Til forsiden

Det Imaginale Livssyn
- introduktion til en kreativ tænkemåde

link til spirituelle oplevelser

 

Her kan du få en lille smagsprøve på min bog


 Det Imaginale Livssyn


der kan lånes på biblioteket eller downloades her til dit eget personlige brug.

 

Bestil den evt. via www.bibliotek.dk

 


Nedenfor følger en lektørudtalelse fra september 2005:

Ellen Lind Jensen
Anmeldelse:
Elisabeth Egekvist levede frem til 1. halvdel af 90'erne et helt "normalt" dansk familieliv med job i en bank. Intet syntes at skulle gribe forstyrrende ind i denne tilværelse, indtil en række intuitive/spirituelle oplevelser fik hende til at tage sit verdensbillede op til revision. Der var tale om sansninger, hvor hun fornemmede andre dimensioner i universet. Det førte til en bemærkelsesværdig udviklingsproces, hvor hun søgte svar på sine eksistentielle spørgsmål dels gennem en NLP-uddannelse dels gennem en række universitetsstudier indenfor psykologi, filosofi og videnskabsteori. Her fandt hun holdepunkter for sine oplevelser så forskellige steder som hos den moderne system- og kommunikationsteoretiker Gregory Bateson, en islamisk mystiker fra 1200-tallet Ibn Arabi samt i en af verdens ældste åndstraditioner - shamanismen. Disse støtter og guider hende frem til en eksistens i et nyt metaniveau (et udvidet virkelighedsbegreb), hvor hun ikke betragter sine indsigter som hverken sygdom eller religiøs vækkelse, men derimod udvikling. Hun har valgt at videreformidle disse erfaringer i 3 dele. 1. del gengiver de nævnte sansninger, 2. del : Den teoretiske bearbejdning, mens 3. del er den praktiske anvendelse. Bogen er en bedrift og fordrer åbenhed og intellekt af sin læser. Den vil finde sit publikum blandt de mange spirituelt søgende.

Til forsiden 

 

Bogen, der er på 162 sider, blev udgivet i 2005 og indledes med følgende forord:


 

”Måske er den vigtigste opgave i dag at lære at tænke på en ny måde”

(Gregory Bateson, eng/amr. tænker, 1904-1980)

 Forord

Da jeg i midten af 1990’erne løb ind i en række usædvanlige oplevelser af ’overnaturlig’ karakter, havde jeg ingen anelse om, hvilken betydning disse skulle få for mig. Og jeg havde da slet ikke forestillet mig, at jeg skulle bruge de efterfølgende 10 år på at forsøge at forstå og forklare, hvad der skete både i forbindelse med selve oplevelserne, men sandelig også i forbindelse med de ændringer, jeg observerede i min tankegang og mit følelsesmæssige reaktionsmønster i tiden derefter. Ikke desto mindre blev det sådan, og det skyldes måske først og fremmest, at jeg uanset omverdenens indstilling forunderligt nok har haft en usvigelig tillid til, at det der skete for mig var ’naturligt’. Derfor måtte jeg grave mig igennem et omfangsrigt materiale af litteratur og artikler for at finde argumenter, der kunne understøtte denne opfattelse, ligesom jeg blev nødt til at udforme mine egne, personlige ideer, da jeg på et tidspunkt ikke længere kunne finde teorier, der var i stand til at rumme de tanker, jeg havde, og som jeg var kommet til at leve mit liv efter.

Den første tænker, jeg stødte på, som viste sig at kunne hjælpe mig igennem det meste af processen, var Gregory Bateson, der med sin meta-tænkning var i stand til at tilbyde mig nogle læringsmodeller, som gav mig en mulighed for at strukturere mine erfaringer inden for en rationel ramme. Herudover viste han mig, at det kunne lade sig gøre at udforske naturens fænomener uden at være bundet til det naturvidenskabelige paradigme, der i løbet af nogle hundrede år var blevet næsten totalt dominerende i Vesten. Bateson hævdede således, at den vestlige verden led under en fejltænkning, som han benævnte hybris, idet man her efter hans opfattelse havde sat sig uden for naturen ved at skille en del ud fra helheden og herefter handle, som om denne del kunne beherske helheden, bl.a. ved hjælp af teknologi. I den forbindelse var det med en vis begejstring, at det på et tidspunkt gik op for mig, at den tankegang, som jeg ønsker at introducere og argumentere for i nærværende bog, kan betragtes som et forslag, der i et vist omfang kan sige at tilbyde en ’løsning’ på denne problemstilling.

