projektets rammer, og jeg måtte give ham ret, da jeg var kommet et stykke hen i projektskrivningen, og det viste sig, at de 23 sider, jeg havde skrevet svarede til 30 sider a 2400 anslag. Og så måtte jeg i gang med at stramme op og skære ned, hvilket forhåbentlig kun har været til gavn for projektets klarhed.

Frustrationer:
Jeg har ikke oplevet mange frustrationer, men det skyldes uden tvivl, at jeg arbejder alene og i mit eget tempo og på min egen intuitive måde.

Hvis jeg skal nævne noget, som var lige ved at få mig til at droppe projektet, var det den nye studieordning, hvoraf det fremgik, at vi på holdet skulle eksamineres efter metode a), hvor projektet bliver en biting og hovedvægten lægges på den mundtlige fremstilling. Det var ved at skræmme mig væk, for jeg må erkende, at det er den skriftlige del, som er min styrke. Efter en dags overvejelse besluttede jeg mig alligevel for at fortsætte med skriveriet, - for jeg er jo i den heldige situation, at karakteren er mindre væsentlig for mig. Og jeg overlever nok en dårlig karakter. Det vigtigste for mig er at beskæftige mig med noget, der giver mit liv indhold, og som jeg forhåbentlig kan bruge, når jeg på et tidspunkt skal til at skrive en fortsættelse til min bog Det imaginale livssyn.

Min vision:
Jeg har en drøm om, at man på nærværende kandidatuddannelse på et tidspunkt vil få mod til at beskæftige sig med livets åndelige sider. Det er endnu ikke gået op for universitetet, hvilket potentiale der er for forandring og læring i det fænomen, jeg har beskæftiget mig med i over 10 år, nemlig spirituelle oplevelser. Rationalitetens Jernbur holder tilsyneladende selv et nyt og progressivt studium som Læring og forandringsprocesser fanget, og jeg kan kun håbe på, at min tilstedeværelse har været med til at åbne en dør for helt nye tanker, som sætter spørgsmålstegn ved nogle dybtliggende fiksdomme og som Wittgenstein måske havde været mand nok til at interessere sig for, fordi de - sagt med hans egne ord - rejser tvivl om hele vores system af vidnesbyrd.