til forsiden

Brug for en ny forståelse - 

Kronik i Nordjyske Stiftstidende

7/12-2001

til forsiden

 

Når et barn lærer at regne, bruger det fx fingrene til at tælle med, eller det bruger nogle genstande, der er placeret inden for rækkevidde, eller det kigger på en række figurer i en bog. Selvfølgelig er det vigtigt, at barnet lærer, at 2 + 2 = 4, men hvad der er endnu vigtigere er, at barnet begynder at få en forståelse af de principper, der ligger bag det fænomen, vi kalder addition. Når dette først er sket, kan barnet nemlig bruge systematikken til at lægge alle mulige tal sammen med. Det behøver således ikke at kende til eller huske på resultater, fordi det ved, hvordan man gør, når man adderer. Når først principperne er forstået, behøves de ydre symboler ikke længere, - fingrene kan beholdes i lommen.

Som med tal således også med religion: når først de principper, som udgør religionens basis er forstået og totalt integreret behøver mennesket ikke længere de ydre symboler. Og i den forbindelse kan man spørge, om danskerne i så udstrakt grad har absorberet de grundlæggende kristne tanker, at de ikke behøver komme i kirken længere for at lære dem ? Noget tyder på det, - såvel de tørre tal som de tomme kirker. Danmark er nemlig så frit et land, at man her godt uden at blive straffet kan undlade at tælle på fingre, når man nu engang først har lært princippet med at lægge sammen, og på samme måde kan man betakke sig for at gå i kirke, når man har taget de ting til sig, som præsten dybest set prædiker om.

Når dette er sagt, kan man spørge, hvordan man vide, om man har behov for forkyndelse af evangeliet eller ej ? Kan det ikke være, man overser sit behov, og derfor ikke gider gå i kirke ? Jo, det er der nok ingen tvivl om vil kunne ske. Men uanset hvad, er det da ærlig snak. Og et godt sted at begynde er vel et ærligt sted. Tiden er løbet fra den opfattelse, at man skulle kunne banke en bestemt læring ind i folk. Når det drejer sig om religion, har det selvfølgelig været muligt at hamre en forstillelse på plads, for det kunne være nødvendigt at "lade som om" for at overleve. Men frivillige hyklere har der immervæk også været mange af i tidens løb ! Mon de troede, de kunne løbe om hjørner med en altgennemskuende Gud ?

Måske det er på tide at overveje lidt, hvad Jesus egentlig foretog sig, da han vandrede på jorden, og i samme forbindelse udelukke alle de intellektuelle og sofistikerede formuleringer, hvormed nogle senere tænkere har præget kristendommen. Tillader man sig det, ja så finder man nok, at de vigtigste budskaber drejede sig om næstekærlighed, og om at der kun er een Gud. Det er ganske enkle budskaber, som sidenhen blev forvanskede ved hjælp af moralske fingerpeg fra mennesker, der sandsynligvis ikke havde Jesus’ format, og som derfor indførte elementer, der var mere prægede af de eksisterende leve- og magtforhold end af en direkte gudsbefaling, og som snarere skulle opdrage folk til at udvise accepterede personlighedstræk end udvikle dem til at opnå en kontakt til Gud.

Spørger man et bredt udsnit af den danske befolkning, vil størsteparten uden tvivl sige, at de gør hvad de kan for at behandle andre mennesker, som de gerne vil have, at andre behandler dem. De kunne aldrig drømme om at gøre et andet menneske fortræd – ikke fordi det er strafbart, men fordi det overhovedet ikke falder dem ind. Måske tøver de mere med at udtale sig om, hvorvidt de tror på Gud, men mange udtrykker det således, at de tror på "noget", - at der er mere mellem himmel og jord og lignende. Det er nemlig lidt farligt at tage ordet "Gud" i sin mund, fordi det så kan forlede nogen til at tro, at det skulle være på nøjagtig den måde, som præsten i kirken forestiller sig. Det er det måske ikke, - og man vil jo gerne være ærlig. Det er nemlig en personlig tro, en indre fornemmelse, man bærer rundt på, og som man ikke behøver skilte med. Der opstår let usikkerhed, hvis man – på grund af præstens autorisation som formidler af kontakten opadtil – får den opfattelse, at hans/hendes ord skal følges til punkt og prikke. Måske forstår man ikke helt, hvad præsten rent faktisk taler om (her kan de sofistikerede konstruktioner og udlægninger fx omkring treenigheden spille ind), måske anser man præsten som en person, der har mere forstand end een selv på, hvordan man skal forstå sit forhold til Gud. Næh, så hellere beholde troen og fornemmelsen for sig selv – ikke udsætte sig for bebrejdelser eller nyfigne spørgsmål.