Uanset hvad man måtte mene om mit forslag, synes det korrekt, at Batesons påstand bliver bekræftet hver dag: kloden står over for kulturelle, miljømæssige, etiske og sociale problemer, som ikke kan løses alene gennem nye teknologiske tiltag, ligesom det heller ikke synes muligt at definere menneskerettigheder uden at støde panden mod en mur af traditioner, hvis sandhed hævdes at være hævet over enhver form for indvendinger. Ganske vist vokser gruppen af mennesker, som mener, at det nye årtusindes største udfordring drejer sig om at forstå i stedet for at bekæmpe hinanden, og at vi mennesker i langt højere grad må leve i pagt med naturen i stedet for at forsøge at kontrollere samme. Men hvordan skulle dette kunne lade sig gøre, når man betænker de tilsyneladende umådelige økonomiske og egoistiske interesser, som er på spil?

Ja, Bateson mente som sagt, at løsningen skulle findes i en ny tænkemåde, - hvilket umiddelbart lyder besnærende enkelt. Reflekterer man imidlertid nøjere over, hvad dette måtte indebære, så stiller sagen sig noget anderledes: her er nemlig ikke blot tale om at skifte fra eet synspunkt til et andet inden for den herskende antagelse om, at delen kan kontrollere helheden, eller om at søge et nyt kulturelt eller religiøst ståsted blandt de allerede eksisterende. Næh, her er tale om helt ny tænkemåde, der må være i stand til at rumme alle klodens mennesker, hvilket indikerer et brud med den for-forståelse, dvs. den ureflekterede, automatiske vanetænkning, som ethvert individ forstår sig selv og sit liv ud fra. Denne proces virker både skræmmende og krævende, men må ikke desto mindre være et ufravigeligt krav!

Efter min opfattelse var Bateson intuitivt klar over, hvad sagen drejede sig om, og det siges, at han gennem det meste af sit liv forsøgte at tænke på en ny måde, men samtidig fortælles det også, at han måtte erkende, at det ikke helt lykkedes for ham. Det er der muligvis mange årsager til, men inden jeg kommer med mit personlige bud på, hvori nogle af hans vanskeligheder bestod, må jeg introducere læseren til begrebet imaginal, som fremgår af denne bogs titel, og som jeg har hentet hos den franske filosof, Henry Corbin (1903-1978), der var professor i islamisk religion, og som viede en stor del af sit liv til studier og udbredelse af kendskabet til bl.a. den islamiske mystik, herunder ikke mindst til Ibn ’Arabi (ca. år 1200 e.v.t.), hvis værker Corbin i vidt omfang har oversat til fransk. I den forbindelse introducerede Corbin en mundus imaginalis (dvs. en ’imaginal verden’) for at betegne sfæren mellem intellektet og sanserne, således som denne blev beskrevet af førnævnte Ibn ’Arabi. Her er tale om den dimension, hvor ’krop bliver ånd, og ånd bliver krop’, og hvor åbenbaringer finder sted. Det er den indre, skjulte verden, som ikke kan nås med de fem kendte sanser, men kun med det ’organ’, som Ibn ’Arabi betegner den kreative imagination.

Iflg. Corbin blev mundus imaginalis bandlyst fra det (i vores del af verden) accepterede verdensbillede på et koncilium i Konstantinopel i 869 e.v.t., hvor tidligere tiders tredeling mellem ånd, sjæl og krop blev reduceret til en dualitet mellem sjæl og krop. Det nye verdensbilledes ’sandhed’ blev understreget med så grusomme repressalier over for afvigere, at det efterhånden blev umuligt at opfatte spirituelle former som virkelige og udstrakte. Uanset dette, er det imidlertid et faktum, at mange mennesker også i århundrederne herefter har erfaret eksistensen af mundus imaginalis, og som tidligere antydet, tilhører jeg selv denne ’afviger-gruppe’. I den forbindelse har jeg personligt erfaret, hvorledes bandlysningen stadig volder problemer helt op i vore dage: det er således min opfattelse, at det er denne, der gjorde det umuligt for Bateson at inddrage et helt essentielt aspekt i den nye tænkemåde, han ønskede at arbejde for at indføre.

I modsætning hertil har jeg selv måttet tage udgangspunkt i spontane oplevelser af den bandlyste karakter, og nærværende bog er først og fremmest udsprunget af et inderligt ønske om at forstå mig selv og danne mening i den måde, hvorpå jeg uden at ville det overskred de ’tilladte’ grænser og uden at ville det indoptog en ny tankegang. Disse forandringer opstod muligvis på et splitsekund, men synes først at være kommet til syne og være blevet bevidstgjorte for mig og mine omgivelser over en årrække. I den forbindelse har jeg altid følt en stærk trang til at konkretisere og begrunde den oplevede ændring, som jeg først for alvor begyndte at kunne sætte ord på ved hjælp af de skrifter, som Bateson og Ibn ’Arabi efterlod sig.

