til forsiden

Den døde

link til spirituelle oplevelser

Igennem næsten 24 år arbejdede jeg sammen med R. Vi havde mange gode, men også undertiden vanskelige tider sammen på jobbet, - og var ind imellem også lidt sammen privat.

R. var noget af det mest friske mandfolk midt i tresserne, da han gik på pension i 1994. Alle var overbeviste om, at han ville få mange gode år, nu hvor han både havde tid og økonomi til virkelig at nyde livet. Jeg selv forlod arbejdspladsen i september samme år i forbindelse med 10 måneders uddannelsesorlov, der senere førte til, at jeg søgte en fratrædelsesordning. Jeg kom derfor kun tilbage i nogle få uger, inden jeg selv forlod virksomheden.

I de følgende år så jeg kun R. nogle få gange, efter at vi havde forladt vores arbejde. I juni 1997 fik jeg imidlertid en opringning fra en af mine tidligere kolleger, som meddelte, at R. var død. Det var noget af et chok for mig, for jeg var ikke klar over, at han var syg og havde været indlagt på hospitalet.

Af forskellige grunde var det mig umuligt at komme til begravelsen, så jeg måtte nøjes med at sende en blomsterhilsen sammen med mine tidligere kolleger.

I mange måneder derefter kredsede mine tanker undertiden om R. Jeg  k u n n e   ikke  forstå, at han var død. Der var ikke tale om decideret sorg, - så tæt knyttet var vi trods alt ikke. Det var mere en undren over, om det virkelig kunne være sandt, at han ikke var mere. Jeg har oplevet flere andre dødsfald - også meget nærmere på mig. Men jeg har aldrig tidligere haft denne fornemmelse af ikke at kunne acceptere døden. Og dette undrede mig også.

Så en aften hvor jeg lagde mig til at sove, skete der noget besynderligt. Jeg oplevede, at jeg helt fysisk fløj gennem luften. Jeg kunne mærke vinden imod mit ansigt og høre en susen omkring min krop. Det lignede noget, jeg havde oplevet een gang før, hvor jeg så mig selv stå ude i verdensrummet og vinke med armene. Jeg kunne ligefrem mærke, hvordan jeg bevægede armene. Denne gang var jeg ikke på nogen måde bange eller overrasket, nok snarere lidt nysgerrig, og jeg nød faktisk at flyve. Det føltes som om jeg fløj langt, langt ud i verdensrummet. Og så derude kom jeg til et sted, - en slags hus, ja nærmest et værtshus, hvor der var en masse for mig ukendte mennesker til stede. Da jeg kom, kiggede de lidt på mig og gik til side. Og der ved et bord sad R. som om han ventede på mig. Jeg satte mig ned ved bordet, og vi gav os til at snakke sammen. Hvad vi talte om og hvor længe, ved jeg ikke, men det var lystigt og muntert. Og pludselig lå jeg i min seng igen, - med en følelse af glæde og tilfredshed.

Hvad skete der ? Ja, det kan jeg ikke svare på. Det hele mindede nærmest om en slags shaman-rejse, men det kom fuldstændig spontant, uden nogen form for forberedelse. Og jeg ved ikke af, at jeg skulle have shaman-evner, - har blot for nogle år siden læst lidt om fænomenet.

Siden oplevelsen har jeg haft det godt med at tænke på R. Jeg har accepteret, at han ikke er her på jorden mere, og jeg ved, at han har det godt, der hvor han nu befinder sig.