Mit formål med ovenstående er at påpege, at de vigtigste budskaber, som Jesus havde at bibringe menneskeheden ser ud til at være indoptaget i væsentligt omfang i den danske kultur og levevis. Budskaberne er blevet så selvfølgelige og har bidt sig så fast i vores selvforståelse, at vi ikke længere er os dem bevidst. Vi er så bundne af kristendommens grundlag, at det gennemsyrer såvel vore tanker som vore handlinger. Når vi imidlertid engang imellem falder i den grøft, at vi ikke kan omfatte andre trosretninger i den næstekærlighedsånd, vi ellers plejer at lægge for dagen, kunne det godt være et tegn på, at vi ikke er os vores grundlæggende tro bevidst, men tværtimod begynder at føle os usikre, fordi vi står enkeltvis med vores skjulte tro og ikke kender til at demonstrere denne for omverdenen i flok. Det behov har vi ikke haft i årevis. Samtidig er der heller ikke i kirke og samfund nogen opbakning til eller forståelse for den individuelle karakter, som danskernes tro har udviklet sig til, men som jo nok er så ægte, som den overhovedet kan blive, netop fordi den jo blot er der og ikke påberåber sig værdi gennem en ydre demonstration. Vi ligger tilsyneladende under for den forestilling, at noget kun eksisterer, hvis det kan ses eller høres. Hvis dette er nødvendigt, skulle den tolerance og kreativitet, som i vid udstrækning er kendetegnende for det danske samfund så ikke være et tilstrækkeligt "bevis" på den indre udvikling, vi danskere har gennemgået gennem generationer. Hvad vi tilsyneladende mangler er at blive opmærksomme herpå og at validere eller sætte pris på disse kvaliteter indeni os selv. Når først accepten af vores kunnen og væren bliver totalt integreret i den enkelte, får angsten for det fremmede ringe vilkår, og lysten til at turde prøve nytænkning vil stige.

Derfor er løsningen på udviklingen af den åndelige del af vores eksistens heller ikke at forsøge at banke folk til at komme i kirken med det formål at vise dem den vej, de fleste allerede godt kan gå. Det drejer sig i langt højere grad om at læse de signaler, som livet viser os og som fx peger i retning af en meget bredere opfattelse af liv og død end den, der mange steder udlægges som det eneste tilladte inden for kristendommen. Der kan sagtens fremover være brug for kirker, hvor vi kan udfolde de mystiske, de intuitive, de kreative og kunstneriske sider af mennesket, som protestantismen har haft en tendens til at fornægte. Der er brug for at høre om menneskers tanker og erfaringer. Der er brug for at gå efter ægte oplevelser, som fylder mennesket med en indre glæde, der ikke kan købes for alverdens penge. Der er brug for en ny forståelse af religion, som bl.a. respekterer, at mennesker har individuelle forhold til Gud eller det, der rækker ud over mennesket, - forhold som ikke absolut skal passe ind i en på forhånd defineret skabelon. Der er brug for tillid til, at mange mennesker godt selv kan finde ud af at etablere dette forhold, omend det naturligvis er dejligt at tale med andre om det, hvis tonen ellers er åben og tolerant. Der er brug for at bryde nogle kunstigt opsatte skel ned omkring, hvordan vi kan dyrke vores tro, således at vi får lyst til at komme i kontakt med alle de sider af os selv, som vi nu engang er i besiddelse af, men som vi indtil videre ikke har haft "lov til" at indrømme eksistensen af. Vi skal erkende vores skyggesider, - først derved kan vi blive fri af dem.

Det er ikke nogen let opgave, men den forekommer uafvendelig. Jo før, vi går i gang, jo hurtigere kommer vi igennem den. Hver enkelt, der er interesseret, kan jo passende begynde med sig selv. De arbejdsløse grå guldklumper, som arbejdsmarkedet takker nej til, har masser af muligheder for at bruge tiden konstruktivt på at lære sig selv at kende. Måske det fra livets side er med velberåd i hu, at en stor gruppe aktive, modne mennesker, der har børn og andre forpligtelser fra hånden, i øjeblikket befinder sig på samfundets sidelinie: nu kan de udfolde sider af sig selv, som ellers ville have levet en upåagtet tilværelse. Selvudvikling er ikke – som nogle måtte tro – et nymodens new-age fænomen. Det har eksisteret i tusinder af år, og blev i visse østlige kulturer betragtet som det vigtigste hverv, et menneske overhovedet kunne påtage sig.

Når først nogle danskere har lært at sætte pris på deres indre grundlæggende tro, vil andre måske også få øjnene op for denne forståelse. Herved kan der skabes grobund for en opfattelse af livet, som kan gøre mennesket modstandsdygtigt over for de op- og nedture, som tilværelsen uvægerligt byder på. Dette er ikke et farvel til kristendommens grundlag, for det er så indgroet i os, at vi slet ikke kan slippe af med det. Men det er et farvel til nogle af de fortolkninger, som kristendommen har gennemgået over 2000 år, og som vi ikke længere har behov for. Det er et farvel til forskruede konstruktioner, som kun få kan forstå og endnu færre kan tage til sig som sit eget.

At kunne tro på livets storhed behøver vel ikke være en indviklet sag. Men når man føler sig usikker på sine egne kvaliteter, kan det være befordrende at bevidstgøre disse. Herved kan man komme til at holde af sig selv - i modsætning til de mennesker, som er selvglade og netop ikke holder af sig selv. Herved kan man vise sig selv den overbærenhed, som man ofte er bedre til at vise over for andre end sig selv. Denne vej frem kan vise sig betydelig mere effektiv som middel til opnåelse af varig fred end alverdens bomber og topforhandlinger. Her tager man udgangspunkt i det eneste sikre: een selv og forholdet til det, der rækker ud over een selv, hvad man så end måtte kalde dette.

Er tankegangen for simpel til at være sand ? Det må være op til hver enkelt at vurdere.