Jeg ved udmærket, at der er meget, rigtig meget, som kræver nærmere undersøgelser og dybere overvejelser, end jeg her har mulighed for at præstere. Samtidig må jeg også erkende, at mine teoretikere sandsynligvis ville være uenige med mig i en del af det, jeg har tænkt mig at sige. Dette skal dog ikke hindre mig i at nære en dyb taknemmelighed over for de tanker, de fremsatte i sin tid, og som jeg har tilladt mig at bruge på min egen måde for at kunne give udtryk for de indtryk, jeg har fået.

 

Til toppen

 

Indledning

 

“De tegned’ en cirkel, der lukked’ mig ude:
Kaldte mig ting, der fik mig til at tude!
Men kærlighed viste mig vej til at vinde:

Vi tegned’ en cirkel med plads til dem inde!”

  

Verdensbilleder under forandring

Ser man tilbage i menneskets historie er der intet nyt i lange og seje konflikter om, hvordan verden kunne og skulle beskrives. Denne tendens kan opfattes som et udslag af det dilemma menneskeheden til alle tider har stået over for: på den ene side nødvendigheden af at bevare det bestående, på den anden side nødvendigheden af at forny og udvikle sig. Dvs. at der er en konstant spænding mellem to tendenser, der trækker i hver sin retning: nogle holder så godt fast i det kendte og trygge, at det kan opfattes, som om de tegner en cirkel, der lukker alle tendenser til forandring ude, medens andre bevæger sig ud over normalitetens grænser og tegner en cirkel, der udvider verden og er i stand til at indeholde både det gamle og noget nyt.

Selv om forandring ofte er en smertefuld proces, er der ingen tvivl om, at konstante ændringer er et væsentligt træk ved livet. Der kan være tale om personlige ændringer, - fysiske såvel som psykiske, eller der kan være tale om ændringer, der snarere har karakter af opdagelser eller opfindelser, som på en eller anden måde sætter en udvikling i gang. I forbindelse med sidstnævnte har der gennem tiderne rejst sig pionerer, der præsenterede verden for nye, ofte kontroversielle ideer og tanker, som fik forskellige former for skæbne, idet nogle vakte interesse og nysgerrighed, medens andre blev genstand for prompte afvisning om ikke hån og latterliggørelse. Der kan være mange grunde til den blandede modtagelse, men et vigtigt element for at noget har mulighed for at blive accepteret synes at være, at tiden er moden, - grunden skal være beredt for at nye tankefrø kan spire og vokse, og adskillige ideer har skullet introduceres flere gange for at vinde gehør.

Den aleksandrinske astronom, Aristarkos fra Samos, er et godt eksempel på en person, hvis ideer ikke blev hørt, fordi - viste det sig senere - han var ’forud for sin tid’. Allerede i 200-året f.v.t. var han fremme med tanken om, at det var jorden, der bevægede sig om solen og ikke omvendt.  Men astronomen havde ikke held til at overbevise sine kolleger, idet hans hypotese indebar, at universet og dermed afstandene til stjernerne måtte være betydelig større, end man havde fantasi til at forestille sig.  De nødvendige forudsætninger for Aristarkos’ tanker var således ikke til stede, da det ikke blot var astronomens overbevisning om jordens position i forhold til solen, man skulle acceptere: hele den forestilling (eller for-dom) man havde om universets beskaffenhed måtte ændres, - og dette stillede krav om en omvæltning af metafysisk art, som det ikke var muligt at gennemføre. Først med Kopernikus i 1500-tallet var vejen banet for samme påstand, og selv på dette tidspunkt tog det mellem 100-200 år, inden den var bredt accepteret i den videnskabelige verden.

Uanset hvor gode en nytænkers argumenter er, ser det således ud til, at forskning og opdagelser, der strider mod det kendte og accepterede verdensbillede, alle dage har haft svært ved at vinde frem. En del mennesker har endog måttet betale dyrt for deres i andres øjne kætterske overbevisning, - ikke mindst under inkvisitionen hvor flere, der talte imod den kanoniserede viden, som Bibelen var et udtryk for, måtte lade livet på bålet, hvis de da ikke, som Galilæo Galilæi, fik mulighed for trække fremsatte teorier tilbage for at undgå denne grumme skæbne.

Man kan måske undre sig over, ja undertiden endog smile lidt ad den konservatisme og modstand, der gang på gang bliver lagt for dagen, når nye hypoteser fremsættes, og mange vil sikkert mene, at dette er fortid, og at noget tilsvarende naturligvis ikke findes i vore moderne tider, hvor der hersker åbenhed og imødekommenhed på nær sagt alle områder.

Ikke desto mindre har fx alternative behandlere i de sidste årtier måttet kæmpe en kamp for at blive bare nogenlunde accepteret af det etablerede system. Et af problemerne har været, at de ikke har kunnet præstere såkaldt videnskabelig dokumentation for de anvendte behandlingsmetoder, hvoraf nogle sandsynligvis også har været temmelig problematiske, medens andre, som fx akupunktur, bygger på et par tusinde års erfaring i andre kulturer og derfor ikke synes at behøve yderligere ’bevisførelse’.

Dette tema kan der siges – og er der allerede andre steder sagt – meget mere om. Hvad der imidlertid er vigtigt for nuværende, er at få øje på et positivt træk ved den proces, der har fundet sted, og som slet ikke er færdig endnu, nemlig at en stor del af den danske befolkning er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved det grundlag, som den hidtidige hævdvundne ’sandhed’ hviler på. Man kunne også udtrykke det således, at en voksende gruppe er begyndt at åbne sig for indtryk fra andre kulturer, hvorved de også inspireres til at lytte mere indad til deres intuitive viden. Resultatet synes at være, at ikke så få kan fornemme en uoverensstemmelse mellem denne indre viden og den ydre, som samfundet har accepteret og i vidt omfang bygger den fortsatte udvikling på.

Nu har jeg nævnt lægevidenskaben som et eksempel på et område, hvor mange efterhånden finder cirklens grænse for snæver, men også flere andre steder er der kulturelle og sociale, ja endog religiøse udfordringer, der presser på og byder os mennesker at udforske det område, der ligger uden for den accepterede cirkel. I den forbindelse er det så, at noget ukendt træder til og presser nogle mennesker til at overskride alle vedtagne retningslinier: midlet er erfaringen af den sfære, jeg i forordet har betegnet mundus imaginalis, - med andre ord en spirituel oplevelse. Dette kan synes at være en temmelig heftig påstand, som nogle muligvis vil finde lidt langt ude; men det er ikke desto mindre en påstand, som jeg vil argumentere for ved her i bogen at fremlægge nogle tanker, som jeg personligt har fundet tryghed i, da jeg på et tidspunkt oplevede at befinde mig i en situation, som gjorde, at jeg ikke længere kunne indeholdes i den gamle cirkel, fordi jeg helt spontant kom ud for en række oplevelser af umiddelbar mystisk karakter. Løsningen for mig var at tegne en ny og større cirkel, - og denne bog viser, hvordan jeg bar mig ad med hjælp fra forskellige sider. Samtidig vil jeg gerne indvie den interesserede læser i, hvordan min virkelighed efterfølgende ser ud og kommer til udtryk i mit daglige liv, der på mange måder minder meget om, men alligevel også er vidt forskellig fra den tilværelse, jeg førte inden oplevelserne fandt sted.

Det første skridt på vejen for mig var at undersøge, hvordan de mystiske oplevelser, jeg blev udsat for, opfattedes rundt omkring i verden, ligesom jeg undrede mig over, hvorfor man i Danmark tilsyneladende kun anså denne form for erfaring som noget patologisk, - og jeg følte mig ingenlunde syg. Nedenfor vil jeg berette om nogle af de ting, jeg er stødt på i min søgen efter mening.

 

Til toppen

 

Herefter følger den del af bogen, som betegnes: "Den personlige beretning", hvori indgår beskrivelsen af en række spirituelle oplevelser. Der er stor forskel på disses karakter, men for at give et eksempel bringes nedenfor et par af de mest betydningsfulde:

De mest skelsættende oplevelser

Et par uger efter ovennævnte havde jeg de mest betydningsfulde og gennemgribende oplevelser, som jeg nedskrev et par år senere. Det var simpelthen ikke muligt for mig at sætte dem på skrift før. Den første lyder således:  

Badeværelsesgulvet er dejlig varmt .... alligevel stiger kulden op i mine fødder og lammer bevægelser og åndedræt. Jeg vender mig langsomt om mod brusenichen i hjørnet. Glaslågerne er lukkede, hvilket normalt kun er tilfældet, når een eller anden tager bad. Og det er jo midt om natten. Pludselig vælter der lys ud gennem siderne – ud gennem glaslågerne. Ovenud ... overalt er der lys. Lyset forstærkes, - det er som en flammende ild, der brænder foran mig, og jeg aner en skikkelse midt i det hele.

Jeg er rædselsslagen og stum af skræk. Kan ikke bevæge mig, men må blive stående totalt lammet. Jeg mærker ondskab og had strømme imod mig som fingre, der forsøger at nå mig. Flammer slår op mod loftet. Et hæsligt grin synes at brede sig på skikkelsens formodede ansigt ...... Men så kommer lyden. Lyden nede fra jorden strømmer op gennem mine fødder og mine ben. En trommende lyd som fra et bundløst dyb, - fra uendelighedens klippegrund. Lyden gennemryster hver eneste knogle, hver eneste celle i min krop. Jeg er totalt i dens vold. Kan ikke tænke, ikke handle. Kun mærke, hvordan alt inden i mig rystes. Intet kan skjules, ingen hemmeligheder bevares. Ingen flugt er mulig. Jeg er totalt overladt til dette ukendte væsen, - totalt i dets vold. Hvornår træder skikkelsen ud af brusenichen, så jeg kan dø, - dø af skræk, inden den kan nå at gøre det af med mig?

Tiden står stille. Eksisterer den overhovedet? Jeg ved det ikke og det betyder heller ikke noget. Endelig lykkes det mig at bevæge mig, .... og jeg befinder mig i min seng. Jeg kaster mig om på ryggen. Lyden forsvinder, og jeg hører min mands rolige åndedræt ved siden af mig. Nu kan jeg huske. Jeg er jo bare faldet i søvn og har haft mareridt. Et meget virkeligt og meget uhyggelige mareridt. Andet er det jo ikke. Skal jeg vække ham? Næh, han bliver bare bekymret, og han kan jo alligevel ikke gøre noget. Jeg begynder at kunne trække vejret normalt, medens jeg ligger og kigger op i loftet med mine nærsynede øjne. Det er da utroligt så klart, jeg kan se i drømme, når jeg nu har været så nærsynet i det meste af mit liv. Jeg ligger der på ryggen i min seng og begynder langsomt at kigge rundt i soveværelset: Dér er skabene. Dér er vinduet med persienne for. Vinduet står lidt åbent, for vi skal begge have frisk luft ind, når vi sover, - uanset vejr og kuldegrader. Dér er kommoden med mit smykkeskrin, som jeg fik i konfirmationsgave. Dér er knagerækken med min blå frottébadekåbe. Efter denne ’sightseeing’ tør jeg godt kigge hen mod døren. Den er lukket, og der kommer hverken lyde eller lys ind gennem den. Puh, ha. Sikke en drøm! Jeg har bestemt ikke lyst til at forlade sengen. Skal jeg være helt ærlig, så tør jeg ikke. Der er dejlig varmt under dynen. Min mand sover stadig roligt i sengen ved siden af. Hvorfor dog være bange. Han er der jo! Jeg føler mig mere rolig, selv om jeg godt ved, at han ikke kan beskytte mig mod det uvirkeligt virkelige, som jeg lige har stiftet bekendtskab med. Ingen kan hjælpe mig. Men jeg kan vel hjælpe mig selv, - det har jeg da altid været god til.

Min indre snak fortsætter i et stykke tid. Og jeg begynder at blive søvnig igen. Hvad herregud – det var da bare et usandsynligt levende mareridt. Jeg har lært en del om drømme og om deres tydning. Men intet om lyde, der stiger op i een. OK, - i morgen kan jeg tænke det hele igennem. Nu vil jeg sove.

Jeg vender mig om på venstre side og lukker fortrøstningsfuldt øjnene. Jeg roser mig selv over at være så god til at finde strategier til at løse mine problemer med.

Jeg begynder at slumre ind .... og lyden stiger atter op igennem mig. Jeg opfatter, at universet er under mig og at lyden kommer nedefra og op. Gennem jorden, gennem gulvet, gennem madrassen, gennem hele min krop. Instinktivt kaster jeg mig om på ryggen, - og lyden bliver svagere og svagere for til sidst at forsvinde. Nu er jeg lysvågen! Jeg ligger og stirrer op i loftet med vidt opspærrede øjne. Hvad er det dog, der sker? Er jeg besat? Jeg føler mig hverken syg eller skør. Jeg er blot totalt forvirret og skrækslagen over lyden, og det den gør ved mig. Skal jeg alligevel vække ham? Hvad kan han stille op? Intet!

Jeg har talt med mange spændende mennesker inden for de senere år: clairvoyante, håndlæsere, astrologer, healere, - folk som har oplevet engle eller lys af overjordisk karakter. Men jeg selv er jo en fuldstændig ’normal’, kedelig kvinde med en ganske almindelig hverdag og en ganske almindelig familie. Kort sagt ganske tilforladelig og uinteressant for de fleste! Hvad sker der med mig? Jeg aner det ikke. Tankerne flyver igennem mit hoved: Der må være en forklaring. Måske ikke en såkaldt logisk, naturvidenskabelig forklaring, men en forklaring, som jeg kan acceptere. 

Jeg slår den rationelle venstre hjernehalvdel til: Hvad har jeg hørt eller læst, der kan give en begrundelse for det jordskælv, jeg har mærket inden i mig? Hvem var det væsen i brusenichen? Det er væk nu, men indtrykket af det sidder stadig i mig. Jeg er forbløffet over mig selv. Hvordan kan jeg undlade at skrige eller græde med alt det uhyggelige, der foregår? Hvordan er jeg egentlig i stand til at tænke og søge begrundelser, når jeg er så skrækslagen, som jeg er? Det er måske ulogisk, men jeg kan hverken skrige eller græde. Selv om min mand ligger i sengen ved siden af mig, eksisterer der kun mig her og nu. Han er der, men han er der ikke alligevel, - på een og samme tid.

Nu hvor jeg sidder og skriver dette her, er der gået nogle år siden jeg oplevede denne hændelse, og jeg forundres stadig over, hvordan jeg på ét plan kunne tænke fornuftigt og rationelt, og på et andet plan var dybt, dybt rystet og afmægtig.

Hvordan jeg på én gang kunne iagttage mig selv og det, der skete, samtidig med, at jeg var i hændelsen totalt og uforbeholdent, kan sikkert ikke forklares, men det var sådan, det var.

Efterhånden falder jeg lidt til ro, og jeg kan begynde at få samling på de tanker og indtryk, der farer gennem mit hoved, indtil de stopper ved

Tærskelvogteren! 

Pludselig står det lysende klart for mig: det er tærskelvogteren, jeg har mødt. Skikkelsen i brusenichen er den tærskelvogter, man ifølge de teosofiske skrifter skal møde i forbindelse med en såkaldt indvielse. Det kan ikke være andet, - selv om jeg ikke har læst noget om lyd og jordskælv, er der ikke tvivl om, at det er en tærskelvogter, der er på spil. Det er som ’at møde et levende væsen, der er summen af alle ens skyggesider, men det foregår alt sammen inde i een selv’... noget i den retning, kan jeg huske, at jeg har læst i Søren Hauges teosofiske skrifter. Det er en kæmpelettelse for mig at opdage denne sammenhæng, og jeg kan begynde at trække vejret normalt. Det her er jo blot et trin i ethvert menneskes udvikling. Det er hverken sygt eller unaturligt. Pyh, ha!

Soveværelset bliver atter normalt. Min mand ligger stadig og sover fast og tungt. Uforstyrret af mine natlige udskejelser. Hjertet finder sin normale rytme. Det er stadig varmt under dynen.

For tredje gang lægger jeg mig på venstre side ... og ramler lige ind i jordskælvet igen!! Det flår og river i mig, men nu ved jeg mere om, hvad jeg skal gøre: Jeg hiver mig om på ryggen, folder mine hænder og forsøger at overgive mig .... totalt, sådan som det står beskrevet i de teosofiske skrifter.

                Det eneste jeg kan finde på for at understrege denne handling er at bede mit Fadervor ...Du som er i himlene ... Helliget vorde Dit navn...komme Dit rige ... Jeg bliver ved og ved med at gentage linierne ... min barnelærdom fra konfirmationsforberedelsen og muligvis skolen. Det er i hvert fald ikke derhjemme, jeg har lært det. Vi gik ikke meget i kirke, og jeg troede faktisk i mange år, jeg var ateist. Indtil jeg fandt ud af, at jeg blot var imod de præster i kirken, som stod og sagde ét og gjorde noget andet. Som ville bestemme både hvad, jeg skulle tro, og hvordan jeg skulle gøre det. Næh, jeg tror på det gode i mennesket og har altid gjort det, - og jeg handler ud derfra. Naiv …? ja, det har jeg drillende og sommetider bebrejdende kaldt mig selv, indtil jeg fik det vendt til, at jeg havde en grundlæggende tillid til livets orden og mening, som end ikke ulykker, mord og krige kan tage fra mig. Jeg er skeptisk over for populære udlægninger og udnyttelse af reinkarnationstanken, men jeg er ikke i tvivl om, at livet ... ånden... manifesterer sig i hvert eneste menneske og udvikler sig gennem os.  ... Ske Din vilje som i Himlen således også på jorden ... Giv os i dag vort daglige brød ... og forlad os vor skyld som også vi forlader vore skyldnere .... Led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde ... thi Dit er Riget, Magten og Æren i al evighed ... Amen...

Det er vist længe siden, jeg har bedt Fadervor. Mon ikke det var ved en begravelse? Eller var det engang juleaften, hvor vi var gået i kirke? Jeg husker det ikke. Hvor er det godt at kunne nogle remser på rygraden, så man kan huske dem selv i rystende stunder, hvor det forekommer umuligt at trække på den normale hukommelse.

Jeg bliver liggende med foldede hænder og gentager verset lydløst igen og igen. Jeg har tårer i øjnene. Det er måske første gang, jeg rigtig har ’smagt’ på ordene. De bevæger noget i mig.

Medens jeg ligger der og beder mit Fadervor, falder der en uendelig ro over mig. Jeg ved, jeg har bestået ’prøven’. Soveværelset ser ud som før. Min mand ligger stadig og sover, som om intet er hændt, - og her har jeg måske oplevet det mest overvældende, der overhovedet kan overgå mig? Jeg trækker vejret stille og roligt. Aner ikke, hvor lang tid der er gået. Men det er vel også ligegyldigt? Jeg bliver mere og mere søvnig, vender mig forsigtigt om på venstre side. Alt er roligt. Jeg falder i en drømmeløs søvn og vågner først næste morgen ved vækkeurets kimen.

Min mand skal op. Jeg kan blive liggende lidt endnu. Senere bevæger jeg mig ud på badeværelset. Linder forsigtigt på døren og stikker hovedet indenfor. Dér i hjørnet er brusenichen. Fugtig og varm efter familiens brusebadning. Jeg tager mig god tid, men har ikke ligefrem lyst til at bade, så jeg nøjes med at vaske mig ved håndvasken. Jeg har øjne i nakken og hele vejen ned langs rygraden, så jeg kan nå at reagere, hvis der skulle ske noget i brusenichen! Men alt er roligt, og jeg kan spise morgenmad i fred og ro. Familien tager af sted. Jeg er alene med resterne af min rædsel og mine tanker. De synes knap så skræmmende i dagslys, men de er stadig så virkelige, så virkelige.

Efterhånden som mit rugbrød og teen synkes, omdannes rædslen til at være en del af mig. Den opsuges langsomt, men sikkert, fordøjes og bringes rundt i kroppen, som noget jeg skal bruge til at leve mit liv med. Og det skal jeg jo også!

 

Der gik nogle dage, så fortalte jeg min mand en kort version af hændelsen. Han lyttede interesseret, men kommenterede ellers ikke, hvad der var sket. Senere igen fortalte jeg den til nogle veninder, som også har haft spirituelle oplevelser, om end af en noget anden karakter. Men det var godt at kunne dele det med nogen.

 

Ca. et par uger efter ovennævnte, oplevede jeg følgende: 

Jeg vågner hen på natten. Jeg ved ikke, hvor længe jeg har sovet. Min mand ligger og snorker ved siden af mig. Det gør han så tit, og jeg plejer bare at puffe til ham. Så vender han sig om på siden, og så er det i orden. Men i nat kan jeg bare ikke holde det ud. For første gang i vort mangeårige ægteskab forlader jeg ham med min dyne og hovedpude under armen. Jeg går ind i et værelse, hvor vi har en sovesofa stående. Den slår jeg ud og lægger mig ned for at sove.

Jeg er vel knapt faldet i søvn – på min venstre side – før lyden fra Tærskelvogteroplevelsen begynder at strømme op i mig. Det er som fjerne trommer, der ildevarslende nærmer sig. Men nu ved jeg jo, hvad jeg skal gøre: Uden tøven kaster jeg mig om på ryggen, folder mine hænder og beder Fadervor. 

Lyden hører op.  

Langsomt og blidt begynder min krop at hæve sig op over madrassen. Jeg svæver, bevæger mig ikke, men er let som en ballon og står til sidst i oprejst position med begge fødder på sovesofaen. Og så begynder jeg at tale. Det er som om, jeg står i en forsamling, der befinder sig foran mig i en halvcirkel. Jeg kan ikke se nogen, men jeg véd der er nogen. Og jeg taler og taler, samtidig med at jeg bevæger mine hænder bydende rundt mod den usynlige halvkreds. Jeg erklærer mig. Jeg aflægger et løfte om at arbejde for at højne klodens bevidsthed. Det lyder fuldstændig ulogisk, vanvittigt og alligevel så rigtigt! Ja, det er jo dét, jeg skal ... Selvfølgelig. Min ’frie vilje’ er sat fuldstændig ud af funktion. Jeg – hvem det så end er – bestemmer ikke noget mere. Tingene sker blot. Det er let og lyst. Ingen modstand, ingen angst. Alt er såre godt.

Jeg hører mig selv tale, og samtidig kører det i mit baghoved: Hvor var det godt, at jeg havde forladt soveværelset, – for ellers ville jeg have vækket min mand med al den snak!

Pludselig er det hele overstået. Jeg ligger på sovesofaen på min venstre side, som om jeg aldrig har rørt mig! Underligt. Jeg sunder mig lidt, bliver mere og mere søvnig. Jeg falder i søvn og vågner først næste morgen.

Efter at jeg i november 1994 havde de ovenstående oplevelser, har mit liv ændret sig meget: Jeg har som allerede nævnt forladt mit gode job gennem næsten 25 år og har kastet mig ud i den ene uddannelse efter den anden. Alt sker i et tempo, hvor jeg kan klare det. Ikke dermed være sagt, at det bare er let, men min kamp står primært i forhold til, hvem jeg har troet, jeg var i tiden før, og hvem jeg åbenbart er inderst inde. Det er bestemt ikke smertefrit. Men smerten føles også OK. Der er ingen, der skal tage den fra mig. Den skal hverken dulmes eller bortforklares.

Min opmærksomhed er skærpet. Jeg lægger mærke til utrolig meget. Det kan være trættende og anstrengende, hvis der sker for meget nyt. Så jeg er god ved mig selv. Jeg har brug for megen ro. Men undertiden har jeg også brug for at komme af med alt det, der hober sig op indeni mig. Jeg forstår mennesker i et andet lys. Jeg tænker nærmest metaforisk. Hændelser og begivenheder i menneskers liv bruges til at forstå dem. Jeg får sværere og sværere ved bare at tænke i et her og nu perspektiv. Alt bringes ind i en større sammenhæng, som jeg ikke tidligere har oplevet. Jeg forstår alt og jeg forstår intet. Jeg oplever mit liv som et kæmpe paradoks.

Det er fantastisk, men også utrolig ensomt, for kun meget få mennesker har lyst til at forsøge at følge mig i mine tanker, når jeg rigtig folder mig ud. Min hjerne er fyldt med inspirerende ideer. Undertiden føles det frustrerende ikke bare at kunne sige, hvad jeg tænker. Men andre kan ikke forstå dét, som for mig er så såre logisk og enkelt. Og selvfølgelig er jeg også undertiden i tvivl: Kan det nu også være rigtigt? Er det bare noget jeg bilder mig ind? Så prøver jeg at slappe af, og sige til mig selv: Jamen, det er jo slet ikke mig, der bestemmer. Og så kan jeg le lidt ad det hele. Det er jo egentlig komisk at tage sig selv så højtideligt!

Jeg er altid i gang med mange projekter. Der er noget inden i mig, som konstant presser på. Når jeg har følt mig totalt utilstrækkelig til at udføre den opgave, jeg har svoret at arbejde på, har jeg fortvivlet bedt om at måtte blive fri. Der må være andre, der er meget bedre til det end mig... Men lige lidt hjælper det. Jeg kan ikke andet end at acceptere og så leve mit liv efter bedste evne, idet jeg følger de tilskyndelser, som dukker op og fører mig på min vej. Det er mit lod. Min skæbne. Døre åbnes for mig. Jeg er altid anderledes, og alligevel ordner tingene sig, alligevel accepterer omverdenen mig. Jeg kan ikke sige præcist, hvor jeg skal hen, men jeg ved godt, hvad det drejer sig om. Jeg kan bare ikke fortælle det til ret mange. Det vil blive opfattet forkert, og måske er det jo også noget, jeg bare har fundet på. Jeg aner intet om, hvordan jeg kommer derhen. Men jeg går og går, - følger vejen som altid synes at ligge parat til at blive betrådt. Og den føles da også lettere at gå, nu hvor jeg er kommet ’i form’.

Jeg er begyndt at kunne leve i usikkerhedens tillid til, at livet sørger for mig. At jeg får det, jeg har brug for til at udføre min opgave. Det er hårdt og barsk. Det er frydefuldt og spændende. Her er sorg og glæde. Her er gråd og humor. Det føles så utroligt ægte, - og jeg kan ikke andet...

 Der gik som sagt et par år, før jeg kunne nedskrive oplevelserne, og jeg har ikke siden mødt skikkelsen i brusenichen og er heller ikke blevet gennemrystet af trommelyde igen.

De nævnte oplevelser har imidlertid bevirket, at jeg siden da har haft et inderligt behov for at finde ud af, hvad der egentlig gik for sig. Nok havde jeg Søren Hauges beretning om Rudolf Steiners møde med en tærskelvogter, men den gav mig ikke tilstrækkelig mening i længden. Jeg havde brug for at få en nærmere beskrivelse af, hvordan andre mennesker havde oplevet – for ikke at sige overlevet - en sådan hændelse. Og ikke mindst ville jeg gerne vide mere om, hvorvidt og evt. hvordan deres liv efterfølgende blev ændret. Som tingene var, følte jeg mig som en landflygtig, - jeg havde brug for at høre til i en cirkel!

Til toppen